Til Sven M. Kristensen

Af
| DMT Årgang 8 (1933) nr. 09 - side 211-211

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

TIL SVEN M. KRISTENSEN

Der er endnu et par bemærkninger at knytte til denne diskussion.

Det er hen i vejret, når Kristensen blander sine »aktivistiske grundrytmeteorier« ind i andre musikforhold; som når K. hævder, at rytmen hos f. ex. Carl Nielsen i espansiva eller i visse negerstammer, kun har spændingsvirkning på baggrund af grundrytmen, idet nemlig grundrytmen ikke behøver at få akustisk udtryk. - I de exempler jeg nævnede behøver man hverken at »give grundrytmen akustisk udtryk« eller »have den i kroppen«; - den stigende rytmik virker tilbage på de forudgående langsommere rytmer og det er det, der danner en spænding som absolut må have en udløsning, i modsætning til f. ex. jazzens synkoperytmik, der udmærket kan tænkes fortsat i det uendelige, eller ialtfald indtil m n igen kommer i tanke om det væsentlige i musik.

Grunden til at K. ikke omtalte Carl Nielsen var altså den, at C. N. ikke var særlig interessant for det K. vilde oplyse om: nemlig en forsøgt vurdering og videreførelse af de sidste i0 års musik! Vil det sige, at K. mener, de yngre komponistgenerationer, åndeligt set, bør kaste vrag på al Carl Nielsen-tradition og tage udgangspunkt i jazz?

Jeg har skrevet, og der er altså grund til at gentage det, at jazz som europæisk kulturfaktor må være degeneration; idet det vil blive degeneration, når en kultur bliver så gold, at den ikke indefra kan forny sig selv, men (som 'i dette tilfælde) må søge sin fortsættelse i en fjerntstående og mere primitiv kultur. K. skriver, at sådanne fornyelser af en kultur er velkendte fra historien; - ja, sådanne fornyelser er velkendte, men - som jeg har hævdet det - den mindst primitive af de to kulturer vil da være i degeneration og opløsning.

Men overhovedet synes K. at være blevet let forvirret, han taler om raceteorier, om nazisme, om »en internationalisering af musiken« (al god kunst er jo i sin virkning international) og om at »jazz i sin danske form« (d. vs. den »jazz«, der spilles rundt om i vore biografer og dansesale og som K. før energisk har hævdet ikke var jazz) har erobret masserne!

K. beder os tilslut om at være fri for enhver art nazisme; man kunde med mere grund bede om at være fri for enhver form for politik og usaglighed i en musikdiskussion; men det lader altså til, at det ikke alene er nazisme K. er fri for.

Vagn Holmboe.