Musikalsk efterår i Skandinavien

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 01 - side 14-17

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Man skal høre meget

Sommeren er i skrivende stund på sit højeste, mange folk har stadig ferie, og der er fuld gang i musikfestivalerne over det ganske land. Alligevel er det værd at kaste et blik på nogle af efterårets mange ny musik-begivenheder og –festivaler i Danmark og det øvrige Skandinavien. Nogle er fast tilbagevendende kendinge, andre er nye og spændende initiativer, der fokuserer på formidling, nye publikumsgrupper samt grænselandet hvor forskellige genrer mødes og opstår.

Det er ikke muligt at nå det hele, bl.a. fordi flere af begivenhederne desværre ligger oven i hinanden. En form for central koordinering af datoer ville være en fordel for fremtiden, så arrangørerne undgår at hugge publikum og mediedækning fra hinanden. Men det mangfoldige udbud af festivaler, begivenheder og koncerter vidner samtidig om initiativ og lyst til at fremme musiklivet – ikke mindst i København – og gøre noget for bl.a. den ny klassiske musik.

Foruden nedenstående festivaler er der med sikkerhed flere andre interessante musikbegivenheder i Skandinavien i løbet af efteråret, som redaktionen i skrivende stund ikke har kendskab. Men her er i hvert fald nogle forslag til, hvor man kan begive sig hen, hvis man vil tage del i det mangfoldige musikliv, der udspiller sig de næste måneder.

Public Service – Opuzone

Den tredje uge i august løber landets største festival for elektronisk musik af stablen med koncerter på cafeer og spillesteder i hele Københavnsområdet. Public Service præsenterer omkring 50 elektroniske kunstnere fra hele Norden og arrangeres af Danmarks Radio og Københavns Kommune. I år samarbejder Public Service desuden med den anerkendte islandske elektroniske festival Icelandic Airwaves, og fra Island kommer bl.a. kvartetten Apparat Organ Quartet, Dj Margeir og Trabant, en kvintet bestående af en “tidligere rapproducer, en dødsmetal-guru, en smågal DJ-champ, en præstesøn og et tidligere medlem af et boyband”. Derudover præsenterer Public Service i samarbejde med CPH:DOX en række electronica musikvideoer udvalgt af musikvideo-instruktøren Martin de Thurah. Festivalen kulminerer 18.-20. august i den nye Ørestad Nord med omkring 30 koncerter fordelt på fem scener, film og lyskunst.

Som en del af Public Service arrangerer SNYK, Diginet.org og Open Space en workshop i anvendelse af ny musikteknologi. Workshoppen finder sted 16.-18. august og har til formål at samle musikere, komponister, DJ's, producere, lyddesignere og nye talenter på tværs af genrer og landegrænser for at udforske og arbejde med den nyeste musikteknologi og lydsoftware. Workshoppen afsluttes med en offentlig fremvisning af de ting, der er blevet produceret i dagenes løb.

Læs mere om Public Service på www.dr.dk/P3/publicservice og lyt til musikken på P3 i den uge, festivalen finder sted. Læs om Opuzone på www.snyk.dk.

InterAct 2006

Fra 22.-27. august mødes 12 internationale komponister og billedkunstnere i Roskilde for at arbejde med og udforske kombinationen af musik og levende billeder. Rammerne er en workshop med navnet InterAct 2006, hvis formål er at give professionelle kunstnere mulighed for at videreuddanne sig, skabe nye kontakter og netværk. Komponister og billedkunstnere arbejder sammen to og to – en fra hvert felt – og workshoppen ledes af de to komponister Luca Francesconi og Åke Parmerud samt film- og stillfotograf Steen Møller Rasmussen.

InterAct arrangeres af SNYK, Museet for Samtidskunst i Roskilde og Roskilde Universitetscenter, Performance-design og byder på åbne forelæsninger ved Luca Francesconi, Åke Parmerud og Steen Møller Rasmussen, offentlige koncerter i Roskilde by med Ars Nova Strygetrio, Malmö, trioen Voz Nueva, Anna Klett og Frode Haltli samt installationer af Hans Peter Stubbe Teglbjærg og Karena Nomi på Museet for Samtidskunst. Lørdag 25.8. er der desuden en åben workshop med præsentation af kunstnernes værker og efterfølgende debat.

I 2007 rejser de medvirkende kunstnere på turné i Skandinavien med de værker, der udvikles under dette års workshop. Læs mere om programmet for InterAct 2006 på www.interact2006.net.

