• Vokalselskabet GLAS
    23/8/2021

    Lyt! De tabte lande lever

    Peter Danstrup: »Landene der forsvandt«

    Komponisten Peter Danstrups sangcyklus Landene der forsvandt til Vokalensemblet GLAS lader os besøge lande, hvis navne ikke længere findes på verdenskortene. I en stærk blanding af genrer er hver sang som skåret ud af sit egen tidspunkt i historien. Teksten i den munstre folkevise Heligolandet giver associationer til Alberte Windings universer (en kæmpe kompliment). Min ven Brooke er en bluesy og stærkt humoristisk fortælling, der konstant holdt mig på kanten af mit sæde i spænding efter den næste strofe. Østrumelien har karakter af en revolutionær kampsang, og Libertatia føles som det manglende nummer på Sebastians Skatteøen, nemlig piraternes stærkt politiske modspil mod det klassesamfund, de ikke ønskede at være en del af.

    De mange genrer er mesterligt flettet sammen og fremført af sangerne i ensemblet. Hver sang spiller på nogle kendte musikalske konventioner, så det føles som om, man genkender musikken. Og alligevel vindes nyt land – det er lidt som at studere historien om de lande, der nu mangler. De udfylder nogle huller i vores konventionelle fortællinger.

    Samarbejdet mellem Danstrup og GLAS-sangerne er et af de sjældne samarbejder, der kun bliver bedre efter første gennemlytning – og det bør fortsættes, udbygges og styrkes fra officiel side. Øj hvor er det godt!


     

  • 16/10/2021

    Beats, bas og bekræftelse

    Phtalo: »Phtalo«
    Af

    Heidi Mortensons nye alias og album af samme navn, Phtalo, er et projekt, der meget bevidst refererer en delvist svunden tid, de gode(?) gamle dage, hvor housemusik handlede om fællesskaber. Phtalo er eksplicit queer og anti-ableistisk, hvilket kommer til udtryk via de mange vokalsamples, der er flettet ind blandt de energiske beats, bløde synths og tunge basgange.

    Albummet lægger lovende ud med nummeret »We Have a Body«, der med sin uhyre ørefængende første del henleder tankerne til svedige aerobicstudier i lige så høj grad som mindst lige så fugtige dansegulve. For derefter at skifte musikalsk identitet flere gange i et hæsblæsende løb, der får mig til at ønske, at flere af disse ideer ville være blevet udviklet til længere, separate numre. Efter denne eksplosive start tabes pusten lidt, og mens andet nummer, »Emotions Are My Power«, glimrer med sin nærmest hymniske lovprisning af følelser som en styrke, så er det først med afslutningsnummeret, »Leo«, at jeg føler den samme begejstring, som jeg gjorde indledningsvist. 

    Højdepunkterne er dog så høje – og de såkaldte lavpunkter i virkeligheden ikke så lave – at albummet, med sin inkluderende og imødekommende atmosfære, som helhed er et glædeligt og livsbekræftende eksempel på, hvad det er, housemusikken altid har stået for: beats, bas og bekræftelse.

     

  • Ying-Hsueh Chen. © Francesco Martello
    14/10/2021

    Frossen musik på museet

    Copenhagen Architecture Festival: Ying-Hsueh Chen: »En arkitektonisk koncert-vandring«

    »Musik er flydende arkitektur; arkitektur er frossen musik«. Sådan lyder et berømt citat, der typisk tilskrives den tyske forfatter Johann Wolfgang von Goethe. På Thorvaldsens Museum fik vi et unikt indblik i relationen mellem de to kunstformer, da percussionisten Ying-Hsueh Chen bød på en arkitektonisk koncert-vandring: Gennem de smalle gange, forbi Thorvaldsens gipsmodeller og marmorstatuer, fra rum til rum ledte hun publikum, mens hun udforskede forskellige slagtøjsinstrumenters muligheder. 

    Vandringen var en nysgerrig undersøgelse af lydens materialitet; en undersøgelse, der demonstrerede, hvordan slagtøjsinstrumenter af forskellige materialer interagerede med rummene på vidt forskellig vis. Det var fascinerende at bevidne, hvordan et for mig ukendt, kugleformet instrument af træ producerede en lyd, der blev kastet ud i rummet med en sådan smertefuld voldsomhed, at man kunne høre selve murene skælve, mens lyden af et andet instrument – denne gang af metal – blev spaltet i det intrikate klangrum, sådan at den mindede om kvidrende fuglesang. 

    Højdepunktet var uden sammenligning Chens fortolkning af græske Iannis Xenakis' værk, Rebonds, der blev opført med så storslået en sans for drama, at det til fulde kunne konkurrere med den kolossale rytterstatue af den tysk-romerske kejser Maximillian I, som det blev opført foran. Xenakis, der i sit virke som både komponist og arkitekt netop var interesseret i lydens og rummets indbyrdes relation, ville have været stolt. 

