• © René Passet
    25/9/2021

    Historien om et afblæst mord

    Alice Works #1: Yngel + Halvcirkel

    To kortkritik af Emil Palme i rap – det må man nærmest kun, hvis dagens runde i det mindste er en nedsabling, ik’? Karaktermord var der virkelig også lagt op til: Vejret var rasende, blæsten havde retning mod de ni cirkler i helvede, og Alice nærmest lokkede til blodrus. Med kustodebrillen helt nede over næsetippen kaldte man koncerten her den første i open call-serien »Alice Works«. Hvilket jo i sig selv lyder strafbart bedaget, men når det så viser sig, at koncerten slet ikke ér et værk, kan selv den blideste af alle anmeldere mærke hjørnetænderne spidses.

    Heldigt, at Palmes guitarduo havde fundet sit perfekte match i strygekvartetten Halvcirkel. Endnu heldigere, vel, at de har lagt deres firkantede, ustemte mikroskoperier fra 2015-debuten bag sig og er slået ind på en helt anden tilbagelænet og velvillig vej med åben klang og drevne motiver. Allerheldigst, for os, men ikke for det bebudede mord, at aftenen i Brorsons var noget af det rareste, mest opløftende, jeg længe er løbet ind i (det må altså godt være et succeskriterium, måske en gang per halvår).

    Lige straks jeg frygtede, at åbningens sfæriske tremolo og flimrende strygere skulle udvikle sig til en times meditation – det var, mens man stadig troede, der var tale om ét værk – stjal Palme scenen med blødt, nærved alfaderligt motivarbejde. En kort melodi, bare en håndfuld toner, men fuld af folkemelodisk muld og nyenkel jazzdrift. Siden fulgte komposi-improvisa-tioner, der svajede luftigt om en højtopbygget durakkord, et vidunderligt langt harmonisk forløb pyntet med vippefigurer og til slut en yndighed, jeg genkendte som #42 fra sidste års Yngel-album II. Anmeld bare Palme igen i morgen.

     

     

     

     

  • © Lars Skaaning
    29/3/2024

    Danmark har fået en ny Matthæuspassion

    »Alt hvad jeg komponerede fra da af, skulle være en vej mod en Matthæuspassion,« sagde Bent Sørensen i 2014, da han besluttede at påbegynde dette værk. Alle tænker på Bach, og komponister vil altid skrive i lyset/skyggen af dette mastodontværk. Men Matthæuspassionen er mere et musikalsk fænomen end en beskrivelse af et oratorium med lidelseshistorien som tekstforlæg. Eller måske er det en slags tilstand, hvor vi alle kan projicere vor smerte, sorg, tro eller kærlighed ind i – det sidste har Bent Sørensen især betonet: Den passionerede, menneskelige kærlighed, og resultatet er blevet ufatteligt smukt. Hele vejen igennem de 67 minutter kor og orkestermusik. Virkemidlerne er helt sarte vokalstemmer (verdensklasses udførelse af DR Vokalensemblet), ganske blid orkestrering, klassiske Bent Sørensen-virkemidler som små melodier, man tror, man har hørt før, men som er helt originale. Og en kompositionsstil som hverken er tonal eller atonal, men begge dele. De tonale flader skal ikke lede traditionelt videre til noget andet, men vi hører i stedet skønne klange, der skifter umærkeligt og til tider magisk. Og hvem skulle have troet, at helt dæmpede tromboner med wah-wah-effekt klinger så utrolig raffineret sammen med store klokker? (de eneste slagtøjsinstrumenter i værket).

    Teksten er lige så smukt sammensat af Jakob Holtze (Søren Ulrik Thomsen og Anna Akhmatova m.fl.), og der er faktisk relativt få uddrag fra Matthæusevangeliet. Men det gør ikke noget, for stemningen og tilstanden fra den berømte passion er i den grad grebet. Oslo-musikere har indspillet værket i 2023, men holdet fra Koncerthuset gør det meget bedre – og det kan høres i DR's app.

    Sjældent har et 67 minutters pianissimo talt så kraftigt og stærkt til én.

     

     




     

  • © PR
    26/3/2024

    Jan-Martin Smørdals akustiske teater knitrer og kvækker

    Jan Martin Smørdal: »My Favorite Thing« 

    Hans musik er diskret, men helt tydeligt både i tanke og udtryk. Den norske komponist Jan Martin Smørdal vil noget med samskabelse og sociale dynamikker. I værket My Favorite Thing, der fylder det meste af udgivelsen, har han spurgt sine musikere om minder og forsøgt at komponere dem bagefter. I stykket »Flock of Me« er det musikere, der imiterer optagelser af sig selv. I »less-sense« er det Smørdal, der hele tiden korrigerer sig selv via en sanger. 

