Bemærkninger om jazz

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 08 - side 183-185

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Edition S
  • Annonce

    Kunstkritikk

BEMÆRKNINGER OM JAZZ

AF BERNHARD CHRISTENSEN OG SVEN M. KRISTENSEN

PROFESSOR ERIK ABRAHAMSEN har i "Akademikeren" nr. 2 skrevet en artikel om jazz, hvor der foruden mange udmærkede ting findes følgende udtalelse, som vi her tager som udgangspunkt for nogle bemærkninger om jazz:

»Men nu kommer det mere grinagtige. Jazzmusik er egentlig ikke saa »moderne«, som Folk tror. Maaske nok i sin Rytme, men saa langt fra i sin Melodik og Harmonik. Det meste af det, der gaar under Betegnelsen Jazz, og hvoraf forresten kun en uendelig lille Del fortjener dette Navn, benytter en Meloditeknik og Harmoniteknik (Akkorderne), som er fra 80'erne. Det er Højromantikens og Senromantikens Tonesprog, sat paa nye Rytmer. Det svarer omtrent til Funkishus udstyret med Klunkemøbler«.

Er det ikke et noget fortegnet billede, der her gives af jazzen? Det forekommer os, at professor Abrahamsen har overvurderet harmonikens og melodikens betydning i spørgsmålet om jazzens modernitet. Det, som gør at jazzen faktisk er noget nyt og »moderne«, er jo den forandrede rytmiske indstilling; det er rytmen, der er det absolut væsentlige element i jazzen (vi skal senere komme ind på det melodiske og harmoniske). Man kan oplyse jazzens forhold til senromantiken ved at gøre en sammenligning med Wienerklassicismens forhold til Bach-tiden. Er overgangen fra barokkens spadserende rytme til Wienernes betoningsrytme ikke et meget væsentligt element i stilændringen, måske det mest iøjnefaldende? Men Wiener-klassicismens harmonik går på ingen måde ud over barokkens højtudviklede harmonik, den betegner i stedet for en forenkling, der ser ud som et tilbageskridt. På samme måde kan man sige, at jazzens harmonik taget som helhed er en forenkling af senromantikens outrerede alterationsharmonik, et »tilbageskridt«. Det er rytmen, der er det afgørende. Jfr. direktionsmåden. Forskellen mellem en jazzdirigent og en Wagnerdirigent er meget skarp men forskellen mellem en Mozartdirigent og en Barokdirigent er ikke mindre.

Professor Abrahamsen skriver i sin artikel, at jazzen benytter sig af en melodik og harmonik, som hører hjemme i 80'erne. M. h. t. det harmoniske er denne udtalelse kun rigtig med forbehold, og m. h. t. det melodiske er den i hvert fald forkert. Vi tager først melodiken:

Jazzens hældning mod det pentatone er jo så velkendt og vidnefast, at forbindelsen med 80'erne allerede herved bliver meget tvivlsom. Professoren kan naturligvis her beråbe sig på al den dårlige jazz, hvor man kan finde mange exempler på sentimental-kromatisk melodik (fx. »Please« og »Brother, can you spare a clime«), men det er jo ikke den, talen er om. Den rigtige jazz arbejder netop på at rense melodiken, også indenfor dur og moll; se blot Duke Ellingtons kompositioner, fx. »Creole love call«.

Mindre kendt end pentatoniken er jazzens specielle »blues«-melodik. Navnet stammer fra »blues«- melodierne, hvor denne teknik træder særlig frem. Den består i en udstrakt anvendelse af den lille terts og lille septim (: lille terts i forhold til kvinten) i dur-skalaen, og tillige formindsket kvint (: lille terts i forhold til tertsen) i moll. Grunden ligger i den kendte primitive forkærlighed for den lille terts i det hele taget. Vi anfører nogle exempler på denne teknik: (nodeeks.)

Det er klart, at en sådan meloditeknik intet har at gøre med 80'erne. Den er meget udbredt i amerikanske melodier (exemplerne er legio) og meget betydningsfuld for de nye melodiske spændingsmuligheder i jazzen.

Den »blå« rnelodik må nødvendigvis også medføre nye harmoniske virkninger. Det drejer sig her om de såkaldte »blå« klange, der opstår ved sammenstød mellem »blå« melodik og den traditionelle harmonik. Exempel (1) :

Her opstår der på synkopen i hver takt en »falsk«, »blå« harmoni, ved sammenstødet mellem det melodiske og harmoniske as (egentlig gis, alteration af g, som føres op til a). Andre exempler på sådanne »falske« harmonier kan findes i nodeexempel nr. 4 i D.M.T. 1933 s. 147. En anden følge af den blå melodik er, at visse klange indenfor tonearten kommer til at stå i et nyt og fastere forhold til tonika. Se fx. ovenfor, i 3. takt af »It don't mean a thing«, klangen des-f-as-ces, der ser ud som en dominantseptimakkord på des, men som er en alteration af fjerde trin i f-moll. Denne klang anvendes uhyre meget i jazz og med en ny dominantlignende funktion.

(1) Det er interessant at se, hvordan denne meloditeknik minder om Carl Nielsens, men der er naturligvis ingen forbindelse.

Årgang 8/1933, nr. 08