Annonce
Annonce
Den 18. til 25. maj blev der for fjerde år i træk afholdt Athelas New Music Festival i København. Festivalen, der efterhånden er den største festival for ny kompositionsmusik i Danmark, havde i år taget musikalsk udgangspunkt i forbindelsen mellem Frankrig og Danmark, og fejrede samtidigt Claude Debussys 150-års og Per Nørgårds 80-års fødselsdage. Med dette udgangspunkt blev der, ud over den nationale forbindelse, sat et stærkt fokus på forholdet mellem tradition og samtid, og mellem musik, der står stærkt i det traditionelle koncertrepertoire, og musik, der på godt og ondt lever i et mere aflukket reservat.
Skønhed var der rigeligt af, og perfektionen fik vi også til fulde demonstreret i udførelsen af det krævende program, men klangligt set ville det måske have været mere passende at tale om uperfektionens skønhed
Kunstnerisk outreach
Athelas Sinfonietta har med Anders Beyer i spidsen, de seneste år med succes forsøgt at udvide publikummet for den nyere kompositionsmusik, - at lave kunstnerisk ”outreach”, som det hedder nu til dags. Ved de tidligere festivaler har man ligeledes forsøgt at trække tråde tilbage i tiden, til eksempelvis Carl Nielsen (2010) og Gustav Mahler (2011), men i år har man på interessant vis udvidet det repertoiremæssige outreach ved at fokusere på det klanglige aspekt – et aspekt, der på mange måder går på tværs af genrer og musiklivets institutioner.
Åbningskoncerten: Debussys efterkommere
Ved den officielle åbningskoncert i Teater Republiques altid varme sal, blev det danske og franske tema sat an med tre stykker musik, hvor det første var af Claude Debussy, det sidste af Pierre Boulez og det midterste Pelle Gudmundsen-Holmgreens fransk betitlede Je ne mai tairai jamais. Jamais. Orkestret var Athelas Sinfonietta under ledelse af Pierre-André Valade. På trods af koncertens titel, Debussys efterkommere, var den klanglige kontinuitet mellem værkerne ikke slående. For denne tilhører blev der snarere tale om en demonstration af den ny musiks mange forskellige ansigter, og således en god appetitvækker til resten af ugen.
Debussys Deux danses pour harpe chromatique et orchestra d'instruments à cordes (1904), en harpe-kammerkoncert i den, i mangel af bedre betegnelse, impressionistiske stil, som også er blevet en fast del af det symfoniske repertoire, illustrerede på glimrende vis det historiske udgangspunkt. Til forskel fra når man hører Debussys kendte symfoniske værker, fik vi denne aften en mere intim oplevelse. Den relativt lille strygergruppe gav en ganske anden lyd, og samspillet mellem strengeinstrumenterne, harpen og strygerne, blev også tydeligt i denne kammerudgave. Stykket er oprindeligt skrevet i forbindelse med opfindelsen af den kromatiske harpe. Dette instrument slog dog aldrig rigtig igennem, så i stedet fik vi denne aften de to danse virtuost udført på en almindelig harpe af Maria Boelskov. At Debussys stykke oprindeligt blev skrevet på baggrund af en nyopfindelse, understreger meget godt den ny musiks åbenhed over for den teknologiske udvikling, som findes helt op til i dag, og som vi fik flere eksempler på i løbet af festivalen.
At Debussys stykke oprindeligt blev skrevet på baggrund af en nyopfindelse, understreger meget godt den ny musiks åbenhed over for den teknologiske udvikling, som findes helt op til i dag
I aftenens andet stykke fik vi den ny musiks mere avantgardistiske og ikonoklastiske side demonstreret. Gudmundsen-Holmgreens stykke fra 1966 er inspireret af Samuel Beckett og det absurde teater, og fremmedgørelse og sort humor går da også hånd i hånd i dette stykke, der er skrevet for kor og et specielt instrumentarium bestående af bl.a. hammond-orgel, mandolin, cello, båthorn og to basuner. Mogens Dahls Kammerkor, leverede den nærmest karikerede korsang bestående af hvisken og sang med tillukket strube, som sammen med de enkelte instrumenters selvstændige og gestusagtige præg, forenede sig til en montage. Denne var ledsaget af oplæsning af uddrag fra Becketts roman, Den unævnelige (læst op af Stig Hoffmeyer), og på trods af værkets brudte og fragmentariske karakter, var der faktisk også passager, hvor de heteronome elementer, såsom båthorn, kraftige basun-stød, mandolin og det strubesyngende kor, samlede sig i en overvældende helhed.
