Fra et typisk folkoristisk udgangspunkt og med rødder i Bartóks sene værker og klanglige eksperimenter i den 1. symfoni (1947) udviklede Lutoslawski en formklar og farvestrålende, teknisk disciplineret og brillant neotonal stil med franske rødder. Siden så han muligheden for en afgrænset, styret tilfældighed der kunne levendegøre musikkens detaljer uden at hindre en harmonisk velberegnet, komponeret helhed. Tanken udsprang direkte af idéen om klart definerede akkordstrukturer som melodisk styrende princip og den heraf følgende sløring af skillelinjen mellem lodret og vandret, mellem harmoni og melodi. Ved at se bort fra fælles koordination af de enkelte stemmer og fra fælles puls, accepterede Lutoslawski at musikkens lodrette plan ikke var fuldt ud forudsigeligt. Men det betød i virkeligheden blot at de enkelte melodilinjer tilsammen dannede harmoniske felter (altså samklang). Denne kontrollerede tilfældighed skaber flimrende, koloristiske flader af melodi og rytme, mens musikkens harmoniske aspekt stadig er nøje styret. Gennem hele sin udvikling bevarede Lutoslawski de grundlæggende klassicistiske træk som fx klarhed, forenkling, sektionsdelt form, gentagelse og harmonisk funderet satsteknik.