Kritik

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 07 - side 153-155

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Poetisk podcast

Annonce

Edition s

KRITIK

AF FRANZ SYBERG

MAN undrer sig over den ringe Interesse for moderne Musik og prøver at finde Aarsagen: Er det Musiken det er galt med? Eller er det Publikum? Eller begge Dele? Ligger Musik overhovedet (bortset fra Jazz) udenfor Tidens Omraade, Evne, Vilje? Mange kloge og dybsindige Ord er sagt om dette Emne, men den efter min Mening afgørende Faktor i denne Sammenhæng glemmer man for det meste: Kritiken.

Pressen er en Verdensmagt, det er der ikke to Meninger om. Hvad der staar i Avisen er sandt. Denne Paastand lyder maaske noget dristig, men ikke desmindre er det Tilfældet, - hvad Pressen skriver er sandt, om ikke første Gang, saa femte, sjette eller halvtresindstyvende Gang, - ved stadig Gentagelse bliver det sandt - Principet i al Reklame. Et glimrende Eksempel paa denne Maade at frembringe Sandheder har man i Kritikens Omtale af dansk Nutidsmusik og dens Virkning paa Publikum: Størsteparten bliver borte, og de faa som kommer, ved paa Forhaand hvad de gaar ind til: humørforladt, indholdsløs, passivistisk Musik - eller rettere sagt Støj.

Jørgen Bentzon har sikkert Uret, naar han tillægger Kritiken ringe Betydning ved Tilhørernes Bedømmelse af ny Musik. Kun den virkelig musikkyndige er upaavirket, den store Skare, der (f. Eks. i Radio) kun tilfældigt kommer ud for Fænomenet, er utvivlsomt paa Forhaand saa uvillig indstillet, at ethvert Udbytte er udelukket. Gennem Pressens stille, for Læseren ubevidste, men desto virksommere Paavirkning er al Forventning og al god Vilje til at lytte blevet dræbt. Skylden for denne irriterede Forhaandsindstilling ligger udelukkende hos Kritiken. Fortsætter Udviklingen i samme Retning en Snes Aar endnu; saa findes der i Praksis ikke mere Komponister i Danmark, (bortset fra Jazz) thi saa findes der ikke længere noget Publikum, der vil høre dansk Musik, hvilket omtrent kan komme ud paa eet. Selv om Kritiken ikke vil kunne hindre virkelige Skaberevner i at give sig Udtryk, saa formaar den dog at hindre Omverdenen i at gøre deres Bekendtskab.

Selv den bedst begavede unge Mand gaar amok, naar han skal udfolde sig som Kritiker. Den Aand, den Form som Traditionen har skabt, er saa stærk i al sin Skævhed, at den enkelte ikke formaar at friøre sig, medmindre han er en virkelig stærk Personlighed.

Ofte er det blevet sagt og skrevet, men efter Virkningen at dømme ikke ofte nok: Kritikens Opgave (hvor mange Kritikere har iøvrigt ofret dette Problem en Tanke?) er ikke at kritisere, men at finde det gode frem og gøre Reklame for det. Musikens Kaar er her til Lands saa trange, at netop denne Side af Sagen ikke kan fremhæves stærkt nok. Overhovedet er Betegnelsen »Kritiker« vildledende, den forvirrer Begreberne saa vel paa Indehaverne af denne Titel som paa Publikum, - Sprogets Magt over Tænkningen er i Sandhed underfuld. Gennem Eksemplets Magt er de fleste Koncertgængere efterhaanden opdraget til, at man udelukkende lytter til Musik for bagefter at kunne »kritisere«.

Mange vil maaske kun smile ved Tanken om, at Komponisterne om 20-30 Aar skulde være uddøde - enten fordi de finder Tanken absurd eller ogsaa ligefrem af Glæde - saa blev vi af med dem! De sidstnævnte vil faa meget andet at glæde sig over. Lykkes det Kritiken i sin nuværende Form at undergrave al Interesse for og dermed praktisk overflødiggøre al Kompositionsvirksomhed i Danmark, (bortset fra Jazz) saa er Musiklivet ramt i sit Centrum. (Kritikeren har kun musikpolitisk Betydning, ingen musikalsk. Naar Hamburger stiller Kritikeren op som Nr. 1 og Komponisten som Nr. 2, ja saa undres man saare, og kommer til at tænke paa Sammenligningen mellem Rundetaarn og Tordenskraldet.) Forfaldet vil langsomt brede sig til den udøvende Musik, ogsaa den vil da glide ud i Periferien. Den eneste Trøst er, at Kritiken vil gaa samme Vej. Forøvrigt er vi allerede et godt Stykke inde i denne Udvikling.

Der findes to Udveje af Miséren:

1) At afskaffe al Kritik som Jørgen Bentzon foreslog, en fortrinlig, i al sin Enkelhed ligefrem genial Idé, Kolumbusægget om igen. Desværre modtager Kritiken slige Forslag med Kølighed, mærkværdigvis, det vilde dog fritage d'Herrer for at høre paa en Masse nyere dansk Musik.

2) At opdrage Kritiken, vise den hvor dens egentlige Opgave ligger.

Alle Samfundsborgere kontrolleres paa en eller anden Vis i Udøvelsen af deres Virksomhed, alle bliver vi set efter i Sømmene og endevendt i Tide og Utide - kun Kritikeren er ved et Skæbnens Lune sluppet for denne Kontrol, som intet Menneske, han være sig nok saa fuldkommen, helt kan undvære. Følgen er en efterhaanden forfærdende Mangel paa Selvkritik hos Gennemsnittet af Krifikere, - en saadan Følelse af Magtfuldkommenhed, som den giver sig Udslag i Kritikernes latterlige Karaktergivning, vilde virke komisk, hvis den ikke var saa skadelig. Kritiken er blevet en Kræftsvulst, som betyder en saa alvorlig Fare for Musiklivet (stadig bortset fra Jazz), at alle musikelskende Mennesker maa støtte hinanden i Forsøget paa enten en Eksekution eller en fuldstændig Fornyelse.

Pressens Væsen er: Reklame. Jeg tillader mig at give d'Herrer Kritikere det Raad at følge dette Væsen eller ogsaa at holde sig fra det. Gør Reklame for det som er godt, gør god Reklame for god Musik inden det er for sent, og lad være at skrive alenlange Kritiker om hvad De ikke synes om. Og kan De overhovedet intet godt finde frem, saa find Dem en anden Beskæftigelse, saa gavner De kun Musikens Sag.

Man vil indvende, at tidligere Tiders Komponister var udsat for en akkurat ligesaa uforstaaende, selvglad Kritik som Nutidens, uden at det skadede dem - tværtimod, det ansporede dem maaske yderligere. Hertil er at svare at Datidens Kritikere ikke betød mere i Forhold til Nutidens end Datidens Presse i Forhold til Nutidens Avisbombardement. Kritikens musikpolitiske Magt er vokset uforholdsmæssigt, uden at man kan sige det samme om dens Udøveres Ansvarsbevidsthed.

Den Kontrol vi alle er underkastede maa ogsaa bringes til Anvendelse overfor Kritiken. Som en Begyndelse, en Spire, der maaske kan vokse sig stor og stærk, vil jeg foreslaa Bladet at oprette en Rubrik: »Kritik af Kritiken«, (hvor de stakkels Komponister saa kan faa Lov til en Gang imellem at rykke fra Anden- op til Førstepladsen) efter Principet: med Ondt skal Ondt fordrives. Den er i høj Grad tiltrængt.