  • Janet Beat. © PR
    11/10/2021

    Dråber fra en ukendt måne

    Janet Beat: »Pioneering Knob Twiddler«

    Hvorfor give en 83-årig dames debutalbum med musik, der er ældre end de flestes fædre, et lyt? Bag goddag-mand-økseskaft-titlen Pioneering Knob Twiddler er skotske Janet Beat, som skabte elektronisk musik i 50’erne, og som samtiden ikke har anerkendt på samme niveau som de ligesindede, kvindelige pionerer Delia Derbyshire og Daphne Oram. Så nu det Beats tur til den retroaktive hyldests spotlight.  

    »Dancing On Moonbeams« lyder som sin titel – kaskader af oscillerende sinusbølger, der daler ned over lytteren som dråber fra en ukendt måne. Lige så interessant er »Echoes of Bali«, der minder om en opdagelsesrejsende, der genskaber den lokale, balinesiske gamelanmusik, ud fra et fjernt minde. Selv på den 12 minutter lange »A Willow Swept By Train« mærkes historiens vingesus i den efterbehandlede guitar og den stigende sinustone, der peger frem mod noget fra Kraftwerks helt tidlige præ-Autobahn plader. Kraut før kraut.

    Beats debut er måske ikke den stærkeste opsamling af klangkunst derude, men spor af alt fra Aphex Twin til Pink Floyd i hendes abstrakte lydsider er nok til, at denne historiske samling fortjener et lyt af alle med en sund interesse for elektronisk musik. 

  • Hôy La. © Petra Kleis
    7/10/2021

    Dæmoner i køjen

    Hôy La: »There’s a Girl Inside My Brain Who Wants to Die«

    There is a girl inside my brain who wants to die er ikke en titel, der ligefrem leder en i en munter retning. Men helt Billie Eilish-cover-dystert bliver det nu aldrig, selvom vi er tæt på flere steder. Hôy Las kompositioner spænder fra det minimale og elektroniske til mødet mellem insisterende beats og freejazz-saxofoner og helt til de low-key poppede numre – og alt dette når vi at opleve indenfor de første tre numre. 

    Centralt står Hôy Las stemme, filtreret som om hun kommunikerede med os gennem radioen. Nogle gange synger stemmen, andre gange taler den eller messer. Det er aldrig stemmen, der kommer med de store overraskelser eller de vilde spring, men hun har en fantastisk kontrol. Aldrig har en stemme så roligt fortalt om dæmonen i sengen.

    Hôy Las skiftende brug af elektroniske og akustiske instrumenter, og de pludselige beats, der i tide og utide får lov at afbryde, får mig til at tænke på den fragmentariske hukommelse, man bevarer efter en traumatisk hændelse. Men værket indeholder også håb og erkendelse. Måske er det endda traumebearbejdelse gennem artpop? De poppede numre og sektioner bliver stærkere og stærkere mod slutningen – ligesom teksterne bliver mere udtalte om de rædsler, der flygtes fra. 

     

  • Hôy La. © Petra Kleis
    7/10/2021

    Bag brandvæggen ligger utopien

    Hôy La: »There’s a Girl Inside My Brain Who Wants to Die«

    Når jeg sætter mig og skriver formskemaerne ned på papir, kan jeg jo godt se det. At Ingri Høylands album består af både klangligt og formmæssigt varierede skæringer, der til tider er helt eminent godt og ukonventionelt sat sammen. Tiden bliver strakt helt ud på åbningen »Ego, Bitch« og giver en overlegen baggrund for vokalens insisterende refræn om handlekraft. Som komponist vil hun virkelig noget, og som producer vil hun – sammen med de øvrige fire producere på udgivelsen – virkelig, virkelig noget, ja næsten alt.

    Jeg kigger ned på papiret og konstaterer, albummet er noget af det ypperste, der er udkommet i år. At det er sådan, Billie Eilish ville have lydt, hvis hun ligesom Høyland studerede på Rytmekons i København. Her er plads til bløde sirener, skinger solosaxofon, drevne grooves og et virvar af pludselige syntetiske indgreb. Så kigger jeg op fra papiret og spørger mig selv, hvorfor jeg alligevel ikke helt lader mig rive med.

    Hovedmistanken retter sig mod den næsten provokativt anonyme vokal, der ofte er lige så druknet i filtre og manipulationer som resten af lydbilledet. Det bliver kontrol med kontrol på, og det er måske lige kontrol nok. Heldigvis er udgivelsen ikke kun en portefølje over teknisk finesse, men vidner altså også om et enormt potentiale, som ligger og gemmer sig bag firewallen. Virus efterlyses.