Det er fedt at spille i Vordingborg for fru Sørensen

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 04 - side 132-134

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Orkesterchef for Sjællands Symfoniorkester Søren Bojer giver hug til DMT, til komponister og til avisanmeldere. Alle har vi et fælles problem: der intellektualiseres for meget. Vi skal tænke mere på publikum og give følelsesmæssige oplevelser.


Af Anders Beyer

AB – I en korrespondance i anledning af DMT’s orkestertema har du udtrykt beklagelse over, at bladet efter din mening ensidigt taler komponisternes sag. Et symfoniorkester er ikke til for at nurse komponister, siger du. Kan du uddybe det?

SB – For det første er det altid interessant at diskutere det, vi laver, vi skal altid kunne kritisere hinanden. Men DMT’s diskussion gengiver ikke fru Sørensens billede af et symfoniorkester. Et af de store musiklivsproblemer er vores intellektualisering af det, vi går og laver. DMT er et af de steder, hvor skribenter reflekterer over stoffet på en måde, som ligger langt fra den almindelige koncertgænger. DMT vil først og fremmest beskæftige sig med det professionelle musikliv og med kompositionsmiljøet.

AB – Ja, for det står der i DMT’s formålsparagraf og vedtægter, at DMT skal. Det er måske mere måden, vi kan diskutere?

SB – Netop, men derfor kommer diskussionen hurtigt til at handle om: hvorfor får vi ikke spillet mere af den nye musik? Hver gang vender vi tilbage og siger: hvorfor skal vi spille mere af den musik, som ikke en kæft gider at lytte til – ikke engang komponisterne selv! Og det viser, at vi ikke er kommet videre siden dengang Sven Erik Werner (komponist og debattør, red.) sagde, at de store orkesterinstitutioner skulle på museumsloven. Mit spørgsmål tilbage var, om det var bedre at være en del af sociallovgivningen. Vi er åbenbart ikke kommet ret meget videre.

Jeg tror også, det handler om den æstetik og kritik, som udøves i forhold til koncertsalsmusikken. Jeg læste en anmeldelse af Korngolds Violinkoncert, hvor halvdelen af spaltepladsen blev brugt til at fortælle, hvorfor man ikke kan spille sådan noget i dag, fordi komponisten var forkert i forhold til sin tid. Det almindelige publikum, som ikke er specialister, men mennesker, som har en ærlig interesse i at få noget at vide om emnet, får så en halv sides belæring om, at dette burde man slet ikke have spillet. Det tror jeg ikke er særlig befordrende for, at folk skal gå ind og være en del af dette miljø efterfølgende.

Hvis vi ser på rockmusik-anmeldere, så er de bestemt kritiske, men deres tekster er båret af en begejstring over det medium, de har med at gøre. Hos de fleste klassiske anmeldere læser jeg meget lidt begejstring. Deres tekster er ofte båret af akademisk snak, og mange afsnit er kun for de indviede. Samtidig taler både aviser og orkestre om, at begge instanser skal ud til en bredere offentlighed – i virkeligheden har vi et fælles problem!

AB – Men det er vel ikke aviserne, der skal bære dine projekter igennem. Det er dig, der skal skabe så interessante programmer, at de bare komme?

SB – Helt sikkert. Men vi skal overveje at diskutere kvalitet på en anden måde, og vi skal helt sikkert diskutere, hvordan vi får fat i en bredere lytterskare. Hvorfor er John Williams ikke en ny musik-komponist? Kathrine Ærtebjerg er en ny billedkunstner – for mig at se er hendes arbejder ren dekoration, men det glider ned og bliver accepteret. Hvis vi annoncerede en ny musik-aften med musik af John Williams, ville vi blive skudt ned.