Det sidste stykke på aftenens program var Pierre Boulez' Dérive 2 (1988-2006) der hermed fik sin danske førsteopførelse. Pianist og dirigent Daniel Barenboim har beskrevet, hvordan han, første gang han fik partituret i hænde, var ude af stand til at følge musikken – selv da han hørte Boulez' prøveindspilning af stykket! Det vidner lidt om kompleksiteten i Boulez' musik, og man havde derfor lidt bange anelser, når stykket i programnoterne blev karakteriseret som at kigge i et kalejdoskop i 45 minutter! Hverken svimmelhed eller kedsomhed indtrådte dog – Boulez' musik er meget kompleks og sanseindtrykkene er store, men netop denne kompleksitet er også i stand til at sætte vores vante forventninger ud af kraft og give plads til, at andre musikalske fænomener kan træde frem af den tætte tekstur. I dette stykke var det særligt variationen i sammenspillet mellem de forskellige instrumenter og instrumentgrupper, der trådte frem og gjorde helheden meningsfuld.
Rolf Hind, foto: Alexander Banck-Petersen
Perfektionen og uperfektionens skønhed
Den klanglige kontinuitet, der som nævnt var en intention i programlægningen for festivalen i år, blev til gengæld fuldt indfriet ved mandagens koncert med den engelske pianist Rolf Hind under titlen Skønhed og perfektion. Skønhed var der rigeligt af, og perfektionen fik vi også til fulde demonstreret i udførelsen af det krævende program, men klangligt set ville det måske have været mere passende at tale om uperfektionens skønhed. I hvert fald var der ud over klaverstykker af Erik Satie og Claude Debussy, stykker af John Cage samt en uropførelse af Christian Winther Christensen på programmet, begge skrevet for præpareret klaver, hvis klang må siges at have rod i det uperfekte. Stykkerne var bl.a. plukket fra Saties Gnosieenne-samling, Debussys præludier og etuder og fra Cages Sonatas and interludes for præpareret klaver. Uropførelsen blev spillet på et særligt tape-præpareret opretstående klaver, der også blev elektronisk behandlet. Rolf Hind havde sammensat stykkerne på kryds og tværs som en samlet, suite og frabad sig klapsalver mellem ”satserne”. Dette viste sig at være en god idé; koncerten blev til en meditativ helhed, der på fineste vis fik demonstreret den klanglige kontinuitet i programmet. Vel har de tre ældre komponister hver deres helt særlige lyd. På mange måder er der langt fra Saties stemningsfulde, men også salonagtige, små vignetter, til Debussys virtuose klanglige og harmoniske udfoldelser, og til Cages gamelan-klingende og pulserende stykker. Men fx overgangen fra Cages Interlude nr. 3 til Debussys etuder Pour les sonorités opposées Pour les degrés chromatiques understregede for mig, hvordan Debussys arbejde med klaverets klanglige muligheder i anslag og dynamik i høj grad er sammenlignelig med Cages mere håndgribelige transformation af klaverklangen til et tone-støj kontinuum ved hjælp af metal, gummi m.v. Pierre Boulez har betegnet det som des sons complexes – Cages komplekse klange – og været inspireret af dem på linje med Debussy og Edgard Varèse. (Det ville i øvrigt have været interessant med et Boulez-stykke på programmet også denne aften.)
Det skal siges, at Rolf Hind spiller Debussy og Satie moderne. Der er ikke tale om romantisk-indsovsede fortolkninger, men om en tilgang, hvor det brudte, det rytmisk prægnante og de klanglige forskelle kommer til fuld udfoldelse. Også overgangen fra Saties Gnosienne nr. 3 til Cages Sonata 14 & 15 (Gemini) var overbevisende. Hinds generøse pedalbrug i slutningen af Saties stykke gav en nærmest æterisk stemning, der ledte perfekt over til det meditative slutstykke af Cage.
Prepareret, foto: Alexander Banck-Petersen
Winther Christensens six festival overtures [constructed in a poor romantic prelude style] var tydeligt inspireret af Cage, men var dog videreudviklet i en mere moderne og voldsom retning. Den teknologiske udvikling i form computerprogrammet Max/MSP var direkte i spil i den opdaterede præparering, og selve tangenternes lyd, når man lader neglen løbe langs med dem, fungerede som en rød tråd i stykket.
