Optimisme i Nordjylland

Af
| DMT Årgang 81 (2006-2007) nr. 04 - side 136-138

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

Kommentar til Finn Egelands Hansens deprimerende status over det nordjyske musikliv


Af Palle Kjeldgaard, musikchef for Aalborg Symfoniorkester

Det er et noget mistrøstigt billede, som Finn Egeland Hansen (FEH) tegner af musiklivet i Nordjylland i DMT’s artikel Nordjysk tilstandsrapport med udråbstegn i decembernummeret 2006. Heldigvis er dele af artiklen allerede forældet, idet projektet Musikkens Hus i Nordjylland nu er tilbage på ret kurs. Processen har været lang og besværlig, og projektet så da også ud til at kunne falde til jorden i efteråret 2006. Men den 20. december 2006 fik det nordjyske musikliv en tiltrængt saltvandsindsprøjtning, da fonden Realdania besluttede at sætte sig i spidsen for realiseringen af projektet. Realdania meddelte i pressemeddelelse den 21. december at:

Realdania tilbød på et møde i går med Aalborgs borgmester Henning G. Jensen og kommunaldirektør Jens Kristian Munk, at gå ind med de nødvendige finansielle ressourcer og påtage sig hovedansvaret for at realisere byggeriet af Musikkens Hus. Med initiativet ønsker Realdania at opføre Musikkens Hus som et vartegn for Nordjylland i høj arkitektonisk kvalitet og med en akustik, som er et internationalt koncerthus værdig.

Realdania påtager sig ikke blot at yde tilskud til opførelsen af koncertsalen, men overtager styringen af processen og vil derfor etablere en professionel bygherreorganisation under ledelse af erfarne personer med indsigt i arkitektur, byggeri, økonomi og ledelse. Realdania har for øjeblikket forhandlinger med arkitekterne Coop Himmelblau fra Wien, og der er begrundet håb om, at dele (koncertsal og konservatorium) af det enestående projekt, som blev udbudt i 2005 alligevel bliver bygget. Som det fremgår af artiklen, var tilbuddene ved licitationen i 2005 ca. 20 %over budgettet. De mange millioner, bygherrerne har brugt siden 2002, er således ikke tabt, idet man forventer at arbejde videre med de østrigske arkitekter, som man har samarbejdet med siden 2003. Meget kunne have været gjort anderledes og bedre i de forløbne år, og FEH rejser en på mange måder berettiget kritik af ledelsen af projektet, men to af FEH’s udsagn i artiklen er jeg nødt til at imødegå.

For det første udtaler FEH, at der ikke har været sparet på ekstern rådgivning. Der har bestemt været mange konsulenter i processen, men honorarerne til projektets bygherrerådgiver Carl Bro og den projekterende akustiker ARTEC fra New York har været helt normale svarende til opgavens omfang. Proces-facilitatoren (arkitekt, som skal fremme dialogen mellem bruger og Coop Himmelb(l)au), som kom ind i processen på et tidspunkt, hvor FEH var på vej ud, gjorde efter min bedste overbevisning et godt arbejde inden for en besværlig ramme, og jeg forstår ikke FEH’s kritik af denne.

For det andet sætter FEH i artiklen spørgsmålstegn ved det fornuftige i at bygge en sal med 1200 pladser i Aalborg i forhold til projektets økonomi og forventet repertoireprofil for koncertsalen. Der er gode grunde til tallet 1200. En sal til symfonisk musik skal have det fornødne antal kubikmeter for at sikre en ideel akustik. Den projekterede sal i Aalborg måler 47x23 meter med en maksimal højde på 21 meter, hvilket giver en sal, som i størrelse matcher den gyldne sal i Musikverein i Wien. Ønsker et orkester at opføre symfonier af fx Nielsen, orkesterværker af Bartók og korværker såsom Verdis ellers Brahms’ Requiem, bør man ikke lave rum, som er mindre end ovennævnte af akustiske hensyn.

Aalborg Symfoniorkester afholdt i år to nytårskoncerter i Aalborghallen med 1450 mennesker i salen, så orkestret forventer bestemt at kunne fylde salen til en række koncerter. Den 17. januar opførte orkestret Bruckners 8. Symfoni for 900 publikummere, så det er på ingen måde urealistisk at forvente, at en ny sal med god akustik vil blive udsolgt også til seriøse symfonikoncerter. Samtidigt har man ved projekteringen af den kommende sal taget højde for ønsket om fleksibilitet. De 1200 pladser fordeler sig med 700 pladser på parterret, 300 pladser på første balkon og 200 pladser på anden balkon. Dette sikrer dels nærhed til scenen for alle pladser i salen og dels fleksibilitet i anvendelsen af salen. Afholder Aalborg Symfoniorkester en koncert med et mindre salgbart repertoire, kan man undlade at åbne balkonerne og opnå en stemning af en fyldt sal med de 700 pladser på parterret. Ved en lied-aften, en jazzkoncert eller en kammerkoncert kan man ligeledes vælge kun at åbne for dele af salen og således opnå en varieret brug af koncertsalen.

Besparelsen i byggeomkostninger ved kun at have 1000 pladser er begrænset, idet arealet under alle omstændigheder skal forefindes i rummet af akustiske årsager. Det vil således alene være stole og trappegange, man kan udelade, hvilket skønsmæssigt vil give en besparelse i størrelsesordnen 5-8 mio. kr. Set over tid er dette en uklog beslutning i forhold til kommende drift af koncertsalen. Til orientering kan jeg oplyse, at man i forbindelse med udvidelsen af Musikhuset Århus besluttede at udvide koncertsalen fra 1000 pladser til 1200 pladser af præcis samme årsager. Århus byråd besluttede klogeligt at forøge budgettet for deres nye symfoniske sal for netop at opnå en på alle måder mere hensigtsmæssig størrelse på 1200 pladser. Aarhus Symfoniorkesters nye sal åbner som bekendt i efteråret 2007 uden nævneværdi forsinkelse eller budgetoverskridelser.

