Nye udgivelser: Cd'er

Musik er ikke for fastholdere. Musikken fødes, når instrumenterne klinger og findes ikke ganske kort efter at instrumenterne er ophørt med at klinge. Så er den blevet til erindring, en personlig erindring, for som enhver ved, der har talt med andre om et stykke musik, de lige har hørt, har man oplevet forskellige ting, været henført forskellige steder og været uopmærksom forskellige steder. Enhver nogenlunde interessant musiker beviser ved sin praksis, at Heraklit havde ret. Alting flyder, vi kan ikke bade i den samme flod to gange.

I en tid hvor alt skal dokumenteres, hvor halvkendte mediepersonligheder får lov at dokumentere sig selv i prime-time, hvor man kan få indtrykket af, at det vigtigste ved mange kunstneriske manifestationer er at få det dokumenteret, er det da vidunderligt, at der findes en kunst, som er væk i samme øjeblik, den er skabt. Det er en rigdom at der findes mennesker der bruger deres liv på at skabe magiske øjeblikke, der forsvinder for ørerne af os. Magiske øreblikke burde det hedde.

Det er en væsentlig livserfaring at lære at leve med det konstante tab, men det opleves måske ikke som et tab, hvis man er lidt uopmærksom - sådan helt generelt - og derfor mener at opleve det samme, hver gang man hører det samme stykke musik. For den slags mennesker er det, at fonografen blev opfundet og ved hjælp af lidt produktudvikling nu blevet til en 96 bits SACD-maskine, der kan levere en lydgengivelse med påstået høj troværdighed. Men nej, det er ikke som at være der selv. Og hvis man lytter til det, man hører, vil man opdage, at man sjældnere end ofte får identiske oplevelser af at lytte til de samme indspilninger.

Denne lille indledning kun for at markere, at jeg synes, der er en indbygget problematik i at indspille musik, støbe den i en fast form og give en tolkning, man på et tidspunkt i sit livsforløb synes er rigtig, med status af sandhed. En cd er et opslag i et leksikon, en koncert kan være et digt.

Det kan også være et problem at blive bedt om at forholde sig til ni cd'er på en uge. At lytte til dem, prøve at forstå, hvad komponisten ville, hvad musikerne vil med musikken - og med udgivelsen i det hele taget - hvorfor lyden er, som den er, hvorfor omslaget ser ud, som det gør, hvorfor dit og hvorfor dat. Det er stensikkert, at jeg aldrig ville have lagt øre til de tre af disse cd'er, tre af dem ville jeg have lyttet mere eller mindre interesseret til, hvis jeg tilfældigt var faldet over dem, og tre af dem ville jeg overveje at have købt ubeset (ubehørt!). Og så skal man huske engang imellem at nævne, at ikke én af disse cd'er er udkommet på markedsvilkår. Alle har enten 1: Offentlige midler i ryggen, enten direkte eller ved at offentligt betalte institutioner står for udgivelsen, 2: Fondsmidler til at betale, 3: Kollegiale forbund til at støtte. Ingen har tilsyneladende selv haft penge op af lommen - så vi er da ikke helt fortabte endnu.

Efter denne luftning af fordomme vil jeg gå i gang med at lytte og har principielt ikke noget imod at opleve noget andet, end jeg tror, jeg kommer til.

Så med risiko for musisk forstoppelse, for fordomsforsnævring, med risiko for at støde udmærkede kolleger, bekendte, og i enkelte tilfælde endda venner fra mig, må jeg danne mig en ærlig og oprigtig mening - og må formulere den, så det er underholdende på DMT-niveau. Hvilket ikke nødvendigvis er ret skægt for nogen.

Joachim Andersen

Complete Recordings 4, works for flute and piano. Thomas Jensen, fløjte, og Frode Stengaard, klaver. Danacord Dacocd 654

Som musiker kender jeg godt fascinationen af "Geigemusik", musik der mere har til formål at begejstre instrumentalisten med tekniske påfund, virtuoserier og evindelige kadenceringer end at berige med åndelige dybder. Den fortrinlige fløjtenist Thomas Jensen har sat sig for at stå for en komplet indspilning af Joachim Andersens fløjtemusik. Gu' ve'om der findes andet af Joachim Andersen end dette fløjteri? Det skal indrømmes, at det er en cd, jeg satte i afspilleren med nogen ulyst og sådan rigtig overbevist om de musikalske kvaliteter, ud over de rent basale, i Andersens musik, er jeg da heller ikke blevet. Men Andersen har som fløjtenist i Berlin spillet under Brahms' og Tjajkovskijs direktion, så man er jo i sådan lidt tertiær nærkontakt med de store, når man spiller Andersen.

