Svar til Jørgen Bentzon

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 02 - side 36-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

SVAR TIL JøRGEN BENTZON

Tak for dit indlæg, det påpeger væsentlige mangler ved den offentliggjorte aiionyme kritik, og vil sikkert kunne tjene, som én rettesnor for fremtidige anonyme kritikere. Men du gør et par fejl, bl. a. fordømmer du den nyoprettede rubrik på grundlag af en enkelt anmeldelse; du kunde ligeså gærne frakende en ung komponist al betydning efter at have hørt hans op. 1. Men selvfølgelig, det -er lettest at ombringe et uvelkomment barn umiddelbart efter fødslen.

Den pågældende kritik har en hovedfejl: den spænder over så stort et om~ råde, at hver enkelt del umuligt kan behandles sagligt. Saglig kritik kræver begrænsning af ærnnet, jeg vil derfor mene, at den idag offentliggjorte kritik er nærmere det rette, idet den tager et enkelt, men centralt spørgsmål op til behandling og dømmer derudfra. Derimod kan 13 komponister ikke gøres af på en side. Alligevel syntes kritikken mig, trods de iøjnespringende mangler, at vise en afgjort vilje til saglighed, derfor lod jeg det ubønhørlige krav falde og optog den. Medbestemmende for min bedømmelse var også, at kritikken som helhed syntes mig sagligt at stå over dagspressens anmeldelser af de pågældende koncerter. Her går jeg dog ud fra, at vi er enige om, at den absolutte saglighed kun er et kværulogisk postulat, at saglighed derfor er et relativt begreb, og at følgelig sætningen: »frk. Hansens Mozart-tempi føltes ikke rigtige« eksempelvis &r mere saglig end »frk. Hansen formåede ikke at åbne porten til det mozartske vidunderriges herligheder«, selv om vi ikke får at vide, hvorfor frk. Hansens tempi var gale. Hvad videre angår den foreliggende kritik, behøver man endelig ikke at vide den anonyme kritikers navn for at kunne se, at han er ret artistisk indstillet og uden føling med forskellige former af den ny musik, som de virker i praksis.

Lad os vende os fra enkelttilfældet. til de principielle spørgsmål. Værdien af e.n velunderbygget musikalsk kritik, skrevet med henblik på en fagligt dannet læ-serkres, kan næppe bestrides, og en sådan kritik ønskes af store krese af bladets læsere. Der er så spørgsmålet om anonymiteten tilbage. DMT har ikke råd til at holde en fast musikkritiker, en kritikrubrik må derfor være baseret på frivilligt medarbejderskab. Men mens den professionelle, faste kritiker har en akceptabel grund til at skrive, han får nemlig penge for det, så mangler amatøren denne grund til at kritisere (d. e. »til at sige sine medmennesker »sagligt begrundede« ubehageligheder«). Hans lejlighedsvise optræden som kritiker vil følgelig blive underskudt de laveste personlige motiver (sml. din egen beskyldning mod bladets kritikere for fejghed, fordi de ifølge bladets ønske er anonyme), eller udtrykt på anden måde: kan den selvbestaltede kritiker ikke rose, bør han holde mund. Derfor er kritikeren anonym. Endvidere: jo mere saglig en anmeldelse er, jo mere o-,,,erflødigt er kritikerens navn. Derfor er kritikeren anonym. Jo mere fagligt underbygget en anmeldelse skal være, jo mere sagkundskab kræves der af kritikeren. I talrige tilfælde vil derfor kritikeren og den kritiserede være snævre fagfieller, og beskyldninger for ukoll'egial og nidsk optræden med deraf voksende gensidig bitterhed vil være uundgåelig. Derfor er kritikeren anonym. Den utiltalende, men ikke sjældne type: manden der kritiserer for at få sit eget navn frem eller for at vise sin journalistiske flærdighed, skal for enhver pris undgås. Derfor er kritikeren anonym.

Musikerens stilling til kritikken kan i al almindelighed karakteriseres således: »jeg har ingen respekt for de herrers faglige og almene musikalske kvalifikationer, kritikkens saglige indhold er mig derfor rystende ligegyldigt, men anmeldelsen har en økonomisk og reklamernæssig betydning for mig, derfor er jeg nødt til at regne med, om den er god eller dårlig«. Dette bundforlorne forhold, der begrunder kritikerens magt ikke i noget musikalsk sagligt, men i noget økow)inisk, er ulieldigt for begge parter. Det kan for UNIT."", vedkommende med den skiftende, frivillige medarbejderstab kun rettes derved, at opmærksomheden tvinges niod kritikkens reelle indliold på en sådan måde, at det ikke kan afvises med en henvisning til den pågældende kritikers umulighed. Derfor er kritikeren anonym. At en stor del af MITs kritikere kan antages at være ganske ukendte af læserne, og deres navne derfor uden interesse, skal blot anføres.

Skulde det lykkes DNIT gennem den anonyme kritik at finde en virkelig kritisk begavelse, hvis medarbejderskab blev af mere fast karakter, vilde jeg anse det for rimeligt, at anonymiteten faldt væk. Men indtil da synes den anonyme saglige kritik mig den eneste farbare vej til opfyldelse af et rimeligt krav fra læsernes .,dde. Muligvis dør rubrikken på grund af manglende tilslutning, - bladet vil overleve det. Men (let er mit håb, at den anonyme kritik vil kunne finde sin form o,g sine medarbejdere, så den kan få virkelig betydning.

Gunn(ir Heerup.