Gubaidulina blev uddannet i Moskva, men var født i den tatariske sovjetrepublik tusinder af kilometer øst for hovedstaden, og den kulturelle baggrund i kaukasiske og østasiatiske instrumenter og musikformer er af afgørende betydning for hendes musik. I 1975 grundlagde hun sammen med to kolleger et improvisations ensemble der optrådte med sjældne folkeinstrumenter og med inspiration fra områdets folkeligt-rituelle traditioner. Men samtidig fremgår hendes tilknytning til den vestlige kulturkreds tydeligt af hendes titler, af valget af f.eks. latinske, tyske eller italienske tekster og af referencer til græsk tragedie, til Kants filosofi m.m.
Ganske bevidst undgår Gubaidulina i reglen "absolut" musik, næsten altid forlanger hun rituelle bevægelser eller handlinger udført af musikerne, hun indvæver digterisk stof eller opsøger på anden vis såkaldt ekstramusikalske virkemidler.
Ved frivillig isolation og ved at udvikle en indadvendt, meditativ musikalsk æstetik undgik Gubaidulina i et vist omfang de brutale politiske overgreb som blev mange af hendes sovjetiske kolleger til del. Men først da perestrojka og glasnost begyndte at præge det sovjetiske samfund midt i 80'erne, fik hun udrejsetilladelse til Vesten. Derefter steg hendes stjerne imidlertid lodret, og hun blev nærmest et ikon for en enkel, stærk og indlysende troværdig udtryksfuldhed hinsides alle de ideologiske og politiske nærkampe i vestlig kulturdebat.