Som instrumentalist skal man ofte igennem en lang række værker med de nødvendige tekniske udfordringer for at forbedre spillets kvalitet. Det kan være en hjælp at høre, hvordan det skal gøres, hvordan det lyder, når det spilles med overskud, og det må man da sige, at Thomas Jensen gør her på den 4. cd i rækken. Så gaven til den fløjtestuderende er hjemme endnu en gang. I sandhedens tjeneste skal det nu indrømmes, at jeg nød de godt 5 et halvt minut, som Andersens Impromptu opus 7 varede - og nød det som musik på musikkens præmisser.

Bookletten er på dansk og engelsk, med en strammere redigering af indholdet kunne der også være blevet plads til en fransk oversættelse, eller, hvis man tænkte bare en lille smule kommercielt i vores verden, kinesisk - her er millioner af potentielle kunder.

Irene Becker, Charlotte Hallberg, Yu Jun

Xong for the Blue Moon. Rainbow Exlibris Music RAINCD 8013.

En anden slags fløjteri, med noget mere luft på, er der på pladen "Xong for the Blue Moon" og her er der både en kinesisk medvirkende og kinesiske skrifttegn på cover og cd'en. Irene Becker på tastaturer og Charlotte Halberg på fløjte spiller sammen med den kinesiske Yu Jun, der spiller på det gamle kinesiske instrument guzheng - næsten det samme som den japanske koto - og reciterer et digt på kinesisk. Af en kvindelig digter.

Cd'en indledes med en Xong for yun og med det kække X i song er det etniske slået fast med det samme. Når jeg konfronteres med musikalske tiltag af denne karakter, kommer jeg ofte til at tænke på en opfordring fra saxofonisten Per Egholm om, at vi skulle sætte os sammen og spille noget fup-etno. Det kan jo lyde enormt ondskabsfuldt, men jeg bruger det gerne i forskellige betydninger, fra det kærlige, over det trods alt anerkendende til det overbærende. Altså at et par kvinder fra København spiller lidt småkinesisk musik, de selv har skrevet, er jo ikke værre end at en nordmand spiller flamenco, en koreaner spiller Bach osv.

Og hvad er det så for en musik, man hører når man sætter cd'en i rotation? Det første, der slår mig, er en større bevidsthed om selve den tekniske reproduktion af lyd og en fornemmelse af naturlig forståelse for mediet fonogram. Klaverlyden er klar, og der er noget mere rumklang, end vi ville kunne acceptere i fx Joachim Andersen-indspilningen. Instrumenterne står præsent og lækkert i lydbilledet, og der er en tydelig gennemgående atmosfære - en fælles klanglig æstetik på cd'en.

Der er ni skæringer på pladen, fire skrevet af Becker, to af Halberg, en af Yu Jun og to kollektive improvisationer. De er alle uden påtrængende puls, vegetative og kønne, spændende fra det smukke til det sentimentale, måske endda let klæge en sjælden gang eller to. Det er kun i to af numrene, jeg hører en form for musikalsk udvikling, i Giggles af Halberg og i titelmelodien af Becker. Det er så absolut et behageligt rum at befinde sig i. Man kan med fare for sit liv betegne musikken som udpræget feminin, den trænger sig ikke på nogen måde på, alle musikalske impulser er venlige, lydhøre måske lidt forsigtige, og der affraseres i hver eneste gestus. Og det er jo en risiko - der er ingen cliff-hangers på denne cd. Anbefales til DJøF-fer med stigende stressniveau, der overvejer at gå til yoga.

Movements

Michala Petri, DR Radiosymfoniorkestret, Lan Shui. OUR Recordings 6.220531.