Wolfgang Waits Variety

I samme uge – nærmere bestemt 24.-26. august – kan man i Huset i København opleve et helt nyt tiltag, Wolfgang Waits Variety, hvor unge klassiske musikere giver koncerter udformet på baggrund af fem dogmer med rod i rockmusik:

1) En koncert er til for publikum

2) Så meget som muligt skal spilles udenad

3) Så meget som muligt skal spilles stående

4) Sort ‘koncertuniform’ er bandlyst

5) Performance må ikke alene baseres på det auditive

Publikum kan opleve blæserkvintetten Carion, Kringlebotn and the Boys, Den Unge Danske Strygekvartet, Alpha, PACE, 4Elements og SpielGarten, der alle har indvilliget i festivalens mål om at forny den klassiske koncertform og frigøre den fra traditionerne.

Wolfgang Waits Variety består således af syv kammerkoncerter, der altså afvikles på samme måde som rockkoncerter, dvs. hvor koncertsalen er erstattet med en rock-scene, stolerækkerne er skiftet ud med caféborde, instrumenterne er forstærket og lyssætningen farvet. Der er endvidere ingen uskrevne regler for publikums opførsel. Konceptet er udtænkt af Jonas Nørgaard Sørensen, leder af SpielGarten, og cand.mag. Peter Fritzen og arrangeres i samarbejde med Huset.

Læs mere om Wolfgang Waits Variety på www.husetmagstraede.dk.

Suså Festival

Også den traditionsrige Suså Festival finder sted i den sidste weekend i august, hvor man kan opleve kammerkoncerter med musik af en række nordiske komponister. På programmet er bl.a. uropførelser af Svend Hvidtfeldt Nielsen, Jexper Holmen, Niels Rosing-Schow og Hans Henrik Nordstrøm, værker af Bent Sørensen, Per Nørgård, Simon Steen-Andersen, Kent Olofsson, Birgitte Alsted og Kristian Blák, og man kan bl.a. opleve Århus Sinfonietta, Ars Nova Sinfonietta, Malmö, Helene Gjerris og Erik Kaltoft samt Wärme-Kvartetten.

I år udvider festivalen desuden med temaet Vindue mod Sverige, hvor 25 nutidige komponister tegner et billede af musikken i Sverige gennem seks værker, heraf to uropførelser, og af Danmark gennem 26 kompositioner, hvoraf otte er uropførelser. Koncerterne finder sted lørdag 26. august kl.13, 16 og 20 og søndag 27. august kl.10 og 14. Læs mere om Suså Festival på www.susaafestival.dk.

UNM

26. august åbner også UNM – Ung Nordisk Musikfestival 2006 – denne gang i København. I stil med Nordiske Musikdage finder også UNM sted på skift i de fem nordiske lande og arrangeres hvert år af bl.a. unge kompositionsstuderende i det pågældende land. Sidst UNM blev afholdt i Danmark var i 2001 i Århus. Festivalen er en unik mulighed for unge komponister for at få opført deres værker, og programmet byder udelukkende på værker af nordiske komponister under 30.

Der er koncerter i Rundetaarn, Den Sorte Diamant, Kulturhuset Islands Brygge, Garnisonskirken, Tivolis Koncertsal og Zum Biergarten, seminar og masterclass med den franske komponist Tristan Murail, der er mentor for dette års festival samt tre post concert talks med komponisterne Karsten Fundal, Niels Rønsholdt og Hans Peter Stubbe Teglbjærg. Blandt de udøvende er bl.a. andre Athelas Sinfonietta Copenhagen, Zapolski Kvartetten og DR Radiokammerkoret. Læs mere om UNM på www.unm.dk

Images of the Middle East

Ca. hvert tredje år afholder Center For Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU) en Images-festival, hvor de sætter fokus på kunst og kultur fra en udvalgt del af verden. I 1996 var det Images of Africa, i 2000 Images of the World, i 2003 Images of Asia, og i 2006 er valget meget oplagt faldet på Mellemøsten. Formålet med Images-festivalerne er at vise en verdensdel gennem kunst og kultur og derigennem tegne et andet billede, end det der tegnes i medierne, og som er det, de fleste danskere kender. Programmet byder på scenekunst, musik, billedkunst, film, debatmøder m.m., og der er arrangementer for både børn og voksne. (Se artikel om festivalen andetsteds i dette nummer, red.).

Dette års festival er således en mulighed for at opleve Mellemøsten tæt på og fra andre vinkler, end dem der præger dagens aviser og nyheder, og at få et kendskab til Mellemøstens rige, mangfoldige kultur. Musikprogrammet under Images of the Middle East er arrangeret af Københavns Internationale teater og byder på både folkemusik, rock, pop, electronica og klassisk musik.

Festivalen finder sted i ni danske byer – Skive, Århus, Odense, Vordingborg, Ringsted, Roskilde, København, Hillerød og Helsingør/Helsingborg fra 12. august til 20. september. Det omfattende program kan ses på www.images.org, hvor man også kan læse om bl.a. festivalens historie, organisation samt programmet i de enkelte byer.

Music Around

Music Around er en festival i Øresundsregionen, der finder sted hvert andet år, og som arrangeres i et samarbejde mellem en række kulturinstitutioner i regionen. Festivalen opstod i 2002 i forbindelse med Kulturbro og gennemførtes i 2004 i samarbejde med Nordiske Musikdage.