Kun en mindre skare var desværre mødt til denne koncert, der på fineste vis demonstrerede at moderne musik ikke behøver at være larmende og svær, men kan være poetisk og skøn i al sin perfekte uperfekthed.
Ravels efterkommere
Mandag aften var en tour de force i klang med den franske spektralmusik som omdrejningspunkt, igen med instrumentalister fra Athelas Sinfonietta under ledelse af Valade. Først skulle der gøres et regnskab op: Ligesom Debussy-stykket fra åbningskoncerten blev bestilt af harpefirmaet Pleyel i forbindelse med deres nyopfundne kromatiske harpe, bestilte et konkurrerende firma, Érard, et tilsvarende værk fra komponisten Maurice Ravel til deres nye harpemodel, og dette stykke Introduction et Allegro var udgangspunktet for koncerten Ravels efterkommere. Ravels stykke er udover harpen instrumenteret for fløjte, klarinet og strygekvartet, og dette gav selvfølgelig et andet lydbillede og andre muligheder for sammenspil end hos Debussy. Harpesolist var igen Maria Boelskov og særligt den afsluttende, meget stemningsfulde harpekadence var imponerede. Derefter var Rold Hind igen på scenen i Boulez' Incises for soloklaver – et stykke musik, der rummer stor kompleksitet og voldsomhed, men hvor man også aner Boulez' franske ophav i visse passager, der giver associationer til Debussy eller sågar til jazzimprovisation.
Philippe Hurels … à mesure, inspireret af spektralmusikken, arbejdede med skiftende grupper af hektisk og repetitiv karakter, en slags punktagtig rytmik, og så mere rolige afsnit med fokus på klangblanding instrumenterne imellem. Instrumentariet bestod bl.a. af basklarinet, piccolofløjte og vibrafon, og det gav anledning til nogle imponerede klangvirkninger. Et yderst velplaceret mini-bækken indgik som eneste reelle slagtøjsinstrument, og satte prikken over i'et. Hurels stykke kan høres her, og særligt det rytmiske afsnit fra 3:35 og klangvirkningerne fra 8:50 gjorde indtryk. Netop disse panorerende klangvirkninger virkede enormt stærkt live – den rumlige dimension og instrumentklangenes nærvær er livekoncertens force i vor digitale tid.
Dust encapsulated, foto: Alexander Banck-Petersen
Næstsidste stykker var Dérive 1 af Boulez, et stykke for lille besætning uden den store klanglige lighed med Dérive 2 fra åbningskoncerten, som det danner kompositorisk basis for. Tværtimod var stykket præget af en helt anderledes ro og af fokus på samklangene. Sidste stykke på programmet var Rune Glerups Dust encapsulated nr. 2 som fuldendte koncertens klangfokus på fin vis. Her blev det klanglige arbejde mere instrumentnært i form af overblæsninger, flatterzunge og pusten i blæseinstrumenterne (fløjte/piccolo og klarinet/basklarinet), moderne spilleteknikker (”scratch tone” m.v.) hos strygerne (violin og cello) og spil direkte på klaverets strenge – alt sammen brugt i en kompositorisk struktur med nærmest ritornel-agtige passager med variationer imellem.
Frie figurer
Senere tirsdag aften spillede Esbjerg Ensemble under titlen Frie figurer mere musik med rod i det spektrale. Der blev dog lagt ud med Poul Ruders 6 Romances for klaver og bratsch, et værk der med sin enkelhed og nærmest diatoniske harmonik på en måde lå langt fra resten af koncertens mere ”avancerede” værker. Bratschen som solist opleves sjældent, og det er egentlig ærgerligt, for når man har sine ører indstillet på klang, var i hvert fald Ruders brug af bratschen yderst udtryksfuld i disse stykker.
Bratschen som solist opleves sjældent, og det er egentlig ærgerligt, for når man har sine ører indstillet på klang, var i hvert fald Ruders brug af bratschen yderst udtryksfuld i disse stykker.
De to spektrale værker, Gérard Griseys Talea – ou la machine et les herbes folles og Philippe Hurels Figures Libres, som begge var for forskellige kammerbesætninger, var af en anden kompleksitet, og bar præg af en æstetik langt fra romancens.
