Goodiepal på Statens Museum for Kunst. © SMK

Seis-guiden: Tæt på komponisterne og helt tæt på Goodiepal

I Aarhus debuterer Lil Lacy fra Det Jyske Musikkonservatorium, og i København er der nyt fra Marcela Lucatelli og Anders Nordentoft. Og så indtager Goodiepal såmænd Statens Museum for Kunst.

23

Uden knas. Ensemble K!art har formået, hvad DR Symfoniorkestret ikke magtede: at gøre et værk af Marcela Lucatelli klar til uropførelse. Skrrt, Skrrt vækkes til live af støj, fragmenter og – fremgår det af ensemblets hjemmeside – klynken, mens inspirationen bag værket stammer fra kulturel undertrykkelse af mennesker og kroppe. Ud over Lucatelli selv på vokal består aftenens instrumentarium af elguitar, cello, klaver og slagtøj. (Christianshavns Beboerhus, Kbh.)

10

Afgangsfest. Med adskillige musikere som gæster – et sinfonietta, en vokalgruppe, en strygekvintet og flere solister – debuterer Lil Lacy som komponist fra Det Jyske Musikkonservatorium. På aftenen opfører de mange musikere fire værker skrevet i løbet af det seneste års tid – heriblandt det helt nye You’re Somehow Connected, lydsiden til et tværmedielt drømmespil på intet mindre end firs minutter, hvis endelige udgave opføres under næste års Click Festival. (Musikhuset Aarhus.)

25
6

Uforudsigeligt. Goodiepal vender tilbage til Statens Museum for Kunst, når han de kommende måneder udstiller sin – efter sigende – enorme samling af lydkunst på museet. Nogle af værkerne kan vist tilmed købes i museumsbutikken ved samme lejlighed. Fordi: Goodiepal. Sideløbende med udstillingen afholder kunstneren en forelæsningsrække med gæster fra nær og fjern. (Statens Museum for Kunst, Kbh.)

26

Balkonkoncert. Athelas fejrer 30 år som landets førende sinfonietta med en portrætkoncert af veteranen Anders Nordentoft, ensemblets huskomponist i de kommende to sæsoner. På programmet er både ældre og helt nye værker, inklusive uropførelsen af den halvtimelange Balcony og et gensyn med gennembrudsværket Entgegen fra 1985. (Koncertkirken, Kbh.)