State of the anti-art? The fluxture is here

Af
| DMT Årgang 82 (2007) nr. 01 - side 30-31

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

  • Annonce

    Podcast om Else Marie Pade
  • Annonce

    Edition S-annonce

Jeg befandt mig pludselig i København en dag midt i august og købte en avis. Der var et tosiders opslag om Henning Christiansen og en henvisning til en retrospektiv udstilling med hans værker i Den Frie Udstillingsbygning. Projektet havde fået titlen "Fluxid" og fremstod som et ægte fluxistisk aktionsprogram i hele sin udformning.

Af avisen fremgik det, at dette var en af de sjældne begivenheder. Min kundskab om dansk musikliv blev tidligt præget af Karl Aage Rasmussens fantastiske Numus-manifestationer i 70erne, hvor jeg også fik lov til at opleve Henning Christiansens Perceptive Constructions. Men for en bondsk nordmand som rejser mere end de fleste, er det ikke uden grund, at Henning Christiansen må regnes for at høre til de mere internationalt anerkendte skandinaviske komponister fra sidste halvdel af det 20. århundrede.

Når man ved, at Fluxus ikke længere kan være det, det var, fordi de fleste af de store navne i bevægelsen for længst ligger under mulde, er det en begivenhed, at Henning Christiansen fortsat kan lave en performance, som den skal laves. Og sammen med en omfattende udstilling i alle Den Frie Udstillingsbygnings sale blev det hele et fluxuriøst overflødighedshorn, en installeret happening. Og af serien med koncerter og andre events, som fandt sted i hele august, overværede jeg "TEATR'ARTERIA" den 17. august, et performanceteater med HC, Ursula Reuter Christiansen, Carlo Quartucci og Carlo Tató, med lyd af Ernst Kretzer.

Hvad handler "TEATR'ARTERIA" om? Det er et dårligt spørgsmål. Bedre er det at sige: Hvad handler det ikke om? Forestillingen er et lille vidunder af en hændelse, meget intelligent iscenesat i et rum, hvor den åbne dør mod gaden frigør en bevægelig og underholdende scenografi, som for en stor del ikke har noget med den øvrige forestilling at gøre. Det er egentlig fejlagtigt at sige det på den måde. Der er ingen af udstillingens dele, som tilbyder en logisk sammenhæng, og det er det, der gør HC's kunstneriske univers så befriende. For her er alt det, som sker, uden relation til noget andet, og alligevel falder hændelserne så smukt ind i en kæde - som en perlekæde med hindbær og sten. Intet har mere værdi end noget andet, og alligevel bliver publikum forbløffet over den tilsyneladende naive enkelhed og præcision som stråler ud af iscenesættelsen. Og lyssætningen er perfekt, som en allusion til en opera, der lakker mod enden, hvor det svindende dagslys skaber den langsomme nedtoning af livet selv.

All the Cage is a Stage

Hvad er Henning Christiansens musikalske budskab? Hvad er hans mission? I denne forestilling er den udkrystalliseret gennem 25 kanariefugle, som synger kontinuerligt; der er en sangerinde, som deklamerer digte, når hun ikke går ud af lokalet og indgår i scenografien mod gaden udenfor, der er en lille hund, som bjæffer og beder om kærtegn og får det (det er Henning selv, som sidder med sit grønne øre og lytter til alt det, der præsenteres), og der er en italiensk og en tysk formidler, som begge fortæller os det tekstlige indhold i forestillingen, uden at jeg kan sige, at dette var vigtigt for mig at få fat i, foruden to videoskærme, som næsten ikke er synlige for os publikummere på grund af dagslyset. Det henved fire meter høje, cylinderformede fuglebur er tættest på publikum og bliver en tilstedeværende parafrase over Shakespeare: "All the cage is a stage". Så kan vi sagtens tænke lidt over, hvem der er indeni, og hvem der er udenfor.

Jeg bare sad der og nød det hele. Jeg nød også måske for sidste gang at kunne opleve en ægte performance, sådan som den blev skabt i New York i 1950erne, sådan som den blev gennemført i Berlin og Bruxelles og gudvedhvor af disse kunstnere, som kaldte sig selv Fluxus, og som nogle af os senere har følt os stærkt inspireret af, men aldrig har tilhørt. Det var en seance, som genskabte tiden, og som derfor også sagde farvel til tiden. For det, som forsvinder med denne generationen, er ikke performance som sådan, men det er den intelligens, det rationale og den generøse humor, som kendertegner denne generations performances.

Fluxuriøst

Henning Christiansens kunst er for mig noget af det mest ægte, man finder fra det 20. århundrede i Skandinavien. Jeg vil sige, at han er en af de mest radikale komponister, de nordiske lande har set i denne epoke, og det er han, fordi han lader kunstværket selv være spørgsmålet fremfor at være svaret. Hans eget højre øre er miljøbevidst og grønt under performancen (i hvert fald den del jeg overværede), men samtidig oplever man, hvordan han nænsomt lader publikum tage del i processer, som rækker videre end den lyd og det forløb, han selv tilrettelægger.

Derfor var denne forestilling også præget af den samme underfundige humor, som en ægte Fluxusperformance. Hvis man ikke har haft glæden af Spike Jones' musik fra 1940rne, er man også gået glip af den humoristiske dimension i Fluxus. Den dimension har Henning Christiansen så sandelig med i sin performance. Jeg så ingen publikummere, som ikke forlod lokalet med et smil om munden.

Det eneste spørgsmål, jeg stillede mig selv og min fluxistiske følgesvend, var: Hvor var de danske komponister? Hun kunne ikke besvare spørsmålet. Men hun var enig i konklusionen:

Henning Christiansen giver definitivt ikke ved ørene.

Oversættelse fra norsk: Anders Beyer

Geir Johnson er direktør for Ultima-festivalen i Oslo.

Årgang 82/2007, nr. 01