UD med ny musik!

Af
| DMT Årgang 80 (2005-2006) nr. 06 - side 208-210

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Vores samtidsmusikmiljø er ved at blive ramt af iltsvind. Hvad er det i vores praksis og vores ‘tænkning’ som skabende og/eller udøvende kunstnere, der forhindrer os i at møde vores omverden? Sådan skriver komponisten John Frandsen i denne artikel om den ny musiks situation internt i musikmiljøet og i medierne.


Af John Frandsen

I den seneste tid har en lang række komponister givet sig til kende, bl.a. her i DMT, om den ny musiks situation her og nu. En krisetilstand, synes de fleste at være enige om: publikumskrise, manglende synlighed, identitetskrise (Peter Bruun spørger ligefrem: hvad ER overhovedet “ny musik”??), svigtende opbakning fra musiklivets institutioner, nedsmeltning af statens kunstpolitik, marginalisering af genren i alle medier – ikke mindst Danmarks Radio.

Elendighederne står i kø! Men uden at lukke øjnene for alle disse (og mange andre) væsentlige og helt reelle problemer vil jeg godt pege på endnu et aspekt, som i mine øjne måske er selve roden til alle fortrædelighederne: miljøets egen selvforståelse.

Hermed sigter jeg ikke blot til vores velkendte tendens til nærmest refleksbetonet at søge tilflugt i rollen som ‘overset kunstner’. Jeg mener faktisk, at tiden er inde til en basal diskussion om selve det kunstneriske projekt, som samtidsmusikken formulerer som sit. Og jeg læser mange af de indlæg, som den seneste tid har bragt, som en invitation til at tage netop den debat op. Juliana Hodkinson spørger i sidste nummer af DMT, om der fortsat er grund til at producere “svær” musik. I december forsøgte Thomas Agerfeldt Olesen at begrunde, hvorfor det er indlysende, at moderne instrumentalmusik har en publikumskrise. Og Peter Bruuns efterlysning af en “ny ny musik” fik Niels Rosing-Schow på banen med et forsvar for en musik, der »insisterer på at finde veje til at stille nye spørgsmål til vores menneskelighed og til vores opfattelse af den omgivende lydverden«.

Jeg kan ikke lade være med at sidde tilbage med en følelse af, at hele vores samtidsmusikmiljø er ved at blive ramt af iltsvind. Jeg synes, der gispes efter vejret i alle disse indlæg – ja, Niels Rosing-Schow efterlyser ligefrem, at diskussionen »får ny luft«. Hvad er det i vores praksis og vores ‘tænkning’ som skabende og/eller udøvende kunstnere, der forhindrer os i at møde vores omverden?

Hvad kunne du ønske dig for fremtidens musikere og komponister? blev Per Nørgård spurgt i 2003 i et interview i Dansk Tonekunstner Forenings 100-års jubilæumsskrift. Det bemærkelsesværdige svar var: »At de opnår en fornemmelse af at have en vis relevans i samfundet; at elfenbenstårnet ikke bliver dyrket som undskyldning eller som bortforklaring for ikke at placere sig i samfundet«.

Der er ikke meget, der tyder på, at samfundet af sig selv vil blive bedre til at fostre musikalsk mangfoldighed inden for nær fremtid. Måske vil det kunne ske på længere sigt – det kan man undertiden se visse tegn på: At et behov for en slags ny-oplysning, hvor kunsten får en indlysende plads i folkets (eller bare folks) bevidsthed, vil bryde frem. At der melder sig et behov for andet og mere end hurtige CNN-overskrifter og letfordøjelig underholdning. Men her og nu er tendensen snarere, at vi vil opleve en yderligere kommercialicering af musikforbruget – med alt hvad deraf følger af værditab, forfladigelse, traditionsforvitring osv.