Kineserne er her allerede. Dirigenten på en ny cd med DR Radiosymfoniorkestret er Lan Shui, kinesisk af fødsel, nu chefdirigent for Sjællands Symfoniorkester. Men det er nu hverken ham eller orkestret som cd´en markedsføres på. Det er derimod solisten i cd'ens tre værker: Michala Petri. Cd'en er den tredie på pladeselskabet Our Recordings, der ledes af Michala Petri og Lars Hannibal, som ikke synes, at de har haft kunstnerisk frihed nok på de hidtidige 70 cd-udgivelser, de i alt hidtil har været involveret i. Den har de så nu og benytter sig af denne nyvundne frihed til at indspille en cd, der sandsynligvis ikke vil skaffe mange penge til pladeselskabets kasse. Tre nyere koncerter for blokfløjte(r) og stort symfoniorkester - det lyder ikke umiddelbart som en kioskbasker.

Koncerter for blokfløjte og symfoniorkester vil der nok blive ved med at blive bestilt nogen af - om det lige er det, verden står og mangler, er måske en overvejelse værd. Men så kan man jo blive ved med alt det, der ikke er behov for, og som alligevel gør tilværelsen meningsfuld for nogen i en periode.

Det første værk på cd'en er af den spanske komponist, klarinettist, pianist, arrangør og dirigent Joan Albert Amargós. Koncerten hedder Northern Concerto, har tre satser i traditionel fordeling hurtig, langsom, hurtig. Musikken er velinstrumenteret og stilløs; men de mange elementer af jazz, flamenco, "moderne" musik, amerikansk underholdningslyd og filmmusikdramatik fremhæves i bookletten som æstetisk mangfoldighed. 3. satsen har for mig konstante mindelser om "It aint necessarely so" og det er altså for forstyrrende. Det er formodentlig af hensyn til dette værk, at booklettens tekst er på dansk og spansk.

I koncerten af Daniel Börtz er der kun et par sekunder, der lyder som "Oh when the saints ..." og det er ikke tilstrækkeligt til at umuliggøre muligheden for en oplevelse af musikken. Værket er i én 17 minutter lang sats og opleves som homogent, fra start til slut med indledningens flotte brug af dybe gonger og basklarinet. En sammenhængende fortælling, med en fin "abgesang" til sidst - forlader solisten scenen?

Det er ikke altid, at etuder er musikalsk interessante - jf. Joachim Andersen - og Steven Stucky får ikke tilført genren noget nævneværdigt vedkommende i sine tre Etudes betitlet scales, glides og arpeggios. Bookletten har intet at sige om musikken, som kan beskrives således: I 1. sats spiller solisten skalaer, i 2. sats fortrinsvis glissader og i 3. sats arpeggio-figurer.

I virkeligheden er der noget positivt at sige om især 2. satsen af dette værk, fordi næsten enhver længere udholdt tone på blokfløjten slutter med en glissade - så sker der da noget, i modsætning til de mange andre udholdte blokfløjtetoner på denne cd, der bare står fuldstændig ubevægelige.

Per Erik Veng takkes varmt for sin generøse støtte til dette projekt. Det betyder vel ikke, at han har haft personlige penge op af lommen, men at han har stillet orkester, studie, indspilnings- og redigeringsfaciliteter til rådighed for OUR-recordings. Og det skal man ikke kimse af, hvad man så heller ikke gør.

Rued Langgaard

Symfoni nr. 2 og 3. DR Radiosymfoniorkestret og Kor. Thomas Dausgaard. Dacapo 6.220516.

DR Radiosymfoniorkestret medvirker også på en cd med Rued Langgaards Symfoni nr. 2 og 3. Denne gang under ledelse af chefdirigent Thomas Dausgaard. Denne cd udgives på Dacapo, som varmt takker Langgaard-fonden for den økonomiske støtte til denne udgivelse. Det er samme producer og lydtekniker som på Petris cd (såvel som på et utal af andre udgivelser og transmissioner af RSO); men alligevel forekommer det mig, at lyden er lidt klarere og gennemsigtig på denne udgivelse.

At beskæftige sig seriøst med Langgaard må indebære en del frustration, en utvivlsom begavelse var han jo; men hvor er det dog ofte, at hans kritiske sans svigter, at et indfald får lov at afspore en musikalsk udvikling, eller hvor trangen til det "helt store" får det hele til at vakle under byrden eller til tider til at brase helt sammen - som jeg synes det gør i fx slutningen af 3. Symfoni. Der læsses på, som om han har glemt, hvad der allerede er i gang, der spilles i øst og vest - og det gøres der godt - men summen af Langgaards ophobning af lyd og materiale bliver negativ, og da koret til sidst sætter ind, får man det, som når man har set en film, der viser sig at have været rigtig dårlig.