Hver festival lanceres under et tema, og i 2006 er valget faldet på Sjostakovitj, der 25. september i år ville være fyldt 100 år. Fra d. 28. september til 29. oktober er der således rig mulighed for at få styret sin Sjostakovitj-lyst med alle hans symfonier, noget af hans filmmusik og en lang række af hans kammermusikværker. Der er koncerter i hele regionen med både lokale og internationale symfoniorkestre, kammerensembler og solister, og festivalen byder desuden på skole- og familiekoncerter.

Music Around organiseres af Musik i Syd, og du kan læse mere om program, billetbestilling, koncertsteder etc. på www.musicaround.nu.

Nordiske Musikdage

I 2004 fandt Nordiske Musikdage sted i København, Malmö og Helsingborg. Hidtil har festivalen fundet sted hvert andet år og er på skift blevet arrangeret af et af de fem nordiske landes komponistforeninger for Nordisk Komponistråd. Fra og med i år har man imidlertid valgt at afholde festivalen hvert år, men i en mindre form, og i år finder festivalen sted 5.-14. oktober i Reykavík på Island. Det endelige program er endnu ikke offentliggjort, men vil til sin tid byde på orkesterkoncerter, kammerkoncerter, club events, kirkekoncerter, installationer, dans, film m.m. Følg med på www.nordicmusicdays.com.

Ultima – musik som erindring

Ultima 2006 finder sted fra 28. september til 15. oktober. For 16. gang præsenterer 18 af Norges ledende musikinstitutioner Ultima-festivalen, der byder på installationer, koncerter, forestillinger, seminarer, film og forelæsninger.

Årets festival har mottoet “Music as Memory” – musik som erindring. »Der er en underliggende forståelse af kunstens betydning, at den også udgør en specifik form for hukommelse i ethvert samfund. Vi “forstår” 1800-tallets Wien på en anden og mere subtil måde ved at høre Beethoven end ved at læse om fyrst Metternich, vi er også ganske overbeviste om, at vi har forstået det kulturelle oprør i Paris i det tidlige 1900-tal ved at høre Stravinskys “Sacre”. Men hvordan er det med vor egen tid? “Forstår” vi norsk musikliv anno 1980 ved at høre Olav Anton Thommessens “Hermafroditten”? Eller kan vi sige, at vi “forstår” Frankrig ved at sætte fokus på IRCAMs kunstneriske utvikling gennem de siste 30 år?«

Sådan skriver festivalchef, Geir Johnson om 2006-udgaven af Ultima. Han mener at hukommelsen driver gæk med os, den kan for evigt efterlade os med en forståelse af fortiden, som gør den gylden, til noget andet end det, den var. Dette ikke fordi vi ønsker at have et nostalgisk forhold til den, men slet og ret fordi den datidige forståelse af samtiden var skæv, unøjagtig, ukorrigeret. Se programoversigt på www.ultima.no.

Wundergrund

Fra 25. oktober til 12. november vil Københavns rytmiske og klassiske spillesteder bugne af koncerter med ny musik-ensembler i samproduktion med profiler fra rock, pop, jazz og det elektroniske musikmiljø i København. Festivalen hedder Wundergrund med konnotationer i retning af det blomstrende berlinske undergrundsmiljø med plads til eksperimenter og et stort og interesseret publikum. Formålet med Wundergrund er i stil med Wolfgang Waits Variety at gøre noget for den ny musik ved at sætte fokus på formidling af musikken og at gøre nye publikumsgrupper opmærksomme på den ny musik ved at opføre den, hvor den normalt ikke bliver spillet.

Der vil blive opført både eksisterende og til lejligheden komponerede værker. Wundergrund organiseres af SNYK og støttes af Københavns Kommune. I løbet af sensommeren får projektet sin egen hjemmeside – www.wundergrund.dk – hvor man kan følge med i programmet.

MusikHøst

Årets Musikhøst finder sted d. 29. november – 2. december, og temaerne Tre fornyere på tysk grund, Ny dansk musik og Dansk-tysk electronica vidner også her om en interesse for musiklivet og inspirationen fra Tyskland og relationen til det hjemlige miljø. Der vil være orkester- og kammerkoncerter samt elektroniske natkoncerter, og programmet byder på værker af bl.a. de tre tyske hovednavne Unsuk Chin, Olga Neuwirth og Milko Kelemen.

Festivalen præsenterer en række tyske ny musik-navne som Ensemble TrioLog fra München og Minguet Kvartetten fra Berlin samt tyske og danske electronica-kunstnere. Herudover medvirker Odense Symfoniorkester og unge navne som slagtøjsspilleren Thomas Teisner, violinisten Christine Pryn og pianisten Karolina Bogus. Det fulde program kan ses på www.musikhost.dk.