Populær eller almen musik?

Af
| DMT Årgang 9 (1934) nr. 02 - side 36-37

Artiklen er indscannet fra det trykte magasin; der tages forbehold for fejl

Annonce

Podcast om Else Marie Pade

Annonce

Edition S-annonce

POPULÆR ELLER ALMEN MUSIK?

AF KAI SENSTIUS

EN ny Tidsaand giver sig almindeligvis til Kende dels ved Reaktion mod noget bestaaende, dels ved Aktion for at sætte noget hidtil ikkeværende ind. Tidsskellene kendes saaledes paa baade nedbrydende, negative, og opbyggende, positive, Tendenser. I Musikhistoriens forskellige Overgangsperioder ser man da ogsaa disse negative og positive Indflydelser gøre sig gældende.

Saalænge Musikken befinder sig paa Begyndelsesstadiet og endnu ikke har givet sig endegyldige Udtryk som paa Overgangen mellem den enstemmige og flerstemmige Vokalmusik eller i Instrumentalmusikkens første Tider, ser man naturligvis mindst til de negative Tendenser, der er ligesom Veje nok at slaa ind paa; det nye fødes uden Besværligheder. Men paa, Overgangen mellem Baroktidens Musik og Wienerklassicismen ser man tydeligt begge Fænomener.

Var det f. Eks. ikke en Opgave for en af vore Musikvidenskabsmænd engang at søge udredet Brydningerne indenfor Slægten. Bach, hvad der baade negativt og positivt gør den store Forskel paa den gamle og Slægtens yngste, Johan Christian? Udviklingen af »det strofiske« og den nuancerede Rytmik maatte vel regnes som nye, positive Fænomener; Forenklingen af de enkelte Stemmer indtil den rene Homofoni kunde saa betragtes som Reaktioner mod det komplicerede, det overlæssede.

Romantikkens mest positive Indsats er vel nok det lyriske, episke og dramatiske, altsaa, det digteriske i Forbindelse med Udviklingen af de klanglige Effekter og dens Reaktion bestaar hovedsagelig i Mod standen mod det strengt strofiske og den objektive Klarhed.

I vor Overgangstid ser man tydeligst Reaktionerne. Brudet med Romantiken er typisk. Det følelsesbetonede var efterhaanden drevet til saadanne Yderligheder, at det nye Skægtled kun kunde opfatte det enten som Hysteri eller som Svindel. Derfor den lidenskabelige Dyrkelse af den objektive Musik fra Renaissancen og Baroktiden; derfor Afskaffelsen af den følelsesbetonede Dissonans til Fordel for den. rytmiske; derfor ogsaa Bevæ-gelsen, bort fra den nuancerede Rytmik henimod en mere fastliggende Grundrytme, Afskyen for Blanding at Digtekunst og Musik og den overnøgterne Tilkendegivelse af, at Musik kun er en underholdende Form for Tidsinddeling.

For den, der har haft Lejlighed til at gøre hele den hidtil forløbne Overgangstid med, staar disse kun rent negative Fænornener dog som Tegn paa Sundhed og Styrke og vidner om, at det positive, det som er Tidens eget, er ved at bane sig Vej, men blot ikke har fundet sin Form endnu.

I den allersidste Tid er en ny Reaktion kommet, til, Reaktionen mod det altfor egenartede, den Egenart, som kun er et Udslag af Roma,ntikkens Jegdyrkelse, og man slaar derfor over i »det folkelige«, Populariseringen af Musikken. Mon man dog ikke snarere mener »det almene«. Al stor Kunst er almen; det vil vel nærmest sige: hævet over den enkeltes Udtryksform, og ikke blot populær.

Sin sundeste Form faar denne nye Reaktion dog vist mere ved at blive et Krav om relativ let udførlig Musik; det er en gylden Regel fra Klassicismens Dage, at den Musik lyder bedst, som de udførende kan gaa til med de mindst mulige Anstrengelser og den størst mulige Lyst.

Men mon man ikke kommer Sagen nærmest ved at sige, at det, der er sket i den første Trediedel af det 20. Aarhundrede, er et kæmpemæssigt Oprydningsarbejde, meget ubrugeligt Materiale er kørt paa Lossepladsen, og meget nyt er skaffet frem; det egentlige Byggeri er maeppe begyndt endnu. Lad os være ganske ærlige og indrørnme, at det har været Komponisternes største Interesse i disse Aar at finde ud af, hvad Slags Materiale, de skulde sætte deres Værker sammen af. Den nye Stil er ikke færdig endnu, og saa længe maa -vi finde os i at arbejde med Sten og Tømmer og Smaapillerier; de store Arkitekters Tid er næppe inde endnu; den kommer ogsaa. først, naar der bliver rigtig Brug for at bygge.

Årgang 9/1934, nr. 02