Lyd + kunst

Af
| DMT Årgang 81 (2007) nr. 05 - side 158-158

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

I always find it difficult to explain that I am interested in other things. Architecture, theatre, everything influences me, and I would like these different aspects to be acknowledged. Breaking through categories ... was always important to me ... Carsten Nicolai

Lydkunst er et transdisciplinært projekt og er derfor uundgåeligt forbundet med en diskussion af kategorier og begrebsligheder. Og det gør ikke feltet nemmere at beskrive, tværtimod. Derfor er der ofte en tendens til at tilsidesætte selve det transdisciplinære islæt for at være i stand til at sige noget overhovedet – eller for alligevel at kunne passe lydkunsten ind i de fagspecifikke kategorier som moderne humanistisk videnskab nu en gang allerede har defineret.

Som den tyske multimediekunstner Carsten Nicolai giver udtryk for i citatet ovenfor: Det er svært at forklare, at 'alting' påvirker ham – og at blive accepteret for det. Men før jeg fordyber mig i denne fundamentalt set vidensteoretiske side af sagen, så er det vigtigt at lade Carsten Nicolais udsagn ovenfor klinge med i det landskab, som lydkunstnere selv aftegner med deres måde at producere værker på. Fordi, der findes vel ingen kategori-diskussion overhovedet, som er interessant, uden at denne diskussion har et erfaringsmateriale at basere sig på. Dette nummer af DMT er et forsøg på at give udgangspunktet for et erfaringsmateriale, der ikke begrænser sig til musikvidenskabelige eller andre snævre kategoriseringer, men søger at se lydkunstens felt fra flere forskellige vinkler.

Det transdisciplinære er dog mere end blot et påskud til at diskutere kategorier – det transdisciplinære markerer en ny bevidsthed hos en særlig interessant række kunstnere omkring det at producere værker på baggrund af de medier og materialer, som er til rådighed – eller rettere: at udtrykke sig meningsfuldt – gøre en forskel – i en kultur hvis betydningslag og sprog mere end nogen anden tidligere kultur er baseret på elektroniske medier og internationale netværk.

De nye mediers kunst – herunder lydkunsten - involverer mere end blot endnu en 'formel' forandring af kunstens udtryk og brug af medier. Det handler også om, at vi tager det sprog, vi bruger om lyd og kunst – for overhovedet at kunne forstå, hvad der sker, når de to møder hinanden – op til revision. Til revision skal også vores egen rolle som lyd+kunst-beskuere/ kritikere. I og med at vi åbner op for begrebs- og kategori-diskussionen, åbner vi også for en revision af receptionsvidenskabens metoder.

Transdisciplinære kunstneriske strategier søger at afsløre og forandre en kulturs normer – og ikke kun de æstetiske af slagsen. De er et forsøg på at synliggøre samtidens æstetiske kategoriseringer og rammer for viden. Men de er mere end det: De er en del af en bevidstgørelsesproces.

Det forekommer derfor interessant at pege på, at der inden for det sidste år er fremkommet et nyt afsæt til en kunstnerisk forskning, som adresserer de transdisciplinære kategori-diskussioner direkte – og dermed udfordrer den akademiske / humanistiske receptionsteoretiske tradition frontalt. En del af denne forskning finder især sted inden for den mediebevidste lydkunst, som det er tanken, at man vil kunne få et indblik i med dette nummer. Det er langt fra udtømmende i forhold til det totale billede – men det giver et indblik og et udgangspunkt til måske at søge videre. Og ikke mindst at tænke videre over sagerne selv ...