Ensemblet Ekkozone opfører værker af amerikanske Steve Reich på Jazzhouse under Kulturnatten.

Guide til Kulturnat 2014

Der er noget for enhver smag i dette års Kulturnatten-program. Mere end 250 museer, teatre, biblioteker, kirker, ministerier, parker og pladser over hele København byder sig til denne nat. Med over 68.000 solgte Kulturpas i 2013 har Kulturnatten gennem sine næsten 20 år vokset sig til Danmarks største enkeltstående event. Seismograf har trawlet programmet igennem og anbefaler.
Af
6. Oktober 2014
  • Annonce

    Man skal høre meget

Rum der giver lyd i natten
Nåede man ikke i Cisterne og opleve lyd- og teaterinstallationen En håndfuld støv, har man nu igen en mulighed for at komme ned i de enorme kældre under Søndermarken, idet komponisterne Ane Østergaard og Søs Gunver Ryberg har skabt en Musikalsk rejse i undergrunden gennem Cisternes fantastiske 4400 kvadratmeter.

I nogle andre fantastiske rum i byen, nærmere bestemt på Thorvaldsens Museum, akkompagneres de oplyste skulpturer af Magiske toner udvalgt af komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Det henholdsvis rå og det forfinede rum får lov at tale på forunderlig vis i disse to vidt forskellige arrangementer på denne Kulturnat. Alligevel mødes de i om end ikke transformationen, så udvidelsen af rummenes funktion gennem lyd.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen vil sammen med yddesigner Rasmus Kreiner skabe et lydtapet til Thorvaldsens Museums skulpturer og rum

Klassisk vendt og drejet på nye måder
Den ny kunstmusik får også luft under vingerne i Natkoncert i Kastelskirken, hvor saxofonist Peter Navarro-Alonso og organist Dario Andrella på orgel improviserer over natlige musikstykker og melodier.

Er improvisationen endelig på vej tilbage i den mere klassisk funderede musikmiljø? Det kunne være skønt om denne disciplin igen fik en plads i det klassiske repertoire, som en hel naturlig del af det musikalske udtryk.

I det hele taget finder man ikke så få kirkekoncerter med blandet ældre og nyt klassisk repertoire. Kirkekoncerter, som særligt de orgelstuderende fra Det Danske Kongelige Musikkonservatorium har sat sig på. Og det er jo en fabelagtig chance for et møde mellem et nyt publikum og en ny generation af klassisk skolede musikere.

Lol beslutning - et konference-kammerspil i 6 akter
Et andet sted i byen, på Københavns Hovedbibliotek – en institution lige så gammel som kirken; nemlig biblioteket – har man satset modigt. Her lægger man rum til den mere radikale musik- og lydscene og inviterer bl.a. musikkollektivet Af med hovedet til at udfylde indtil flere rum på biblioteket.

Af med hovedet spænder rent musikalsk fra støjende freejazz, melodisk postpunk og dansksproget rockmusik til alt muligt andet cross-over imod lydkunst, performance og you-name-it. Hovedbiblioteket byder på koncerter med topnavne navne fra Af med hovedets musikalske kollektiv: Synd og Skam, Seksuelle Mennesker og First Flush.

Udover traditionel koncert fra Af med hovedet kan man i rum 5 opleve et konference-kammerspil i 6 akter: Lol beslutning - smartboard. gameplay. character. token.  IRL. LEVEL. UP,. Et kammerspil som balancerer et ikke nærmere defineret poetisk sted mellem fantasy og real life.

I rum 1 kan sindet blændes op af den interaktive lyd- og lysinstallation, Individ i fællesskab, med auto-genererede digte baseret på avisoverskrifter. Værket er initieret af Christoffer Ugilt Jensen og Troels Ugilt Jensen, som har bedt netjournalister hos dr.dk, tv2.dk, eb.dk, b.dk, bt.dk, jp.dk, information.dk og pol.dk om at skrive korte digte, som en robot så redigerer. Der er virkelig lagt i kakkelovnen på Hovedbiblioteket, og det må opleves.

Nikolaj Kunsthal byder også på radikal musik. Nærmere bestemt på hybridgenren ’8-bit klubben’, som beskæftiger sig med digital manipulation som hacking, cracking, chiptunes, circuit bending m.m. Her præsenteres 8-bit Klubben La Belle Indifference, som spiller nye værker på to Gameboy Classic fra 1989. - Laptop er for tøsedrenge.

La Belle Indifference spiller nye værker på to Gameboy Classic fra 1989.

Performance & kunstakademiets værksteder
Nikolaj Kirke har med deres tema, Et digitalt analogt univers, i det hele taget åbnet op for den interaktive leg, hvor det digitale spiller bold med det analoge i frugtbare krydsninger og udtryk.

Også en mere fysisk form for leg vil udspille sig i Nikolaj Kirke. Helt konkret vil man få mulighed for at lege med performeren Lilibeth Cuenca Rasmussens jordiske hud. I hendes performance – Lucie – indsmører hun sig i ler, som publikum så kan skrælle af hende, som lag af identitet, og selv forme nye identiteter ud af. Er vi virkelig kommet af jord? Og skal vi virkelig blive til jord igen? Og hvor hører vi til?

Noget længere væk, nærmere bestemt på Statens Værksteder for Kunst, bliver der også leget. Dog mest af kunstnerne selv, som man kan møde midt iblandt deres Musikalske maskiner, mikset kunst, lyd og isenkram.

Jazz udvidet
Tilbage på Københavns Hovedbibliotek har det udvidede udtryk også fundet vej til jazzen. Jazz-brødrende Nikolaj og Mikkel Hess udgør sammen med Anders ’AC’ Christensen trioen Hess/AC/Hess Spacelab, som har inviteret forskellige gæster til udvidet jazz og leg, heriblandt Ane Trolle og Percussion Nightmare.

På Jazzhouse har de også koncert på Kulturnatten, hvor de i samarbejde med Wundergrund on Tour byder på en aften i minimalismens tegn med ensemblet Ekkozone, der opfører værker af blandt andre den amerikanske komponist Steve Reich. En sjælden mulighed for at høre Reichs værker opført herhjemme i Danmark.

Sidst men ikke mindst er Seismografs øje faldet på to lidt særlige arrangementer: Talens skjulte melodi på Frederiksberg Hovedbibliotek, hvor kendte taleres musikalske virkemidler afsløres i deres sprog og stemmeføring. Og Aquasounds, hvor man kan chill’e i Hillerødgade Bad med farvet lys, røgmaskine, beats og lydcollager.To events, som strækker den musikalske lydoplevelse udover det almindelige, og giver os en drejning på musikoplevelsen som ’kultur’.

Kulturnatten er fuld af gode musik- og lydoverraskelser. Så hank op i venner, bekendte, unger og gamle, og tag på tur i natten med ørene på stilke.