Det bliver i alle henseender vanskeligere og vanskeligere at skabe den fokuserede opmærksomhed omkring den ny musik, som vi selv mener, den fortjener. Sammenlignet med filmverdenen, teateret eller litteraturen er det påfaldende, hvor usynlig en tilværelse den moderne seriøse tonekunst lever.

Det er der for så vidt mange grunde til: Vi lever i en tid, hvor der ikke længere på forhånd er samfundsmæssig indforståethed og velvilje over for kunstmusikken – eller i det hele taget over for det, man ofte lidt nedladende hører betegnet som ‘finkulturen’. Den opbakning, som vi i hvert fald i et vist omfang tidligere tillod os at tage for givet, er ikke længere en selvfølge. Den generation, der i dag har indtaget positionerne i det politiske liv, i den kulturelle offentlighed, i radiofonierne, i kulturinstitutionerne osv. osv. tilhører 68-generationen. Deres musikalske arv er ikke opera, klassisk kammermusik eller amatørkorene – og slet ikke det 20. århundredes kunstmusik. Det er Roskilde Festival og Melodi Grand Prix, rock og pop.

Det moderne samfunds beslutningstagere stiller nærgående spørgsmål til kunstens anvendelighed, de ønsker klar besked om, hvad man egentlig skal med kunsten (om overhovedet noget), hvorfor (eller om) staten skal støtte den, og hvordan man vurderer, hvorvidt kunsten opfylder sin samfundsmæssige opgave godt nok (under forudsætning af at kunsten altså har en samfundsmæssig opgave).

Det er ikke en tendens, der er knyttet til bestemte politiske partier eller ideologier. Den er i øvrigt heller ikke specielt dansk, den ses overalt i verden. Det er snarere et generationsspørgsmål. Senest har ét af SF’s unge håb været ude med forslag om at halvere kulturbudgetterne for at få bedre råd til daginstitutioner og hjemmehjælp … Så vi kan ikke blot læne os tilbage og håbe på, at Anders og Pia og Brian taber det næste valg!

Seriøse forskere taler i dag om, at kunstnerisk kvalitet bør måles ud fra størrelsen af den oplevelse, publikum får i mødet med kunsten. Og hvad der tidligere var almindelig respekteret faglighed, opfattes nu af politikere og deres embedsmænd som en selvrefererende og derfor mistænkelig måde at definere kvalitet på. Som utidigt smagsdommeri. Hvem er størst: Walt Disney eller Walt Whitman? Og hvem har overhovedet ret til afgøre det spørgsmål?

Med andre ord: Kunstnerisk kvalitet er ikke længere blot en egenskab ved kunstværket selv; den defineres også (og af nogle udelukkende) ud fra andre parametre, især ud fra hvordan kunsten ‘virker’. Og på ‘hvor mange’.

I vore dage skal der kæmpes mere for en synlig plads i det offentlige kulturbillede. Derfor må vi lære at blive sociale: Bevidst og aktivt opsøge de nicher der er til os – eller ligefrem skabe nicherne selv. Og det er for så vidt ikke en udvikling, vi skal begræde. Kunstnerisk skaben bør ikke udspringe af historiske privilegier, men af kunstnerisk og udtryksmæssig nødvendighed. Men det tvinger os til at genoverveje vores egen forståelse af, hvad kunstnerisk mangfoldighed er. Hvad musikalske eksperimenter indebærer. Hvad vi ønsker, musikken skal kommunikere. Og til (med?) hvem!

Musikhistorien rummer mig bekendt ingen eksempler på, at en genre har overlevet i en så eksklusiv isolerethed fra sin egen samtid, som den, vores ny musik-miljø befinder sig i for tiden. Bevares, enkelte komponister er blevet overset i deres levetid og rehabiliteret af eftertiden. Men en hel genre? Kunstnerne behøver ikke nødvendigvis at være elsket af folk; men de bør i det mindste kunne påkalde sig opmærksomhed. Hvordan generobrer vi den kulturelle dagsorden?

