På vej mod en ny selvforståelse

Af
| DMT Årgang 80 (2005-2006) nr. 06 - side 206-206

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Edition s

Annonce

Annoncér hos Seismograf

Ting tager tid. At ændre et helt musikmiljøs selvforståelse tager lang tid. Ikke desto mindre mener flere skribenter i dette nummer, at det, der plejer at gå under betegnelsen ‘miljøet’, har ondt i selvforståelsen. Dagbladskritikeren Jakob Levinsen har talt og skrevet om det i årevis, nu han skriver det igen i en kommentar til sidste nummers artikel af Juliana Hodkinson. Tilmed får Levinsen det, der vel nærmest må kaldes uventet opbakning fra komponisten og formanden for Dansk Komponist Forening, John Frandsen, som på de følgende sider opfordrer til nytænkning. Han taler om et samtidsmusikmiljø, der er ved at blive ramt af iltsvind, og han mener, at tiden er inde til en basal diskussion om selve det kunstneriske projekt, som samtidsmusikken formulerer som sit.

Diagnosen gentages i flere indlæg i dette nummer. I Frandsens udlægning formuleres den sådan: »Publikumskrise, manglende synlighed, identitetskrise, svigtende opbakning fra musiklivets institutioner, nedsmeltning af statens kunstpolitik, marginalisering af genren i alle medier – ikke mindst Danmarks Radio.« Et konkret vidnesbyrd om situationen får vi i indlægget af formanden for Fyns Unge Tonekunstnere, Jesper Buhl, der har valgt en periodisk nedlukning af FUT som følge af vigende publikumstilstrømning.

Ting tager tid. I tiden ligger et krav om parathed til hurtigt metodeskift i forhold til de nyhedshungrende masser. Nyhedshundene blotter tænderne, langsomheden er ved at afgå ved døden. Synlighed, hurtig konsumering, aggressiv markedsføring, nyhedsværdi og markedsanalyser – det er til at blive tummelumsk af. Aktørerne skubber velvilligt til hinanden, en proces er godt nok sat i gang i ‘miljøet’. Der begås fejl, sonderinger viser sig ikke at holde stik, meninger brydes, og indimellem opstilles konstruerede fjendebilleder. Situationen tilspidses, med Svend Hvidtfelt Nielsens rammende formulering længere inde i bladet: »... enhver kritisk anmeldelse afskrives med henvisning til anmelderens inkompetence (da han roste, var han ellers mærkeligt nok vældig kompetent!)« Flere kritikere har sendt indlæg til dette nummer af DMT.

Der ligger en lurende fare i at mene, at skabende og udøvende skal være andre end dem, de er, at der skal skrives en helt anden musik, som, lidt luftigt formuleret, skal blive bedre til at trænge igennem. Det er en noget bagvendt forestilling, som næppe har et fremtidsperspektiv. Kan hænde at det giver pote at lure nogle trick af de, der har skabt succeser, men i længden er og bliver det noget ydre i forhold til det projekt og den kunstneriske anstrængelse, der skal komme indefra og derigennem virke udadtil.

Men selvforståelsen da? Jo, den formes blandt andet af det miljø, man vokser op i, de unge overtager den operationalitet, som er herskende og den jantelov, som kan få selv de bedste til at visne. Det handler om at begå sig, trods alt. Der synes alligevel at være ændringer i sving, som kan mærkes og tilmed høres. Ikke mindst blandt unge og yngre komponister, hos hvem man oplever en kompetence og en vilje til at adoptere nye redskaber til at fremme både deres generations og deres egen kunst for slet ikke at tale om den kunst, som skabes uden for landets grænser. Midt i al elendigheden og selvpineriet må det være tilladt at minde om disse kreative mennesker, der ikke glemmer fordybelsen og det langsomme, men samtidig finder et nutidigt udtryk for den komplekse verden, som omgiver os.

Kunsten består herefter bl.a. i at overbevise alle de ukyndige – hvortil man i denne sammenhæng må regne politikere – om vigtigheden af kunstartens eksistens, for eksempel gennem opbakning og substantiel støtte. Den kamp er unægtelig ikke blevet lettere med regeringens medieudspil, der endnu engang udhuler ophavsretten. Det er blevet spået, at det vil gå sådan, det er upopulært at sige det, næsten forbudt af skrive det. Man bliver i hvert fald upopulær, når man gør det, næsten som lå der en selvopfyldende profeti i den blotte omtale af fremtidens skræk-scenarie på området. Det har sjovt nok også været en del af den gamle selvforståelses metode, at slå budbringeren ihjel, efter devisen »Miljøet har ikke brug for den omtale lige nu«.

Miljøet har mere end nogensinde brug for omtale, diskussion, og de gode historier til opmuntring for de kæmpende skal ikke glemmes. Hvis omtalen bliver råbt kvalificeret gennem en megafon, kunne det tænkes, at andre uden for miljøet ville holde op med at anse selvsamme miljø som patetisk, lukket og forkælet, og sin egen værste fjende. At det til dels er urigtigt hjælper ikke afgørende på, at miljøet med et candyfloss-ord har et ret dårligt brand for tiden. Det kan der faktisk gøres noget ved, og det gøres der noget ved. Men ting tager som sagt tid. Det tog mange år overhovedet at erkende situationens alvor. Så gik der yderligere år med at skylde skylden på alle de andre (DR, skiftende regeringer, ‘pressen’, osv.) som gjorde og gør det svært at være udøver og skaber. Nu er vi kommet så langt, at de centralt involverede og i sidste instans vigtigste blandt alle aktører, lader pistolen pege mod selve miljøet med opfordring til ændring af selvforståelsen. Fra at tale om, hvad de andre burde gøre, kan man nu opleve musikalske hoveder sige: Hvad kan jeg gøre for at bidrage til en forbedring af forholdene. Det er dér, vi skal hen; med et bramfrit citat hentet i dette nummer: »... Få din røv ud på dansegulvet i stedet for at kigge ind ad nøglehullet«.

Årgang 80/2005-2006, nr. 06