Det er jo ikke, fordi han ikke har været opmærksom på problemerne, Symfoni nr. 3 blev skrevet i 1915-16 med titlen La melodia, men revideret i perioden 1925-33 - altså i otte år. Selv den nuværende titel Ungdomsbrus kom først til efter en studieindspilning af det endeligt reviderede værk i 1934 - da hed det Midsommerklange. Og der er en næsten konstant klaverstemme (overlegent spillet af Per Salo) af stort omfang, der giver ret til at kalde værket en klaverkoncert.

Jamen, for pokker, mand - beskriver din Symfoni nr. 3 Ungdomsbruset eller hvad? En symfoni eller en klaverkoncert? Jeg rammes af dogmet om, at "Hvad der er uklart formuleret er uklart tænkt", og det er ikke, fordi jeg ikke synes, det kunne være spændende med en musik så åndfuldt dyb og andagtsvækkende, som Langgaard selv talte om; det stemningsfulde nævner han også; men det er, som om stemningen bliver til stemninger, en manglende evne til at fastholde og uddybe, der resulterer i spredt fægtning, og som altså kan påstås at være udtryk for både Ungdomsbrus og Midsommerklange. Hvis nu den meget specielle klangverden, som pludselig åbenbares i slutningen af 2. satsens sørgemarch, ca. 4:20 inden klaveret sætter ind igen, havde været fastholdt og udviklet, ville Langgaard have været på sporet af noget helt usædvanligt; men han strejfer det tilsyneladende uden at bemærke det og underminerer derved tilliden til, at han har den ringeste anelse om, hvad han egentlig har gang i.

Den 2. Symfoni virker derimod mere helstøbt. Også selvom der ikke gik mere end 45 sekunder af 1. sats, før jeg noterede Strauss/Eulenspiegel (der i parentes bemærket blev komponeret i Langgaards fødselsår), og man lidt efter lidt kommer til at tænke på flere andre af Langgaards komponistkolleger. Men musikken strømmer ukompliceret af sted uden et alt for påtrængende programmatisk indhold eller krav om symboltro og tonernes føren os til Gud.

2. sats er ligefrem smuk, alvorlig og overbevisende, mens 3. satsen med sin sangsolist, der synger det noget klæge digt Forårsklange (og lydmæssigt noget for langt fremme i højttalerne efter min smag) skal give udtryk for glæden. Men kan i min aurikulære optik lyde som andet også. Men en ikke uintereressant opdagelse - måske ligefrem glædesfyldt - denne Langgaards 2. Symfoni.

Lad ham selv få det sidste ord - denne "Rebel without a course": "Jeg vil Udvidelse, Ekspansion. Menneskeaanden higer mod Udvidelse, men saadan som Musiken har udviklet sig gennem Historien, kan den ikke udtrykke, hvad der er oppe i Tiden, hvad vi alle er fyldte af."

Carl Nielsen

Strygekvartetter vol. 1. Den Unge Danske Strygekvartet og Tim Frederiksen. Dacapo 6.220521.

Ingen roser uden torne - ingen Langgaard uden en Nielsen - og nu foreligger en indspilning med titlen Carl Nielsen String Quartets volume 1, indeholdende den første og den sidste strygekvartet og strygekvintetten. Det, der her gør udgivelsen omtalelsesværdig, er musikerne på cd'en, som er kvartetten med det ikke langtidsholdbare navn "Den Unge Danske Strygekvartet". De er på alder med Carl Nielsen, da han skrev sin første kvartet, og de ord, som blev skrevet ved g-mol kvartettens førsteopførelse kan gentages her - nu møntet på de udøvende: "Der var en fart og kraft i dette begynderarbejde, som henrev tilhørerne."

Cd'en er indspillet i Danmarks Radio som en af opgaverne i forbindelse med kvartettens år som DR Kunstner. Lad os håbe, at denne udmærkede tradition med at udnævne en årlig DR Kunstner vil fortsætte fremover på trods af alle de skrækscenarier om den klassiske musik i DR, vi i øjeblikket alle går og fremmaner. Desværre vist ikke helt uden grund.

