Hvad siger konservatoriet?

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 08 - side 186-186

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

HVAD SIGER KONSERVATORIET?

Jack Hylton har i studenterforeningens blad »Akademikeren« (nr. 2 d. a.) skrevet en artikel, som i oversættelse lyder således:

»Jazzen er nutildags massernes folkemusik og det er på tide, at de akademiske musikautoriteter anerkender den som sådan.

Der burde være en jazzafdeling i hver af de forende musikskoler og de musikstuderende skulde studere jazz lige så alvorligt, som de studerer de ortodoxe klassiske former.

For jazzen vil blive bevaret - både i danselokalet og koncertsalen, og flere mennesker vil finde arbejde indenfor jazzen end i nogen anden musikalsk profession. Dog fortsætter musikskolerne med at opdrage deres elever, som om de alle var bestemt til at blive store klassiske komponister eller ledere af symfoniorkestre, og man lukker forsigtigt øjnene for den kendsgerning, at tusinder al skolernes tidligere elever må tjene til deres livs ophold i populære orkestre.

Unge mennesker bliver belært om, at det er en større dyd at dø af sult som en uskikket komponist af klassisk musik frernfor at være en heldig komponist af musik for masserne. Se på prospekterne fra de fleste musikskoler: der er battalioner af lærere, som forbereder deres elever til opera-arbejde, i hvilket de aldrig vil have chance for at tjene til livets ophold. Men hvis man vil lære at spille saxofon, må man gøre det hemmeligt, ved at tage et kursus på obo eller klarinet, som har en lignende fingersætning.

Vi må have bugt med denne humbug om »folkelig« musik. Det er hos jer, den yngre generation, vi søger hjælp. Lad kritikerne anerkende, at jazz er, hvad folkets masser har behov for - at den genspejler tidens ånd lige så. meget som fortidens folkesange gjorde det.

Jazzen er stadig i sin barndom. Der er plads for uhyre udvikling. Derfor siger jeg til kritikerne, kom og hjælp os.«

Hvad mener man på Vestre Boulevard?

Det kgl. danske Musikkonservatoriums program ser ifølge »Haandbog for Studenter« således ud:

»I første Linie søger man gennem de bedste Faglærere at give de vordende Kunstnere en god Uddannelse i deres Fag. Men Konservatoriet indskrænker sig ingenlunde til at uddanne de forholdsvis faa, hvis Talent er saa stort, at de senere kan blive udøvende Kunstnere af Rang. Mange, der ikke egner sig til Kunstnerbanen, vil senere som Musiklærere kunne gøre en smuk Indsats for Musikkulturen i Landet.....«.

Denne opdragelse, som først og fremmest har »kunstnerbanen« for øje, repræsenterer vist en noget antikveret opfattelse af en musikskoles opgave. Der er - som konservatoriet selv indrømmer - meget få, der har evner til koncertsalen, og der er endnu færre, der kan leve af at optræde, især under de nuværende forhold for koncertlivet. De øvrige 99 %, som med kunstneruddannelsen som knaphulsblomst kastes ud på markedet for at blive musiklærere - og især kafémusikere (en profession, som konservatoriet ikke tager hensyn til), har de fået en opdragelse, som gør dem egnede til disse stillinger i samfundet? Jeg skal ikke komme ind på, hvordan det går eleverne som fremtidige pædagoger; men kafémusikerne, har de fået noget som helst begreb om den musik, som de hovedsagelig kommer til at give sig af med, nemlig jazzen? Nej, på Vestre Boulevard anses »jazz« og »saxofon« for uartige ord. Det er til stor skade for disse musikere, som ikke har noget brug for den klassiske musik, de er opdraget i, og som ikke kan spille jazz. Derfor er så meget af den dansemusik, vi hører rundt omkring på restauranterne, af en så tarvelig karakter.

Konservatoriet må se disse kendsgerninger lige i øjnene, og dernæst burde det tage sin opgave i samfundet op til en fornuftmæssig revision.

Sven M. Kristensen.

Årgang 8/1933, nr. 08