AB – Amerikanske orkestre gør det jo. Spørgsmålet er vel her om de gør det af glæde eller af nød? Man er fristet til at tro, at det er af nød, men det ikke sikkert, og det kan da for publikum være skønt at høre Star Wars-musik med smældende messing, der går lige i mellemgulvet. Men vi har i Europa også en lang tradition for at mene (og ja, det diskuterer vi så længe og inderligt), at musik kan bruges i forhold til det fine ord: erkendelse. Det er så efterhånden forbeholdt en meget lille skare af mennesker (herunder publikummere) at tænke og mene noget om musikken, som rækker ud over den klingende realitet. Men det spirituelle, ikke-håndterbare, som vi bruger så megen tid på at sætte ord på, er jo musikkens store tiltrækningskraft. Nå de gode formidlere er i deres heldigste hjørne, kan de formidle det, så det interesserer andre end fagfolk. Men det fordrer vel, på den anden side, at koncertarrangører komponerer nogle spændstige programmer – og det oplever man så sandelig også, at mange prøver på og har held med i disse år!

SB – Når vi fx har haft Per Nørgård til at introducere sin musik, har publikum stor glæde af det fortalte. Helt sikkert. Men generelt skal vi tænke mere på publikum, og publikum sidder ikke i salen og tænker fx tekniske strukturer. De skal ikke prøve at forstå musikken som en intellektuel Sudoku-opgave, der skal løses, inden man går hjem. De skal ind i salen og have en følelsesmæssig oplevelse.

AB – Du taler om et fælles problem i forhold til mulige samarbejder. Juliana Hodkinson var i sidste nummer inde på fordomme og barrierer, som skal nedbrydes, ikke blot i forhold til publikum, men også i forholdet mellem komponist og orkester.

SB – Ja, og når vi taler om relevansen af orkesterinstitutionen, er det naturligvis ikke nok at tage diskussionen ud fra en komponist-synsvinkel. Hvis vi ser på fx engelske orkestre, så er de meget længere fremme med hensyn til udviklingen af et orkesters virkeområde. Simpelthen fordi de har erkendt, at det er de nødt til at gøre for at overleve. Tag et orkester som Birmingham Symphony Orchestra: Hvis det skal have en eksistensberettigelse i Birmingham i fremtiden, hvor over halvdelen af de børn, der nu fødes ikke har engelske forældre, må de ansvarlige tænke voldsomt over, hvad de vil bruge orkestret til. Her tænker man ikke kun på at tilgodese et komponist-miljø, man tænker musik ind på alle mulige planer. Hvis DMT mener, at orkesterinstitutionen er en kolos på lerfødder, så bred diskussionen ud og tal om, hvad hele kolossen skal kunne, og lad være med bare at fokusere på et lille hjørne.

AB – Hvad er det så, der er vigtigt for et orkester i et helhedsperspektiv. Vi kunne jo bruge dit eget orkester, Sjællands Symfoniorkester, som model.

SB – Der er andre vigtige arbejdsopgaver end bare “koncerten”. Vores musikere besøger hvert år flere end 200 skoleklasser, vi har egen web-site med undervisningsmateriale til folkeskolen, og vi har fx lavet projekter med skoleelever og gymnasieelever der komponerer. Faktisk har gymnasielever siden søgt optagelse på konservatoriet med komposition. Og det er sundt at møde orkestret helt fra starten af en karriere, for det er rigtigt, som Juliana Hodkinson siger i sidste nummer af DMT, at det er vigtigt, at komponisten er opmærksom på den produktionsform, man har i et symfoniorkester.

Når vi lægger vore pædagogiske programmer i Sjællands Symfoniorkester, tager vi ofte udgangspunkt i den nyere musik og arbejder os derfra bagud i historien. For publikum skal også kende forhistorien, det, der ligger til grund for de nye udtryk. Når vi arbejder med børn og unge, er vi bevidste om at møde dem der, hvor de er i den virkelige verden. Derfor spiller vi fx Kagels marcher for dem, for den lyd er ikke væsensforskellig fra den lyd, de er vant til at høre. Og ungerne siger: »Hold da op! Det er fedt.«

AB – Kan man sige, at udviklingen har været med os i forhold til at hente et stort, nyt publikum til koncertsalen? Vi har jo eksempelvis ikke længere en kanon af uskrevne forbud og retningslinier for god musik, som det var tilfældet tidligere.

