SMÅ KOMPONISTER

I efteråret 2005 har dansk musikliv fostret et halvt hundrede nye komponistspirer. Deres første værker er allerede uropført med stor succes ved to offentlige koncerter af professionelle musikere fra to af Danmarks landsdelsorkestre. Denne opsigtsvækkende nyhed er det foreløbige resultat af projektet “Små Komponister”, som er et samarbejde mellem Odense og Sønderjyllands Symfoniorkestre samt komponisterne Jesper Egelund og Peter Bruun.

Af Christian Hildebrandt

Ideen til projektet stammer fra USA. Den amerikanske komponist og kontrabassist Jon Deak fik i slutningen af 1990erne den tanke, at musik komponeret af helt almindelige børn måske kunne være lige så kreativ og original som deres tegninger, skulpturer, digte og historier.

Deak tænkte her ikke på såkaldt ‘børnemusik’ udført af børn på ‘børneinstrumenter’ (fx Orff-instrumenter) med begrænsede melodiske eller klanglige muligheder. Han tænkte på den store musik: den symfoniske musik, spillet af professionelle musikere. Problemet var bare, at musik kræver notation. Hvordan skulle musikalsk uskolede børn kunne nedfælde musik, så den kan spilles? Deak fik den idé, at han selv som komponist kunne være børnenes redskab til notation og være medium for dem til at formidle deres musik til musikerne. For Jon Deak var denne idé nærmest et columbusæg. Han henvendte sig til den landsdækkende organisation Meet The Composer, der arbejder for at styrke og synliggøre miljøet omkring ny musik inden for alle genrer og fik støtte til at realisere ideen med en skoleklasse i Denver og et lokalt high school-orkester.

Uden pædagogisk uddannelse eller erfaring med børn sprang han ud i det, og det viste sig at blive en overvældende succes: Efter en indledende famlen, hvor hverken børnene, deres musiklærer eller han selv havde nogen klar idé om målet, faldt brikkerne på plads i mødet med musikerne. Musikken opstod til stor inspiration for både børn, musikere og komponist.

Siden har projektet udviklet sig og taget form under navnet Compose Yourself, hvor Jon Deak har formuleret principielle retningslinjer for et forløb. Hovedideen er at gøre børn opmærksomme på deres umiddelbare musikalske kreativitet og at få dem til hermed at skabe kompositionsmusik i et samarbejde med professionelle orkestermusikere. En vigtig pointe er, at fokus er på børnenes kreativitet frem for på deres musikkundskaber – udgangspunktet er, at børn har en iboende evne til at udtrykke sig kreativt ved at skabe musik, og udfordringen er at få omsat dette kreative potentiale til noterede musikstykker, som musikerne kan realisere.

Børnene behøver ikke vide noget særligt om musik eller kunne spille på noget instrument i forvejen. De bliver i et indledende forløb præsenteret for de instrumenter, som de får til rådighed, og de får fortalt grundlæggende om instrumenternes muligheder. Herefter skal de lave musikstykker i samarbejde med musikerne. Først for et instrument ad gangen, dernæst flere sammen, indtil børnene når til at skrive stykker for hele det udvalgte ensemble.

Projektet afsluttes med en koncertopførelse af børnenes værker. I princippet kan børnene kræve hvad som helst af musikerne, blot det er muligt. ‘Alt er rigtigt’, er en kongstanke i Compose Yourself, og de professionelle musikeres opgave er, ligesom ved al anden musik, så loyalt og præcist som muligt at gengive komponisternes intentioner. Den primære udfordring er som nævnt notation; at få børnene til at fremstille forståelige og nogenlunde entydige partiturer. Hvordan dette helt konkret opnås, får vi ikke at vide, men Deak fremhæver tre overordnede typer af partiturer, som børn har lavet: de nodebaserede, de mere abstrakt grafiske og de tegnede historier. De færreste børn er selv i stand til at skrive noder, men hvis de kan synge eller på anden måde gengive en frase enslydende tre gange i træk, så betragtes den som objektivt komponeret, og Deak skriver den ned for børnene. En anden måde er, at musikeren gennem spørgsmål får præciseret, hvad der skal spilles – spørgsmål, som ikke indeholder svarmuligheder, der kan være ledende for barnet, vel at mærke.

