Arvo Pärt: Kreative perioder

Den sovjettiske undertrykkelse var med til at forme Pärt som kunstner

I de seneste Interview har Pärt udtalt, at han ikke ville have været den samme kunstner unde sine erfaringer fra livet under den sovjetiske undertrykkelse. Her giver den estiske musikredaktør Immo Mihkelson et signalement af estisk musik i al almindelighed og komponisten Arvo Pärt i særdeleshed.

Hillier om Pärt

Da Arvo Pärt i midten af 1970erne udviklede sin tintinnabuli-teknik, skrev han en række værker, der kan fremføres af forskellige kombinationer af stemmer og instrumenter. På dette punkt har Pärts musik meget til fælles med bl.a. renæssancens flerstemmige musik og til en vis grad også Bachs musik. En af de ting, som denne koncert illustrerer (selvom det ikke var vores oprindelige hensigt), er bevægeligheden i Pärts musik, sådan forstået, at han har fundet det hensigtsmæssigt at omarbejde allerede eksisterende værker for nye sammenhænge eller besætninger. Grunden til dette skal findes i selve tintinnabuli-processens egenart (teknikken beskrives senere i denne artikel), og ikke i nogen form for mangel på instrumentationskundskab – Pärt er mester i instrumentalfarver, når han ønsker at være det.

Per Nørgård og Storbritannien

En komponist uden krop

Da Fartein Valen (1887-1952) begyndte at udgive og få opført værker i en atonal polyfon stil i slutningen af 1920erne, førte det til en stor strid i Norge, hvor den nationale linje var dominerende. Denne konflikt gentog sig i 1935, hvor der blev søgt om komponistgage til Valen. Den fiktive Gabriel Landfeldt kaster sig ind i denne strid på de nationales side. Han har lånt træk fra psykiateren Gabriel Langfeldt, som hjalp norsk retsvæsen med en vurdering af Knut Hamsuns mentale tilstand i retsopgøret efter krigen, hvor han konstaterede »varigt svækkede sjælsevner«, og dermed fritog staten for at straffe den næsten 90-årige nobelprisvinder. Men Hamsun kvitterede med sin underfundige bog Paa gjengrodde stier, som slet ikke er »varigt svækket«. Den Landfeldt som optræder i nærværende sammenhæng, lader sig også bruge af nationen for at holde en distance til modernismens farer. Han er ond, men ikke dum: hans analyse af Valens skyhed, hans ensomhed og isolation er ikke helt uden hold i virkeligheden. Derfor forsvarer han også sin plads i romanen om Valen.

Afsnittet om Landfeldts analyse af Valen indgår i Jan Inge Sørbøs roman Symfoni No. 3, Opus 41, som udkom på Det Norske Samlaget i 2006. Teksten bringes med venlig tilladelse af forfatter og forlag.