SB – Du har sikkert ret i, at udviklingen på det seneste har været med os, men en grund til, at det almindelige publikum ikke af sig selv kommer og hører den ny musik i dag, er, at de har været ofre for den forbudspolitik, som du taler om. Ny musik har mistet en hel generation af publikummere på den konto. Det er den generation, der kan huske DRs pausemusik fra engang i 1960erne. Det er dybt uretfærdigt at denne musiks æstetik 40 år senere skal blokere for det, der foregår i dag, men når jeg har holdt foredrag om musik, har jeg oplevet folk sige, at det er en barriere for at gå ind i koncertsalen, fordi de tror, at den ny musik af i dag minder lidt om den 40 år gamle musik.

Og vi har tabt den yngre generation, som aldrig mødte klassisk musik fx i skolen! Der er en generation, der er væk, mistet. Vi bør ikke banke hinanden i hovedet i et forgæves forsøg på at få denne generation ind i salen, for det vil aldrig lykkes. Vi skal derimod satse på den næste generation, bl.a. ved tidligt at føre dem ind i musikkens verden, den nye såvel som den gamle.

AB – Det er en lidt slidt tanke, men den passer ofte: Det, vi ser udfoldet i USA nu, kommer til os med 10 års forsinkelse. Det betyder succes for de komponister, der kan skrive interessant musik til både nørder og novicer.

SB – Mange nye kompositioner bliver uropført af amerikanske orkestre, og det er ikke kun fra John Williams-typer. Det er tankevækkende, hvor megen ny musik, der opføres i USA. Komponisterne skal finde privat sponsorering for at få musikken skrevet. Derefter skal kunstneren overbevise orkestret om, at man kan sælge billetter på hans musik. Når vi hører denne amerikanske musik, så er det da mere tilgængelig musik end den musik, vi hører herhjemme. Den er mere tilgængelig af den simple grund, at komponisten er nødt til at tænke sit publikum med i skabelsesprocessen. Man er ikke nødt til at lefle for publikum, men man er nødt til at tænke det ind som et vigtigt område, ellers er man der bare ikke!

AB – Men nu lever vi så i Danmark, hvor vi er et produkt af vores omgivelser, og man står sig vel bedst ved ikke at prøve at være en anden end den, man er. Selv i USA er der jo også plads til snart 100-årige Elliott Carter, som må siges at være en outsider i forhold til mainstream-bevægelser. Han har mig bekendt ikke gået på kompromis.

SB – Jeg tror nu heller ikke, at de andre amerikanere går på kompromis, de er bare tvunget til at tænke publikum kreativt ind. Hvis du er leverandør af det, orkestrene skal spille, og ikke har behøvet at tænke på, om der er en afsætter i den anden ende, så svækkes omhyggeligheden over for publikum. Komponisten kan typisk sige: “Det er mit eget udtryk, jeg kan ikke skrive en anden musik”. Jeg kan så som orkesterchef opstille nogle rammer, som han er nødt til at forholde sig til. Her kan man også være pædagogisk og minde komponisten om, at han i længden ikke er til stede som komponist, hvis der ikke er nogle mennesker, der gider lytte på hans musik.

AB – Når det er blevet muligt for dig at være så konkret og krævende, kan det måske hænge sammen med de senere års skærpede konkurrence, nye krav til synlighed og professionalisme, sammenholdt med et ønske om øget kontrol i statens centrale kulturforvaltning.

SB – Vi skal være klar over, at det er en fuldstændig fantastisk og enestående situation, vi har i Norden, med stater, der giver store tilskud til kunst og kultur. På en konference for nogle år siden hørte jeg en amerikansk oplægsholder fortælle, at de i USA har en tommelfingerregel, der siger, at der skal et befolkningsunderlag på 5 mio. mennesker til at understøtte et symfoniorkester, og et befolkningsunderlag på 10 mio. mennesker til at understøtte et operahus. Hvis disse forhold blev overført til Danmark ville vi have ét symfoniorkester og ikke ét eneste operahus. Det er fantastisk, at vi har et offentligt system, der siger, at den store kunst skal være tilgængelig for alle. Men det offentlige støttesystem må aldrig blive sovepude for holdningen “når nu pengene alligevel kommer, er det lige meget, hvad vi gør”.