Deak fremhæver, at hans metode egentlig ikke er en metode, men bygger på det gensidigt inspirerende samarbejde mellem børn og professionelle musikere, hvor det er barnets uanfægtede kreativitet og musikerens professionelle ‘objektivitet’, som går op i en højere enhed og nærmest får karakter af magi. Man leder også forgæves efter en egentlig metodebeskrivelse af Compose Yourself. Hvad det er, der foregår i mødet mellem børn, komponist og musikere, og hvordan partiturerne og deres klingende realisation faktisk opstår, giver Jon Deak enkelte konkrete eksempler på, men der er ingen ‘opskrift’. Compose Yourself er et kreativt projekt, ikke en pædagogisk metode.

I begyndelsen af 2005 lancerede konsulentfirmaet KulturKoncept ved Mette Dinesen “Små Komponister” som en dansk version af Compose Yourself. Hun tog kontakt til Odense og Sønderjyllands Symfonikorkestre samt komponisterne Jesper Egelund og Peter Bruun for i efteråret at realisere to sideløbende projekter med to lokale skoleklasser. Orkestercheferne fra de to orkestre henvendte sig inden sommerferien til hver deres udvalgte skole, Henriette Hørlücks Skole i Odense og Dybbøl-Skolen i Sønderborg, med tilbud om at knytte en klasse til projektet. Skolerne tog begejstret imod tilbuddet, og de to klasser blev hhv. en 1. og en 4. klasse.

Projekterne blev, ligesom Jon Deaks i New York, præsenteret som en del af orkestrenes profilering over for børn og unge, og begge steder har orkestrenes børne- og ungemedarbejdere været centrale figurer i projektets koordination. For skolernes vedkommende er de to klassers musiklærere ligeså indgået aktivt i projektet. Mette Dinesen fremhæver, hvordan musikere, komponister og musiklærere er gået aktivt ind som medskabere af projektet, hvilket har medvirket til at give forløbet en fantastisk dynamik. Samarbejdet har været meget frugtbart og inspirerende for alle parter, og det har været tydeligt, hvordan hver enkelt har oplevet det som sit eget projekt.

Selvom der her i landet tidligere har været eksperimenteret med lignende projekter, bl.a. gennem organisationen Levende Musik i Skolen, er “Små Komponister” alligevel nyskabende med visionen om at lade børnene helt igennem komponere deres egen, uanfægtede musik.

Projekterne tilrettelagdes som 10 arbejdsmoduler samt en afsluttende koncert med børnenes værker. Jesper Egelund blev knyttet til forløbet i Odense, Peter Bruun til forløbet i Sønderborg, og et repræsentativt antal musikere blev udvalgt fra hvert orkester. Jeg havde mulighed for at overvære sidste fase af forløbet i Sønderborg, som jeg her vil holde min beskrivelse til.

De 10 moduler dannede rammen om tre overordnede etaper i forløbet: en introduktion samt to kompositionsprojekter, som børnenes musiklærer Anker Hansen fandt på at kalde hhv. “opus 1” og “opus 2”. Første etape indebar mødet mellem børn, komponist og orkester. Børnene hørte et orkesterstykke og tegnede til det, herefter fik de et grundlæggende “instrumentationskursus” af Peter Bruun, og de talte om, hvordan man ved at tegne kunne beskrive de enkelte instrumenters lyde og måder at spille på. Endelig fik de til opgave at tegne et stykke musik helt frit fra fantasien, og hermed blev der åbnet for børnenes lynkarriere som komponister.

I anden etape mødte børn og musikere hinanden. I Sønderborg var det i første omgang en kvartet bestående af klarinet, basbasun, slagtøj og kontrabas. Således var symfoniorkestrets fire grundpiller i instrumentariet repræsenteret. Her fik børnene så at sige fingrene ned i dejen ved fysisk kontakt med instrumenterne. Børnene inddeltes i grupper og tegnede og fortalte i fællesskab og i dialog med musikere, komponist og musiklærer små musikstykker, som blev spillet for dem. Børnene skulle som udgangspunkt finde på en titel, som knyttede sig til en lille historie, som de så kunne tonesætte ud fra handlingen. At høre sin egen og de andres musik satte for alvor gang i kreativiteten, og i dette forløb fremkom den første samling af små værker, børnenes “opus 1”, som blev spillet ved en lille koncert, hvor børnene også fik lejlighed til at kommentere opførelserne.

