Nekrolog

Af
| DMT Årgang 79 (2004-2005) nr. 03 - side 115-116

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Man skal høre meget

Pianisten Elisabeth Klein, der blev født den 23. juli 1911, døde den 11. oktober i år. Hendes liv rummede mange opbrud og uforudsete rejser på det konkrete plan, men sin musikalske kurs holdt hun støt igennem 40 år, da hun først havde pejlet sig ind på den.

Hendes opvækst fandt sted i Budapest, efter at hendes familie, der ud over hende bestod af far, mor og en otte år ældre søster, havde brudt op fra en landbotilværelse i Trencin Slovakiet, til storbytilværelsen. Elisabeth Kleins far blev eksportør af landbrugsvarer, og han var samtidig kunstsamler og mæcen for sin sekretærs kone, operasangeren Maria Nemeth (1899-1967). Sin kunstneriske stimulans fik Elisabeth Klein således fra faderen, der tog sine børn med til kunstudstillinger, museer og koncerter.

Elisabeth Klein gik på akademiet i Budapest, fra hun var seks til 23 år, først som undervisningskanin, siden som klaverstuderende op til det højeste plan. Hun afsluttede sin uddannelse med den to-årige klaverkunstnerlinje og etårige pædagogiske overbygning. Hendes debutkoncert fandt sted i 1932. Fra 1934 til 1936 var hun privatelev hos Bartók, og ud over at spille al hans klavermusik under hans vejledning fik hun også anledning til at følge hans instruktion af den nye ungarske strygekvartets indstudering af den 5. Strygekvartet op til opførelsen under ISCM-festivalen i Barcelona i 1936. Det betegnede hun som en stor oplevelse.

At hun havnede i Danmark i 1939 var lidt af en tilfældighed. En veninde havde organiseret et job til hende som underholdningsmusiker på en restaurant i Næstved. Siden kom hun til hotel Royal i Århus. Selv om hun ‘kun’ kunne spille klassisk musik, blev hun alligevel prolongeret.

Da hun skulle rejse hjem i efteråret 1939, var 2. verdenskrig brudt ud. Hun valgte at blive i Danmark, da hun under et job i Horsens havde truffet sin senere mand, der var søofficer. Krigsårene blev turbulente. Hendes mand blev arresteret i 1943, kort tid efter at parret havde fået deres første barn, og kom først hjem igen efter krigens afslutning. Under hans fravær ernærede hun sig som akkompagnatør for sangere, hvilket senere førte til en ansættelse som repetitør på Det Kgl. Teater.

Fra 1956 kom en række år, hvor hun fulgte sin mand på hans – hver gang med kort varsel – udstationeringer i Oslo og Kiel.

I begyndelsen af 1960erne gik hun efter råd fra Vagn Kappel på Danmarks Radio i gang med at spille ny musik: Webern, Henze, og hun opførte Boulez’ Structures I sammen med Hans Meyer Petersen i 1964. Så kom Boulez’ 2. Klaversonate, som hun førsteopførte i Danmark i 1965 og kort tid efter spillede adskillige gange på en turné i Israel. Senere spillede hun alle Boulez’ tre klaversonater ved flere lejligheder, bl.a. i Danmarks Radio i efteråret 1995.

En ny udstationering i Oslo fulgte i 1968, men hun fastholdt sit undervisningsarbejde på DKDM, hvor hun var blevet ansat i 1967. Da familien rejste tilbage til Danmark i 1972, var hun netop blevet fastansat ved Norges Musikhøgskole i Oslo, så indtil 1980-81 (hun sluttede ved DKDM i 1981), hvor hun og hendes mand endeligt bosatte sig i Oslo, pendlede hun stadig. Såvel i Oslo som i København havde hun klasser i ny musik beregnet for alle studerende uanset instrument.

Elisabeths Kleins store indsats for ny musik afspejler sig i alle hendes musikalske aktiviteter: De utallige koncerter og seminarer, pladeindspilningerne – over 20 blev det til – og hendes pædagogiske virksomhed.

Hendes energi og arbejdsomhed, parret med stor venlighed og åbenhed, var næsten utrolig. Hun havde det bedst med den ny musik og mente, at den klassiske var blevet i den grad endevendt, at man undertiden kunne komme ud for helt absurde tolkninger. Men hun fastholdt den klassiske musik i sin daglige øvning, startede med Bach, så videre til Scarlatti, Mozart, Beethoven, Brahms. Som komponisten Synne Skouen sagde, gik Elisabeth Klein igennem hele musikhistorien, før hun nåede frem til at øve sig på sit koncertrepertoire.

Inspireret af den engelske komponist Elizabeth Maconchy tog hun målrettet kvindelige komponisters værker med på sine programmer, hvilket førte til en nær forbindelse med foreningen Kvinder i Musik, som hun spillede adskillige koncerter for. Ligeledes optrådte hun ved FN’s kvindekonferencer og de to nordiske kvindekonferencer i Oslo og Åbo.

Ved siden af at være en fortræffelig formidler, der ved sine koncerter også altid præsenterede musikken og komponisterne med nogle korte verbale karakteristikker, var Elisabeth Klein en formidabel nodelæser og mente selv, at det havde sammenhæng med hendes grundige træning i partiturspil på akademiet i Budapest. Hendes ældste søn, biologiprofessoren, kaldte hende »unormal«, fordi hun – selv da hun var højt oppe i 80erne – stadig var i stand til at indstudere nye værker. Hendes seneste cd’er er indspillet i 1998 og rummer moderne italiensk klavermusik (Scelsi, Berio, Dallapiccola, Busotti, Evangelisti) og klavermusik fra mellemkrigstiden (Eisler, Hindemith, Krenek, Wellesz, Dobrowen, Skalkottas, Bartók, Dessau, Medtner). Eva Maria Jensen har anmeldt cd’erne i Kvinder i Musiks årsskrift 2003.

Det er en lykke at have kendt en så begavet og samtidig hjertevarm kvinde som Elisabeth Klein, og gudskelov kan erindringen om hende stimuleres gennem alle de eksisterende lydoptagelser, inklusive videooptagelser.

Inge Bruland