AB – Ser vi på de forskellige symfoniorkestre, som ikke har bopæl i København, så udvirker disse orkestre en masse ting i de lokale miljøer, med integrationsprojekter, undervisningstiltag, huskomponistordning osv. Ganske meget sker uden at pressen får øje på det. Udviklingen er også gået i retning af, at det er i København, det sker, det er der, de interessante historier er at finde. Det er måske godt for københavnske aktører, men bestemt ikke godt for ildsjælene ude i landet ...

SB – Mange danske komponister bliver uropført ude i provinsen af symfoniorkestrene: Bo Gunge, Martin Stig Andersen, Eva Noer Kondrup, Jesper Koch og mange andre. Men hvor er de i København? De store statsensembler i København uropfører kun bestemte navne. Det kunne være interessant med en lille undersøgelse: Hvornår er en ikke-WH-komponist blevet uropført i Danmarks Radio? (WH er en forkortelse for Wilhelm Hansens Forlag, red.)

AB – Du mener, at det er for dårligt, at DR Radiosymfoniorkestret ikke påtager sig forpligtelsen til at spille unge, gamle, ukendte, sådan som de andre orkestre gør for at udvikle området.

SB – Jeg bryder mig ikke om ordet ‘forpligtelse’; alle bruger det ord, og det er forfærdeligt. Når jeg diskuterer med amterne, siger man her: “I har en forpligtelse til ...”. Det bør ikke være en forpligtelse at spille i Vordingborg eller opføre unge komponister. Selvfølgelig skal vi spille i Vordingborg, for der er et publikum, som gerne vil høre os. Og det burde være naturligt også for DR, at unge dirigenter, unge komponister og de unge instrumentalister får lov til at arbejde med DR Radiosymfoniorkestret. Det er et udtryk for åndelig fattigdom, hvis man ikke vil deltage i arbejdet med at udvikle talenterne.

AB – Hvis vi ser det hele lidt fra oven, så kunne der måske være grund til optimisme; diskussionen blomstrer, viljen til at forny området er markant. Der arbejdes på at bløde op på fronterne, der anvendes energi på at få skabt fornyelse i repertoiret og i måden, det formidles på.

SB – Det er i høj grad rigtigt. Alene det at diskussionen foregår er et tegn på, at mange vil fornyelsen. Når Anders Koppel bliver opført på en Torsdagskoncert, er det et tegn på, at der er sket i skred i en positiv retning. For en 5-7 år siden ville aviserne have skrevet om Anders Koppel: “Hvad skal han på en Torsdagskoncert!? Nu devaluerer man Torsdagskoncerten ved at spille Anders Koppel.”

Du var inde på tidligere at der ikke er så mange forbud i dag, og der er sket en ændring i vores opfattelse af kvalitet. Jeg synes noget af det bedste ved den sidste Malko-Konkurrence, var et lille nyt stykke af Bo Holten. Rasende sjovt. Vanvittig godt skrevet. Men billetkøberne ved ikke, at når der står Bo Holten på plakaten, så er det faktisk noget, der er tilgængeligt. Holten er lige så fremmed en fugl for den ukyndige, som Penderecki er det. Vi har et stort arbejde foran os med at introducere musikken i hele sin bredde. Vi har simpelthen pligt til at søge at gøre vore børn og unge til kloge mennesker med en kunstnerisk dimension i deres liv.

Søren Bojer Nielsen. Siden 2000 musikchef for Sjællands Symfoniorkester. 1995 til 2000 producent ved Radiosymfoniorkestret og 1989 til 1995 forretningsfører ved Odense Symfoniorkester. 2003 til 2007 formand for Kunstrådets Musikudvalg.

Årgang 81/2006-2007, nr. 04