Griseys stykke var svært at få form på som lytter. Det indeholdt bl.a. afsnit, hvor gestikken udvikler sig til stillestående klange, imiterende passager, klaverbuldren og klanglige eksperimenter, hvor der så at sige panoreres i det lydflade, der møder lytteren. Titlen og Griseys (nærmest deleuzianske) beskrivelse af stykket som en ”maskine”, der i første del frembringer den frihed, der i anden del underminerer maskinens egen struktur, var for denne tilhører mere end svært at genkende i det ret lange stykke musik. De frie figurer i Hurels stykke var derimod mere tilgængelige. Det var tydeligt at høre, hvordan forskellige begrænsninger i musikken, fx i form af unisone passager, gradvis opløstes. Særligt den måde slagtøjet (gonger, bækkener, stortromme m.v.) indgik i klangblandinger (fx med basklarinet og strygere) og den måde slagtøjet aktiv markerede den kompositoriske form var interessant.
Den danske forbindelse
På festivalens sidste aften, fredag d. 25. maj, blev der spillet musik af den anden fødselar, Per Nørgård – hans anden violinkoncert, Borderlines. På scenen var Stavanger Symfoniorkester (eller strygerne og en enkelt slagtøjspiller) med solist Peter Herresthal under ledelse af dirigent Andrew Manze. Under titlen Den danske forbindelse blev der desuden spillet Carl Nielsens Lille suite for strygere samt musik af John Dowland og Dietrich Buxtehude, begge i orkestreringer af Manze. Både Dowland og Buxtehude havde forbindelse til Danmark, og den nationale forbindelse og den historiske kontinuitet var således igen i spil i programlægningen. Man havde forsøgt sig med en inddeling af programmet i to adskilte suiter spillet uden afbrydelser, men musikken føjede sig ikke sammen i en enhed, der virkede overbevisende for denne tilhører. Manzes orkestreringer af Dowland var sådan set velklingende, men ikke særlig interessante. De var skrevet i en ret traditionel strygersats, der hverken fremhævede originalmaterialets historiske udgangspunkt eller for alvor satte nutidens præg på musikken (som fx Anton Weberns Bach-instrumentation). Det samme kan siges om udførelsen, der lagde sig et mærkeligt sted mellem ”autentisk” og moderne opførelsespraksis – vibratoløst, men dog med moderne strygerklang. Bedre gik det i Nielsens suite, hans første værk med opusnummer, hvor man tydeligt kan høre både den unge Nielsens romantiske inspiration og hans senere så kendte lyd. Men orkestret klang dog bedst i Nørgårds Borderlines, hvor den store klanglige og spilletekniske variation kom til sin ret.
JACK Quartet
Festivalens sidste koncert var med den amerikanske strygekvartet JACK Quartet. Det var en lang koncert med adskillige stykker på programmet. Koncerten blev desværre skæmmet en smule af baggrundsstøj fra pinsekarnevallet i Fælledparken. Lavfrekvente ”bass drops” trænger igennem det meste og går dårligt i spænd med sarte strygerklange i det høje register. Koncerten var heldigvis varieret, og særligt Allain Gaussins Chakra var interessant med sine undersøgelser af transformationer mellem forskellige spilletekniske og klanglige niveauer. I Simon Steen-Andersens videoinstallation Obstruction Study #1,2,3 blev det undersøgt, hvad der sker, når en strygekvartet spiller Schumann med vanddunke og elastikker bundet til hænderne, med syn og hørelse forstyrret med hvid støj og varierende lys og med buer præpareret med tape og velcro! Også i uropførelsen af Steen-Andersens Strygekvartet #2 blev de præparerede og forstærkede buer brugt i en komposition nærmest uden reelle toner, men med en afsøgning af det lydlige univers, strygerstrengen giver anledning til. Endelig var Iannis Xenakis' Tetras et rigtigt virtuosstykke, og det fremgik tydeligt, at JACK Quartet kendte dette værk i dybden og kunne fremføre det med stor overbevisning.
forlæg, foto: Alexander Banck-Petersen
Exit Beyer
Årets festival var den sidste under ledelse af Anders Beyer, som har valgt at søge nye veje, efter at Athelas Sinfonietta og festivalen er blevet godt etableret. Den nye ledelse bliver komponisterne Rune Glerup og Christian Winther Christensen (som begge fik opført værker på årets festival) i samarbejde med chefdirigent Pierre-André Valade. Det bliver spændende at se, om de formår at holde det høje kunstneriske niveau, og om den nye model med administrativ og kunstneriske ledelse separeret vil kunne føre de sidste års succes videre.