Et af vores store problemer er det medie, som vi især ynder at udfolde os i: den instrumentale kammermusik. Flere af de nævnte tidligere indlæg i debatten kredser om denne problematik. Er det tid at opgive den abstrakte musik? Skal musik være visuel for at slå igennem?

Kammermusik har altid været en eksklusiv genre. Alene navnet: musik til ‘det private rum’. I klassikken var kammermusikken forum for komponisternes formale og æstetiske eksperimenter. Haydn, Mozart og Beethoven skrev nogle af deres mest radikale værker for sådanne små besætninger. Men derefter bar de de mest overbevisende resultater fra ‘kammeret’s eksperimentarium ud i den ‘store’ offentlige tradition – i operaer, symfonier, oratorier, kirkemusik eller hvorsomhelst, de måtte møde et større publikum.

I dag er situationen anderledes. Kammermusikken er blevet en genre for sig selv – og den er frem for alt blevet selve samtidsmusikkens genre. Meget få komponister i dag har regelmæssig kontakt med de store musikinstitutioner, så der eksisterer ikke længere denne vekselvirkning mellem laboratoriets intimitet og musikoffentligheden.

Uheldigvis forekommer det mig, at rigtig mange komponister for så vidt befinder sig ganske udmærket med denne tilstand, så længe de blot føler, de kan arbejde uforstyrret – og stadig kan regne med en rimelig offentlig støtte …

Jeg tror bare ikke på, at situationen er holdbar! Thomas Agerfeldts eksempel med 25 mennesker til en koncertaften i selskab med 5-10 fremragende danske eller udenladenske musikere repræsenterer en så demonstrativ uoverensstemmelse mellem mål og midler, at vi vil få usigelig svært ved at forsvare det i længden. Vi er nødt til at gå i kødet på denne problemstilling. Vi bliver tvunget til at påtage os et ansvar for, hvordan vi bruger de ressourcer, som musiklivet og samfundet stiller til rådighed.

Selvfølgelig vil der altid være brug for et sted at eksperimentere. Men hvorfor bliver vi ved med at præsentere sådanne eksperimenter som ‘værker’ på koncerter i en slags mini-symfonisk koncept? Musikere klædt i sort entrerer scenen, bukker, spiller, får deres bifald, bukker igen og forlader scenen uden at mæle et ord … Hvorfor ikke i stedet genindføre ‘det private kammer’, hvor der ikke er pinligt tomt, når 25 mennesker mødes om musikken. Hvor der måske tilmed er plads til en bid mad og et glas vin sammen med hinanden (og musikerne!?) og en begavet meningsbrydning i forlængelse af fremførelsen. Uformelt.

En sådan formidlingsform vil naturligvis primært være attraktiv for de i forvejen indforståede. Men ærligt talt: hvad er forskellen – sådan er det jo allerede i dag!

Så kunne man eventuelt sidenhen, når nogle af eksperimenterne har vist sig bæredygtige, tilrettelægge et fremstød i offentligheden. Og da gerne med hele det store udstyr: markedsføring, lys, scenografi, stage directing – måske ligefrem dans eller video. Og forud for en sådan koncertserie bør ensemblet naturligvis have en cd- eller dvd-produktion af musikken klar til salg.

Sådan arbejder ethvert rockband med respekt for sig selv. Dér ville man heller aldrig drømme om at udsende en cd uden også at have en musikvideo af nummeret. Hvorfor producerer vi ikke musikvideoer? Når jeg lytter til ny musik, så finder jeg den ofte mere billedskabende end megen populærmusik – den fortæller en ‘historie’. Hvorfor iværksætter vi ikke, at visuelle kunstnere bringer en sådan historie til live?

Vi må løsrive samtidsmusikken fra den aura af eksklusivitet og tradition, der uvægerligt klæber til kammermusikken. Ud med de stive og formelle ritualer. Ud med den næsten religiøse andagt, der ofte danner sig om den. Ny musik må gerne have humor, vitalitet, overskud, fandenivoldskhed. Og den må hellere end gerne udfolde sig (også) uden for kammermusik-reservatet.

