Midt i malstrømmen

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 03 - side 82-82

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Det er ikke til at tage fejl af. Det, vi har talt og skrevet om ville ske, udfolder sig for vore øjne lige nu. De monumentale bygningsværker – tankemæssige såvel som fysiske – som den borgerlige musikkultur har opbygget gennem flere hundrede år, slår revner. Det tårn, som skulle nå op til himlen, blev pillet ned, som så meget andet. Der stilles spørgsmål ved konventionerne, ved selvforståelsen, ved nytteværdien af endnu flere traditionelle huse, orkestre og alt det, som konstituerer den klassiske musik. Den nye såkaldt moderne musik lever stort set videre inden for rammerne af de fortidige former og æstetiske teoridannelser. Andet er ikke muligt, da de mennesker, der skaber rammerne for kunstnerisk udfoldelse, fortsat er reaktionært tilbageskuende. Fordi mange ser på de fortidige konstruktioner som noget bevaringsværdigt på linje med kirker og nationale mindesmærker, et særligt område, som skal beskyttes mod vandalisme. For aktørerne i forreste geled er meget på spil, magt, penge, privilegier, prestige, positioner. Men hvor længe? Fremtidens kunst- og kulturforbrugere er ikke belastet af en klassisk musikkulturs konventioner, og de har ikke ambitioner om at være kostoder i egne museer. Både som publikummere og musikentreprenører vil de noget helt andet.

Ovenstående er et udvalg af de synspunkter, som du kan læse i dette nummer, der fortsætter temaet om symfoniorkestre og de huse, der skal lægge vægge til musikken. I vores tilstandsrapport fra Nordjylland giver Finn Egeland Hansen forklaringer på et kuldsejlet musikhusprojekt, konservatoriekonservatismen anno 2006, et hjemløst symfoniorkester, og en musikvidenskabelig deroute. Krise? Det kommer an på, hvordan man ser tingene. En krise kan være et sundt tegn, som indikerer, at en ny bevidsthed er under etablering, at nogle mennesker tager situationen alvorligt og forsøger at tænke musik og musikudfoldelse på en ny måde. Opgaven er betydelig. I en anden temaartikel i dette nummer formuleres et succeskriterium, som handler om, hvordan orkestret håndterer udfordringen om at genvinde plads som en naturlig og vedkommende del af det 21. århundredes offentlige sfære og musik. Spørgsmålet er, skriver forfatterne, om orkestret formår at løfte den opgave, eller om tiden virkelig er rindet ud for symfoniorkestret? Artiklen henter udtalelser fra fire aktører: To komponister, en orkesterchef og en musiker.

Det vidunderlige paradoks, midt i seje diskussioner om fremtidige indretninger, er, at der er ildsjæle, der bare gør det, sender en prøveballon op og ser, om den kan fange luft til opdrift. Festivalen Wundergrund er en sådan ting; konciperet på kort tid, afviklet nogenlunde uden fejl og mangler. Wundergrund tilbød sig som en anden måde at tænke koncert-evenement på. Vi skriver om festivalen i dette nummer, hvor du også kan læse om festivalerne Pulsar og Kontur samt Musikhøst i Odense og Warszawa Efterår i Polen.

Andre nyskabelser med mulig opdrift: Projektet Open Space må man håbe får vind i sejlene, for ideen om musikformidling på nettet er god og rigtig. Det netbaserede initativ er eksemplarisk i den forstand, at det har som ambition at flette kompetencer med en række institutioner i stedet for at etablere endnu en køkkenbordsaktivitet med dertilhørende forringet brugervenlighed. Læs mere om projektet inde i bladet.

I vores iver for at bryde med traditionsforståelse, og på alle planer at skabe det radikalt anderledes, med henblik på at få de musikhungerende masser til at beskæftige sig med nyere udtryksformer, risikerer vi at miste en hukommelsestråd tilbage til det, der engang var moderne, og som nogle gange kan tåle et genhør. Kan du huske Vagn Holmboe? Han døde for 10 år siden, og det, vi hørte efterfølgende, var ikke mandens musik, men skandaler med familieskænderier vedrørende arv og gæld. Holmboe er næsten glemt i dag. Han bliver ikke spillet og indspillet i nævneværdig grad, store dele af produktionen er blevet til et akademisk anliggende.

Nye læsere kan med fordel begynde med Holmboe-portrættet i dette nummer – der satses herfra på, at komponistens musik godt kan tåle en genoplivning. Det kunne sagtens være i en koncertsal med en god akustik, med almindelige stolerækker, hvor publikum ikke må drikke eller spise eller tale, men blot folde ørerne ud og lytte. Midt på den kulturelle slagmark, med skiltet ’husk fornyelsen’ hængende på maven, kan man i et ubevoget øjeblik med alle paraderne nede, tage sig selv i at længes efter noget så fortidigt som en klassisk-klassisk koncert med ny musik. Drømmen om at ville have ’begge dele’ er delvis inspireret af Holmboes tanke om det dionysiske over for det apollinske, nemlig idealet om, at der gennem brydning af ideer skaffes plads til begge dele, men i nærværende sammenhæng uden den holmboeske sympati for en gylden middelvej. Det er vel forholdet mellem tradition og fornyelse, som med rette står til diskussion, hvor vægtningen af det traditionsbevarende forekommer at være så betydelig, at det i for høj grad umuliggør et stærkt behov for at skabe plads til nye fremtrædelsesformer og rammerne til at udfolde disse udtryksformer.

Årgang 81/2006-2007, nr. 03