Der spilles altså livfuldt, dynamisk og med engagement. Hvis jeg savner noget, er det lidt fynsk lune. Der spilles seriøst og hamrende godt, men lidt mere leg og uartighed havde nok ramt Nielsen endnu mere i plet.

Vi kender kvartetten som virkelig medrivende ved koncerterne, hvor deres begejstring er smittende, men her, hvor vi kun har vores ører at opleve med, skal de musikalske virkemidler drives til det yderste, for at budskabet kan trænge ud igennem højttalerpappet. Her er det, at nogle ville have satset på en producer med friske ører over for "bandet", her har kvartetten valgt deres faste coach og guru Tim Frederiksen, hvis indsats for dansk kammermusik ikke kan prises højt nok. Frederiksen er her måske vokset for godt sammen med kvartetten og tolkningerne til at finde de helt friske ører frem? Men, for pokker, hvor det anbefales!

Svend Nielsen

Sommerfugledalen. Ars Nova Copenhagen. Dir. Támas Vetö. Dacapo 8.224706.

Der er mange der hedder Nielsen i dansk musik, og ikke færre end to Svend Nielsen'er, der komponerer - den ene har dog et mellemnavn, så man kan høre forskel. Aktuelt er det Svend Nielsen uden mellemnavn, der får sit værk Sommerfugledalen udgivet. Alle ved nok, at Sommerfugledalen er Inger Christensens sonnetkrans, og den får man med i købet, ligesom man får Inger Christensens egen kvarterlange magiske oplæsning af sit digt som bonus-track. Med musik til varer det 3½ gang så længe. Og så er der smukke farvefotos af samtlige nævnte sommerfugle i bookletten.

Med udgangspunkt i et af dansk digtnings smukkeste frembringelser, med Ars Nova som udøvende og Svend Nielsen som komponist, er det udtrykket lyrisk, der først kommer til én, når musikken skal karakteriseres. Lyrisk helt ud i satsbetegnelserne: Yndefuldt, slimet, flagrende, distinkt, søgende fx og så ganske eksakt (og ulyrisk) når man kommer til den 15. og sidste sonnet: Fjerdedel = 76.

Svend Nielsen sætter ikke sig selv i skyggen af teksten - han fortolker, får impulser, stemninger og billeder fra teksten, som ikke alle svarer til det, jeg synes, jeg læser - og ingen problemer med det!

Hvis man læser "De stiger op, planetens sommerfugle/som farvestøv fra jordens varme krop", og forestiller sig, hvordan den sjælelige oplevelse af sådan et syn lyder, er mulighederne jo legio. Svend Nielsen har valgt at lade det hele starte med en smuk melodisk linje, der stiger op, hurtigt bliver til flere og for ørerne bliver til det, Inger Christensen spørger om "Er dette vingeflimmer kun en stime/ af lyspartikler i et indbildt syn?" Her transformeret til en stime stemmeflimmer af lydpartikler der lyder overjordisk smukt - og sanseligt på samme tid.

Denne ganske konkrete måde at gribe fortolkningen an på gennemsyrer værket - når der tales om underjordisk bitre huler og kældermørke, er musikken i det dybe leje og mørkfarvet og foredragsbetegnelsen er "Slimet".

Noget, man hurtigt får lyst til, er at efterprøve, om kompositionen nu også overholder reglerne for sonnetkransen - dvs. at hver sats' begyndelseslinje kommer igen i den afsluttende mestersonet - som det gør i digtet. Her kan man have hjælp af cd-indekseringen ved fx at høre den afsluttende sonet og for hver linje, man trænger ind i denne, skifte til begyndelsen af den sats, man nu er kommet til. Og ja, komponisten overholder reglen, dog med en for mig lidt uforståelig forsinket indeksering i 13. strofe. Svend Nielsen fortæller dog, at det er af musikalske grunde. Og så er vi tilbage til udgangspunktet: Svend Nielsen har sin helt egen grund til denne fortolkning af en tekst, der ikke umiddelbart synes at kalde på musik. At jeg ikke er i stand til at forstå mange af ordene uden teksthæftet, og at gentagelser af verslinjer og enkeltord sådan set vrider teksten af led er egentlig ikke interessant her. Det, der er vedkommende, er den klanglige, lyriske, dramatiske, yndefulde, svævende, dansende og sommerfuglestøvede musik, der nu findes at supplere sin fryd ved digtet med.