Anden etape fungerede som pilotprojekt til tredje etape, hvor ensemblet blev udvidet til otte musikere. Det heraf fremkomne kammerensemble bestod af fløjte, klarinet, fagot, trompet, basun, slagtøj, violin og kontrabas og lignede altså, hvad man kunne kalde et “typisk ny musik-ensemble”. I denne afsluttende fase arbejdede børnene målrettet på at udarbejde “opus 2” med brug af dette udvidede ensemble, som sammen med udvalgte stykker fra ”opus 1” skulle opføres til den afsluttende koncert d. 9. november, hvor Peter Bruun i øvrigt optrådte som ensemblets dirigent.

Ikke mindst slagtøjet og instrumenternes mulighed for specielle effekter inspirerede børnene, især de af dem, der ikke havde kendskab til noder. Fx vakte champagneproppen som slagtøjseffekt stor lykke, delvis måske fordi den her i orkestret faktisk flyver afsted og lander et helt andet sted i salen. Denne effekt anvendtes først af Anne Mette H, Jeanett og Anne Louise i stykket Vampyrens Dans fra “opus 1”, men dette inspirerede mange af de andre børn, så effekten kom til at indgå i adskillige af stykkerne fra “opus 2”. Peter Bruun beskrev under præsentationen af stykkerne ved koncerten med lune denne forkærlighed som antydningen af »en særlig Dybbøl- Skole-4.a-stil«, og han tilføjede, at proppen jo sædvanligvis kun kendes fra Lumbyes Champagne-galop, men at den i børnenes stykker er kommet til at betyde alle mulige forskellige ting i musikkens handling.

Børnenes partiturer var ligesom ved det amerikanske forbillede en blanding af klassisk nodeskrift, grafiske tegn og deciderede tegninger. Kun i to tilfælde havde Peter Bruun valgt at agere pennefører ved en komposition. I det ene tilfælde kunne børnene spille hele stykket på klaver, men ikke skrive noder, så Peter Bruun tog diktat fra dem. I det andet tilfælde havde børnene selv skrevet noderne, men placeret dem i partituret, så det var vanskeligt at overskue for musikerne, og defor lavede Peter Bruun en renskrift. “Opus 2” var i vid udstrækning færdiggjort af børnene forud for den første prøve med musikerne. Denne prøve foregik som en blanding af indstudering og traditionel generalprøve. Børnenes stykker blev prøvet igennem efter en stram tidsplan (som næsten blev overholdt!) med 15 minutter til hvert stykke. En efter en kom grupperne ind i koncertsalen og instruerede deres stykke for musikerne. I dette forløb opstod det klingende resultat af kompositionen i en intens atmosfære af lytten og spørgen fra musikernes og Peter Bruuns side og en fabulerende forklaren og ofte overraskende klar og bevidst stillingtagen fra børnenes side.

Det var dog meget forskelligt fra gruppe til gruppe, hvor meget børnene greb ind i indstuderingen. Karakteristisk var de nodebaserede stykker ofte lige til at spille for musikerne, og her opstod tvivlspørgsmålene om mere tekniske ting som tempo, dynamik o.lign., som det ofte var Peter Bruun eller musikerne selv, der kom med et bud på, som børnene ofte umiddelbart godtog. I disse tilfælde var der nærmest tale om en ’klassisk’ situation, hvor komponisterne havde overladt ensemblet et færdigt værk, som det var dets opgave at fortolke.

Modsat var det med de mere grafisk noterede stykker, hvor musikerne i vid udstrækning skulle improvisere ud fra børnenes instruktioner. Her måtte børnene forklare deres hensigter fra begyndelsen, og det gav ofte anledning til diskussioner om, hvordan præcis en frase skulle lyde. Peter Bruun fremhæver, at man umiddelbart kan have den fornemmelse, at de grafisk noterede stykker virker bedst, fordi børnene direkte griber ind og former musikken over for musikerne, men omvendt er de nodebaserede stykker faktisk i højere grad udtryk for oprindelige valg fra børnenes side, disse er blot foregået i notationsprocessen forud for prøven. Her har børnene i forvejen defineret flere af de klassiske parametre for udtryk i musikken som melodi, rytme og samklang. Derfor opstår i disse tilfælde også den klassiske adskillelse mellem komponistens og ensemblets roller. Man kan sige, at de to forskellige notationsformer i dette projekt gav sig udslag i to forskellige former for indstuderings- og opførelsespraksis, som også findes inden for voksenverdenens musik.

