Om Pulsar og Kontur

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 03 - side 106-107

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Dette års Pulsar-festival bød på mangt og meget. Ud over en bred præsentation af de kompositionsstuderende fra Det kgl. danske musikkonservatorium, kunne man til de velbesøgte koncerter, opleve værker af så internationalt renommerede navne som Gérard Pesson, Denis Smalley, og Gérard Grisey. Denne sammenblanding af fremtidens danske komponister og veletablerede navne har været et særkende for konservatoriets festivaler for ny musik i lang tid og giver, i dag som før i tiden, anledning til at reflektere over de studerende i forhold til den store vide verden, samt mere fundamentale emner som præsentation af musik generelt.

Konservatoriet har mange talentfulde kompositionsstuderende. I teknisk henseende mærker man, at de fleste elever generelt formår at realisere deres visioner. Samtidig er diversiteten umådelig bred. Sart ekspressionisme (hos fx Nicolai Worsaae) står side om side med en Darth Vader-lignende mumlen (hos Christian Winther Christensen) og en musik, som har umiskendelige pop-aner (hos Pernille Sejlund). I stor udstrækning var konservatoriets musikere også i stand til at spille værkerne. Kun enkelte stykkers intentioner forekom negligerede, som fx franske Pessons Nebenstück, hvis hyper sarte legen med Brahms’ intermezzo op. 10 nr. 4 blev til en lidt monoton affære.

Men lige meget hvor kompetent Pulsar forekom at være, undlod den at frembringe musikoplevelser, der var vedkommende. Alt for sjældent blev man revet med. Alt for sjældent blev man holdt fast. Alt for sjældent glemte man tid og sted og hvor lang tid det var siden man havde fået sex. Alt for sjældent blev man tvunget til at åbne sig for det, der skete på scenen.

Hvordan kan det være, at dygtige unge komponister og dygtige unge musikere ikke formår at skabe oplevelser, som man husker, og som man føler er vigtige? Hvorfor er en vellykket festival ikke det samme som vedkommende musikoplevelser, og hvad er egentlig forholdet mellem festivalen og de komponister, der opføres på den?

Pulsar har ikke problemer med at retfærdiggøre sig selv, idet dens eksistensgrundlag må siges at bero på opførelser af de studerendes værker. Alligevel synes der en hvis inkonsistens mellem festivalen og netop de komponister, som den forsøger at fremvise.

Der er ganske stor kunstnerisk forskel på de unge komponister. Ikke desto mindre lader det til, at de har en ting til fælles: De står splittede mellem et miljø, der ikke er tidssvarende og en idealisme som er facinerende. Enhver generation har brug for sit eget udtryk og sine egne institutioner. Det generelle spørgsmål er måske om festivalerne ikke er ved at udleve sig selv. Evner en så fasttømret tradition, som festivalerne repræsenterer i Danmark, at forny sig i en sådan udstrækning at de kan favne den opkommende generations udtryksformer?

Når komponister i stadig højere grad vender sig bort fra koncertsalene og de vamle levn fra den klassiske tradition, for at samarbejde på kryds og tværs af kunstformer, må en ny type forum formentlig til. Et bud på dette kunne opleves under Kontur-festivalen der forløb på PLEX 10.-11. november.

En klog person (vi formoder han var klog) har bemærket, at kimen til den vestlige musiktraditions degenerering blev sået, da komponister holdt op med at være musikere. Det er sikkert både rigtigt og forkert, men en musik opleves unægtelig anderledes, når den bliver skabt foran øjnene på én, og dets ophav er fysisk manifesteret i den person, som står bag sit udstyr og genererer den. Samtidig danner en festival som Kontur nogle andre rammer omkring musikken end dem, som et publikum omsluttes af i en koncertsal. Man kan både kommentere musikken, forsvinde ind i den, gå væk fra den og komme tilbage til den, stå op sidde ned eller ligge ned; i det hele taget kan man agere rent fysisk, som det forekommer én naturligt i forhold til musikoplevelsen.

Ligesom til Pulsar bød Kontur på mange forskellige udtryk, fra Morten Riis’ kompleksitet til Jakob Goetz’ ekspressivitet, til Band Anes banalitet, til Martin Stig Andersens maniske fokuseren på klang, hvis stykke Ring road A141 kørte i tråd med en yderst velfungerende video af Jakob Ballinger, og til fraværet af samme klanglighed hos Pixel (Raster Noton), som sammen med Band Ane stod for den mere monotone del. Men i sin helhed blev Kontur til en af de bedste musikfestivaler, man har kunnet opleve i København i lang tid.

Visse frekvenser over de 10.000 hz gjorde lidt ondt i ørene under Morten Riis’ performance og mange detaljer i Jacob Goetz’ musik kom ikke rigtig til sin ret, hvorfor det formodes at det overordnede lydlige design godt kunne blive mere optimalt. Men mange momenter i Konturs forløb står stadig klart for nærværende skribenters indre ører, og man kan kun beklage, at ikke flere mennesker oplevede musikken. Ligeledes kan man undre sig over hvor anmelderne blev af.

Simon Løffler og Regin Petersen studerer komposition ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Årgang 81/2006-2007, nr. 03