    Alt sammen spændende at læse om, men også lidt forkert at sætte i centrum for en samtale om hans album. Musikken er sanselig og interessant – og helt skarpt komponeret. Ofte af skrøbelige perkussive lyde, der interagerer med hinanden i sarte mønstre og holder ørerne på stilke. Så hvorfor som lytter bruge kræfter på at finde rundt i musikkens intellektuelle baggrund undervejs, når man intuitivt kan blive flyttet af lyden selv? 

    My Favorite Thing ekspanderer over ni satser. Fra små knitrende, raspende, kvækkende, skramlende, dansende mønstre til store, fejende orkesterbevægelser iscenesat af det norske radioorkester. Måske er det alligevel hans metode til at involvere andre menneskers tanker, der kan noget andet og skaber fornemmelsen af scener og dramatik? I hvert fald befinder man sig ofte som lytter i et grænseland mellem musik og akustisk teater. Mest tydeligt overhovedet i »less-sense«, der nærmest som et søsterværk til Luciano Berios »Sequenza III« fra tresserne, med heftigt åndedræt og smukke, vibrerende lydeffekter, lyder som en udelelig blanding af sang og skuespil.

     

     

  • 23/3/2024

    Forårsekstase 

    Baraboro: »Spring Mass«

    Med sit andet album under kunstnernavnet Baraboro forsøger litauskfødte Gintė Preisaitė at hidkalde det forår, vi alle sammen utålmodigt venter på. Spring Mass er et komplekst og nuanceret værk om ikke bare årstiden, men også vores forhold til den. Den elektroniske åbner, »Nacre«, er cirkulær, spirende og fuld af vildtvoksende liv. Det ustoppelige væld af lyd i vækst finder sin roligere, mere drivende, men i lige så høj grad repetitive, modpart i andet nummer, »March«. Begge formår de at skildre den ekstatiske følelse af forårets komme. 

    De to efterfølgende numre udvider stemningen med mere plads til tvivl end optimisme: Den melankolske blæserkomposition »Lament« vækker mindelser om de grå dage, der til stadighed indtræffer, og den dystre elektronik og skrattende klaverstrenge i »Žibutė« skaber usikkerhed og frygt. Tog vi glæderne på forskud? Sådan lyder det.

    Afslutningsvis finder »Stochastic Meditation« en mellemvej. De iterative blæserpassager får følgeskab af underliggende elektronik og skaber en smuk stilhed efter stormen. Solskin og regnvejr mødes i forårets foranderlige virkelighed. Spring Mass imponerer med sin dybde og spejler den oplevelse, mange af os kan have på denne tid af året.

     

     

     

  • © PR
    22/3/2024

    Når ørerne er i alarmberedskab

    Aura Satz: »Preemptive Listening«

    Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.

    Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer. 

    Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.

    Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.

    Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.

     

     

     

     

  • © PR
    11/3/2024

    Lækkert …og lidt kedeligt

    Olof Dreijer: »Coral«

    Jeg måtte lige tjekke kalenderen: var jeg blevet transporteret tilbage til år 2006? Klangen på »Coral«, titelnummeret på den nye EP fra Olof Dreijer, lyder nemlig meget som lyden af Dreijers gamle familieband The Knifes Silent Shout-album. Kolde fm-klange, der lige nøjagtigt har nok bevægelse i sine overtoner til, at de bliver dejligt interessante at fordybe sig i. De kolde synthesizere varmes dog dog hurtigt op i mødet med latinamerikanske klokker, der sammen med en brølende bas ændrer nummerets fokus fra klang til hoftevrik. 

    Det er ikke noget nyt greb at sætte funktionelt dansemusik i møde med et tæppe af omgivelsesmusik. Wolfgang Voights GAS-projekt har excelleret i at vise, hvad der sker, når et klangtæppe møder en puls, man kan danse til, og danske Kasper Marott har omvendt vist, hvor meget man kan variere et housenummer ved at kombinere det med feltoptagelser af lydmiljøer. 

    Desværre bliver Coral en smule blodfattig. Klokkernes claver når aldrig helt op i den polyrytmiske intensitet, som man kender det fra eksempelvis samba, og de omgivende lyde virker halvbagte. Det er synd, for den støjende kakofoni, der findes i eksempelvis samba, havde været et oplagt klangmateriale at bearbejde, for Dreijer er virkelig dygtig til at bearbejde lyd. Det hele lyder lækkert.

    EP'ens resterende to numre er skabt med præpareret klaver og fuglefløjter. Her viser Dreijer sig som en dygtig musiker, der får lavet nogle virkelig flotte gestikulationer med klaveret, som lyder meget mildt af et præpareret klaver at være. Fløjterne er også et godt valg, fordi de giver en spøjs halvnaturlig klang, der smukt tegner et rum op. Men det lyder også bare som en boullionterning af virkelig meget ambientmusik, man har hørt før.