For nylig stod jeg i kø til en af Betty Nansen Teatrets forestillinger. Der var bestemt ikke tale om nogen mainstream opførelse, de kunstneriske og nyskabende ambitioner var tårnhøje. Køen til billetlugen strakte sig langt ned af Frederiksberg Allé. Og jeg stod dér og spurgte mig selv, hvor hele dette kulturinteresserede, højtuddannede, open-mindede publikum mon var henne, når Figura giver koncert i Diamanten. Hver eneste af disse velorienterede mennesker ville uden tvivl på stedet kunne opremse de første 20 danske forfattere – men de ville blive fjerne i blikket, hvis man spurgte dem om navnene på bare fem nulevende danske partiturkomponister.

Vi er nødt til at komme i kontakt med dette publikum. Vi er nødt til at forbedre vores evner og vores vilje til at kommunikere. Vi skal ikke (naturligvis ikke!) opgive eksperimenterne, festivalerne, koncerterne for det ‘professionelle’ musikpublikum af insiders. Men det må ikke være nok for os at bekræfte os selv og hinanden i vores betydning og genialitet. Diversitet er ikke blot et spørgsmål om at sikre overlevelse af en ‘smal’ musikgenre, det er også en udfordring til genren om at turde brede sig ud og gå i ægte dialog med sin samtid. At nærme sig et nysgerrigt publikum på så mange tænkelige måder, som overhovedet muligt. Ægte diversitet er ikke blot at sikre mangfoldigheden – det er også at stimulere den offentlige opmærksomhed om den.

Jeg savner i den forbindelse en respekt og et fokus indadtil i vores miljø over for de komponister eller de projekter, der for alvor tager denne udfordring op. DMT er måned efter måned fyldt med begavede (og ofte meget ordrige) artikler om musik, der formulerer sig helt ureflekteret i forhold til alt andet end sig selv og sit eget kunstneriske projekt. Det skal der bestemt stadig være plads til! Men hvor er DMT, når et projekt som “Symphonic Fairytales” går i luften med børn og unge og professionelle og amatører involveret i opførelser af stort anlagt nyskreven musik overalt i verden. Bevares, man skriver om projektet bagefter – når der skal gøres status. Men jeg ville da forvente, at netop et musiktidsskrift for ny musik ville være det sted, hvor jeg kunne læse de allerførste artikler om tankerne og intentionerne bag et sådant projekt. Jeg ville også forvente en anderledes kærlig og omsorgsfuld problematisering af et foretagende som SUSÅ-festivalen, end den, DMT lagde spalteplads til sidste efterår. Her har vi en aktivitet, der måske ikke er grænsesprængende i miljøets interne optik, men som til gengæld lykkes med at få et stadig større publikum i tale.

Eller hvor er artiklerne om dansk kor- og vokalmusik? Om ny kirkemusik fra ind- og udland? Om uakademisk crossover? Hvor er reportagen fra den første musikskolebiennale sidste efterår med nykomponeret musik? Eller interviewet med dén kunstner uden for vores egne cirkler, som kunne vise os, at man ikke behøver at lade sig kunstnerisk kompromittere, blot fordi man sigter efter at nå et stort publikum (som fx Peter Langdal, Lars von Trier, Peter Høeg eller Kasper Holten)?

Niels Rosing-Schow har ret: Der er vitterligt behov for, at diskussionen ‘får ny luft’! Vi har brug for at lægge afstand til billedet af os selv som en lille lukket religiøs sekt. Lad os slå døre og vinduer op på vid gab! Lad samtidsmusikken udfolde sig lige så broget og spraglet, som der på nogen måde er kunstnerisk fantasi og opfindsomhed til.

Årgang 80/2005-2006, nr. 06