Illustration 3 viser et smukt eksempel på et meget nodebaseret partitur, hvor instrumentationen er angivet ved de enkelte små melodilinjer, så det meste af ensemblet udnyttes i et klangligt afvekslende, stemningsfuldt, men alligevel ganske enkelt musikstykke. Effekter som fuglekvidder og klirren med nøgler er endda angivet med noder, som viser hvornår og hvor længe de skal forekomme

Stykket Krig, komponeret af Martin og Mads, er et eksempel på et rent grafisk noteret partitur. Indstuderingen af dette stykke var i meget høj grad domineret af drengene, som havde en meget klar idé om, hvad de ville have musikerne til at spille. Illustration 4 viser et uddrag af partituret, hvor der bl.a. er noteret kanonskud som krydser i slagtøjsstemmen samt granater, der flyver, som drengene har valgt at tonesætte med glissandi op og ned i melodiinstrumenterne. Drengene har tænkt nøjagtigt over, hvilke begivenheder, der skal ske samtidig, fx udløses et skud (ved omtalte champagneprop) og et pizzicato- anslag på kontrabassen hhv. ved begyndelsen og afslutningen på et vildt dykkende glissando i klarinetstemmen! Stykket ender med “en glad melodi”, som symboliserer, at de gode har vundet krigen. Her improviserede musikerne ud fra interne tekniske aftaler, affødt af drengenes overordnede ønsker om stemning, instrumentation og rytme. Martin forklarer desuden glissando-buen (bassen i tredje partiturkolonne) således: »Vi har lavet det sådan, at når stregen er nede, så er den [klangen] mørk, og når stregen er oppe, så er den lys, når den er tyk, så er den kraftig«. Han tilføjer, at den slags beskeder er sværere at notere med noder.

Mange af partiturerne opviser dog kombinationer af de to notationsformer, og her er det ofte utraditionelle virkemidler og effekter, som sættes sammen med en enkel, bærende melodi. Blandt de mest fantasifulde kan nævnes stykket Mørke Aften, komponeret af Kerstin, Louise og Rie, hvor bassisten og basunisten på et tidspunkt skal »hoppe og se sjove ud«. Denne effekt gjorde stor lykke blandt publikum! Peter Bruun fremhæver denne effekt som et eksempel på, at det skal tages alvorligt, også når der står i partituret, at man skal gøre noget usædvanligt, for det er en vigtig del af kompositionen. Samtidig er det en vigtig del af projektets kreative vision, at børnenes kompositioner reflekteres af musikerne så nøjagtigt og fordomsfrit som muligt. Af andre eksempler på blanding af grafisk og nodemæssig notation kan nævnes stykket Torden fra en række på seks satser om Vejret, komponeret af Anne-Sofie A. og Caroline. I dette stykke sammensætter pigerne på en struktureret og meget virkningsfuld måde melodistumper i tværfløjte og trompet med hhv. “rainmaker” og basunglissando+ tam.

Hvordan lyder så børnenes musik? Svaret er enkelt og fantastisk: Som ny kompositionsmusik! Peter Bruun har denne kommentar: »Hvis man spørger eleverne, hvordan de synes, at musik skal lyde, vil de måske umiddelbart svare “med et fedt beat”, “som Eminem” el.lign., men ambitionen med dette projekt er at få dem til at opdage ‘deres egen musik’.« Både han og Mette Dinesen fremhæver desuden, at mødet med de professionelle musikere er af afgørende betydning for børnenes tilgang til det at komponere. Som Jon Deak siger, er det her, magien opstår.