Ellers har FEH ret i meget af det, han siger. Processen kunne have været ledet bedre, men med Realdania for bordenden forventer jeg, at projektet nu er på ret kurs. Og som FEH udtaler, burde man i 2005 have fundet flere midler og arbejdet videre med Coop Himmelblaus projekt. Det er dette, som nu formodentligt sker blot med halvandet års forsinkelse. I mellemtiden er det gået rivegalt med musikuddannelserne i Aalborg – også som FEH skriver. Værst er det gået på universitetet, hvilket har bevirket, at universitetets musikuddannelse nu formodentlig ikke længere indgår i projektet. Måske er musikterapiuddannelsen med blot 40-50 studerende fortsat med, men musikvidenskab bliver nu på campus i de gamle lokaler. I det hele taget er det tvivlsomt, om denne uddannelse overlever i Aalborg. FEH tilskriver gymnasiereformen en stor del af ‘æren’ for den manglende søgning til denne uddannelse – især i Aalborg. Må jeg i al venlighed minde FEH om, at nedgangen for dette studie startede længe før gymnasiereformen, og at FEH som professor og studieleder under denne deroute bærer et ikke ubetydeligt ledelsesansvar for, at det er gået så galt.

Musikkonservatoriet i Aalborg har også oplevet vigende søgning i de senere år, men ikke i samme omfang som universitets musikuddannelse. Konservatoriet skal nok overleve, men i længden er det naturligvis ikke nok blot at overleve. Hvad der skal ske på konservatoriet i Nordjylland uden musikvidenskab som en samspilspartner i Musikkens Hus, henstår i det uvisse, så en ny og bæredygtig vision for et konservatorium i Nordjylland er nødvendig.

Og hvad så med Aalborg Symfoniorkester? FEH beskriver præcist orkestrets lokaleproblemer i artiklen med en biograf som prøvelokale (og lejlighedsvis koncertsal) og manglende adgang til Aalborghallen som de største problemer. En ordentlig sal har længe været ønsket og påkrævet, hvis man ønsker ordentlige forhold for den symfoniske musik også i Nordjylland. Orkestret klarer sig faktisk godt trods DMT’s sortsyn på symfoniorkestrene. Vi oplever et stigende antal publikummere også til de seriøse koncerter.

Måske ville det være passende for DMT’s læsere med et lille øjebliksbillede fra et dansk landsdelsorkester. Jeg vil give et nedslag i januar og februar 2007. Med seks udsolgte nytårskoncerter og Bruckners 8. Symfoni har orkestret i løbet af årets første tre uger spillet for flere end 7.000 mennesker. I uge 4 har 20 musikere deltaget i en workshop med den engelske pædagog Richard McNicol, hvor 10 skoler har haft besøg af orkestrets musikere. Med benyttelse af den såkaldte ‘byggestensmetode’ har musikerne og McNicol gennemgået Stravinskys Petrushka, som 3.000 børn vil høre med hele orkestret i marts måned. I samme uge har resten af orkestret opført Chaplins Moderne tider med film under ledsagelse af live-musik ved to koncerter i Symfonien. I uge 5 arbejder orkestret sammen med det lokale Filharmonisk Kor Aalborg, hvor fire begavede, unge nordiske sangere opfører Haydns Theresienmesse og værker af Mozart i Vor Frue Kirke i Aalborg. Samtidig begynder prøver på Schönbergs Pierrot lunaire og Stravinskys Historien om en soldat, som opføres i uge 6 i samarbejde med Jomfru Ane Teatret på Nordjyllands Kunstmuseum. Parallelt i uge 6 er fem grupper igen ude på skolerne i Aalborg som forberedelse til Stravinsky-projektet i marts. I uge 7 opfører Aalborg Symfoniorkester John Frandsens Seven Silly Songs sammen med Ruders’ suite over Tjenerindens fortælling ved en symfonikoncert i Aalborghallen sammen med værker af Haydn og Brahms. Repertoiret er bredt og mangfoldigt, og naturligvis har vi dansk samtidsmusik på programmet. Orkestret har et voksende antal publikummere, og den politiske opbakning er generelt god. Der gøres et godt arbejde i orkestrene ude i den virkelige verden. DMT’s artikler om orkestrene i Danmark og Sverige har meget lidt med virkeligheden at gøre, hvilket først og fremmest er bekymrende i forhold til DMT.

Der bygges koncertsale overalt i Danmark i disse år, hvilket er særdeles glædeligt. Historikken i Aalborg omkring Musikkens Hus og musiklivets udvikling og musikstudiernes afvikling viser desværre med al tydelighed, at bygninger alene ikke sikrer kunstmusikkens fremtid eller blot overlevelse. For det er tankevækkende, at et universitet, som har fremragende lokaler til musikuddannelse, i løbet af de seneste fem år stille og roligt er afgået (delvist) ved døden, samtidig med at et hjemløst symfoniorkester egentlig klarer sig meget godt. Oven på vort mismods efterår kan musiklivet i Nordjylland nu glæde sig til, at der endelig kommer en rigtig koncertsal i Aalborg. Det var nu også på tide, at den symfoniske musik får ordentlige forhold – selv i det mørke Jylland. Og FEH’s holdning om at man ikke må bygge for stor en sal for ikke at ende i et populistisk repertoire er for uambitiøs og selvudslettende for den klassiske musik og den nye musik i særdeleshed.

Årgang 81/2006-2007, nr. 04