Musik med mudder

Af
| DMT Årgang 82 (2007) nr. 01 - side 40-40

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Der er langt fra Bjørk på Roskilde-festivalen til Per Nørgård i Tivolis koncertsal. Ekstremerne mødes. Og dog. Tidsånden vægter det performative, komponisten som udøver og udøveren som komponist. Det er snart ikke til at kende forskel på, hvem der er hvem. Måske er det også ligegyldigt. Islandsk barfodssanger med gudbenådet stemme performede på Orange scene, så mudder og våde gummistøvler blev underordnet den musikalske oplevelse. Dansk rapfingret komponist på 75 somre leverede uforskammet godt klaverspil i Tivoli. Både Bjørk og Nørgård leverer varen, musikken kommer ud over scenekanten, ned i bagerste muddergrøft/stolerække.

Når DMT's skriftkloge bliver færdige med at analysere situationen, vil de opdage, at en ung generation inden for den performative kunst har taget over og viser vejen frem for ny eksperimenterende musik. En uge med mudder til knæene og vidunderlige lyde i ørerne er med til at bekræfte tendensen: Den unge generation har fantasi og er nyskabende i udførelsen af ny klassisk og elektronisk musik, som gør, at ældre generationer er hægtet af. Nørgård er et fantom og en undtagelse. Men også han nyder godt af samarbejder med andre kunstarter. Med Holland House og Jakob Schokking som et af de tydeligste eksempler. På festivalsiden lyser Wundergrund op som en nyskabelse, hvilket fortjent førte til tildelingen af Danmarks Radios Bolero-pris. Den sidste pris fra den kant, må man formode, i takt med lukningen af bevaringsværdige områder i DR.

Det, festivalen Wundergrund har til fælles med Roskilde, er det inkluderende element i forhold til publikum. Det er vel sagtens også grunden til, at Wundergrund har møvet sig ind på de eftertragtede scener som Roskilde-festivalen og Copenhagen Jazzfestival. Roskilde er alle tiders gode brand. Faktisk på niveau med de bedste brands i Danmark. Roskilde er godt. Det er noget, man går ind for. Festivalen giver overskuddet videre til værdigt trængende, og man lægger ikke skjul på et politisk engagement. Tivoli er old fashion, koncertsalen er ret kedelig, og koncerten med Nørgårds musik var for lang, dårligt timet, man fik ondt i rumpetten - og så videre. Det er ikke inkluderende i forhold til publikum. Tivoli kan lære noget af Roskilde. Tivoli skal blive lidt mere beskidt i den fede betydning af ordet og kaste pænheden af sig, så vil gennemsnitsalderen i salen også komme under 60+.

Det er noget med at møde publikum i øjenhøjde. For ikke at sige, at det handler om at være der, hvor det sner og på en måde, der fungerer hele vejen rundt i forhold til en ny tids musikelskere. En eftermiddag kunne man på Roskilde opleve et par unge drenge iført gummistøvler og violin midt i mudderet ved teltområdet. De gav den hele armen, folk stoppede op og ville høre mere, de blev fanget af musikken. Kald den ny - whatever - det er komplet ligegyldig. En fantastisk stemning bredte sig efter en regnfuld nat. "Mystiske, men lokkende toner," sagde en mand. De to unge violinister er til daglig konservatoriestuderende, som skabte en musikalsk fest i festen: "Man må jo skabe sin egen fest, og folk bliver så glade," sagde den ene musiker, mens han hev guitaren frem og begyndte en fællessang. De to unge musikere spiller også i en strygekvartet som kalder sig Den Unge Danske Strygekvartet. Prøv at lytte til deres cd med musik af Carl Nielsen. Den sparker røv.

Tilbage til Bjørk. Kombinationen af islandsk tekst, som man ikke forstår, skæve melodier, sangerens format og en super lydmand fik på en finurlig måde det hele til at gå op i en højere enhed. Mens vi stod der og lyttede til ... Ja, hvad lyttede vi til? En popsang? Næppe. Klassisk? Nej. Ny musik? Måske en blanding af det hele. Men hvad definerer ny musik? Det kan vel lige så godt være unge drenge, der står ved deres mixerpult med mere og jammer med vennerne. Vi kommer i snak med nogle såkaldt 'utilpassede unge' som virker oprigtigt interesserede i klassisk musik. De spørger ind til konservatorie-verdenen. Vi tegner og fortæller. En af de unge afslutter samtalen med: "Hvis I nogen sinde står og mangler en trommeslager til jeres band, så ring endelig!"

Det er oppe i tiden at krydse grænser. På vej hen imod festivalspladsen hørte vi en rappers sprudlende stemme sammen med et band. Et nyt medlem i bandet var en ung musikstuderende på cello. Kombinationen af de to forskellige verdener, den rytmiske og klassiske, imponerede en begejstret skare. De opfindsomme mennesker sanser tidens stemninger og de interessante konstellationer. Eksemplerne er mange. Tjek lige www.bettynansen.dk - d'herrer Langdal og Hartmann byder igen op til dans sammen med en række performere, der ikke burde høre sammen. Det er kun på overfladen et bad taste party: Caroline Henderson, Zaki, Kaya Brüel, Szhirley, Al Agami, Blæs Bukki, Laus Høybye, Joachim Knop ... Det herligt respektløse program lover musik og tekst af: "MC Molière og DJ Mozart".

Opbruddet og nytænkningen er til at få øje på. Roskilde-festivalen spotter det nye (bedst på de små scener), teaterlivet og filmkunsten har længe været foran. Musikken er godt på vej. Det skal blive spændende at følge udviklingen på efterårets Wundergrund og andre af de steder, der ikke hviler i sig selv, men tør udfordre sig selv og publikum.

Redaktionen opfordrer læsere med anderledes koncertoplevelse, til at skrive til DMT's debatforum - www.danskmusiktidsskrift.dk

Årgang 82/2007, nr. 01