Instrumentariets muligheder og idiomatik præger i høj grad børnenes valg, præcis som det er tilfældet for alle andre komponister. At de med dette ensemble på en meget overbevisende måde er blevet præsenteret for en klangverden og spilleteknikker, som har åbnet et nyt musikalsk univers for dem, har betydet, at børnene konsekvent svarer »nej«, hvis man spørger dem, om de selv synes, at deres egen musik minder om noget andet, de har hørt. Bortset fra at flere af grupperne har inspireret hinanden, som det også er tilfældet i mange andre frugtbare kunstnerfællesskaber.

Christian Hildebrandt er stud. mag. i musikvidenskab

Fakta

Jon Deak er født 1943 og uddannet som kontrabassist og komponist. Han er ansat i New York Philharmonic Orchestra. Compose Yourself har ifølge Deak mindst tre gevinster. Ud over at gøre børn til komponister er arbejdet dybt inspirerende for komponisten og de involverede professionelle musikere, og dernæst medvirker projektet til at bygge bro mellem publikum og det ofte indadvendte miljø for ny kompositionsmusik. Det første projekt med Compose Yourself førte i 1999 til opførelsen af værket The Colorful Variations, komponeret af 14 børn fra en skoleklasse i New York.

Mette Dinesen er cand.mag. i musik og spansk og har en alsidig erfaring med kulturprojektledelse. Hun stiftede firmaet KulturKoncept i februar 2005 som et konsulentfirma for kulturinstitutioner – med fokus især på publikumsudvikling, pædagogisk udviklingsarbejde og idéudvikling af nye kulturprojekter.

Ideen til “Små Komponister” har dog været i støbeskeen siden efteråret 2004. Projektet realiseredes som et samarbejde mellem KulturKoncept, Odense og Sønderjyllands Symfonikorkestre samt komponisterne Jesper Egelund og Peter Bruun.

Jesper Egelund er født 1961 og uddannet i København og Bratislava som kontrabassist. Som komponist er han autodidakt. Han har arbejdet med en bred vifte af den ny musiks udtryksformer, både som musiker og komponist.

Peter Bruun er født 1968, uddannet i komposition og musikteori i Århus, har desuden studeret filosofi ved universitetet og markerede sig tidligt som en af sin generations mest opsigtsvækkende komponister. Han har skrevet musik i de fleste genrer.

KulturKoncept har modtaget støtte til projektet fra bl.a. Kulturministerens pulje til “talentudvikling, talentpleje og pleje af den musikalske fødekæde” (70.000 kr.) samt Kunstrådets “Huskunstnerordning” (44.250 kr. til hvert af de to projekter). Både skolerne og de to klasser blev specifikt udvalgt til projektet som motivationsmæssigt særligt egnede. Henriette Hørlücks Skole er en lille privatskole, mens Dybbøl-Skolen er en kommunekskole med ca. 900 elever.

Arbejdet med børnene begyndte 13. september 2005 og kulminerede med to koncerter med børnenes værker i Sønderborg og Odense hhv. 9. og 29. november 2005. Fra Sønderjyllands Symfoniorkester deltog Peter Fievé, violin, Per Knudsen, bas, Jorunn Solløs, fløjte, Hans Jørgen Leth Hansen, klarinet, Jesper Kaae Rasmussen, fagot, Rasmus Eskesen, trompet, Søren Rønsbo, basbasun og Henrik Cornelius, slagtøj. Ved koncerten i Sønderborg Musikhus 9. november uropførtes 15 af børnenes stykker, de fl este med deltagelse af alle otte musikere. Musikken kan opleves igen ved Sønderjyllands Symfonikorkesters Familiekoncerter, som finder sted fra 8. til 15. juni 2006.

Links

www.artsforlearning.org: Beskrivelse af Jon Deaks projekt Compose Yourself

www.soi.org/harmony/archive/14/Children_Creativity_Deak.pdf: Artikel af Jon Deak om Compose Yourself og projektets oprindelse

www.nyphilkids.org: New York Philharmonic Kidzone

www.kulturkoncept.dk: KulturKoncepts hjemmeside

www.smaakomponister.dk: Projektets hjemmeside

www.sdjsymfoni.dk: Sønderjyllands Symfoniorkester

www.odensesymfoni.dk: Odense Symfoniorkester www.xn-dybbl-skolen-yjb.dk: Dybbøl-Skolens hjemmeside www.hhskole.dk: Henriette Hørlücks Skoles hjemmeside.