Brugt om musik har ordet ingen af sine vanlige politiske konnotationer, og det vil i reglen kunne erstattes med "traditionalisme" uden at forstyrre meningen. Det har været anvendt både bredt om komponister som stædigt fastholder eller forsvarer eksisterende konventioner, og om komponister som mere eller mindre bevidst og ubekymret vælger at befinde sig i en slags "tidslomme".

Blandt de første kan som særligt karakteristiske eksempler nævnes tyskeren Hans Pfitzner, østrigerne Franz Schmidt og Erich Wolfgang Korngold, amerikanerne Samuel Barber, David del Tredici, Ned Rorem og John Corigliano, italieneren Ottotino Respighi, englænderen William Walton og finnen Kalevi Aho.

Blandt de sidste er den 70-årige Richard Strauss skoleeksemplet. Først nu, hvor Strauss' politiske ukorrekthed er stort set glemt, og hvor man har indset at kunstnerisk troværdighed ikke nødvendigvis hænger sammen med fremskridt og nyskabelse, er hans seneste, helt igennem romantisk-tonale værker (som "Metamorphosen", 1945 og "Vier letzte Lieder", 1948) blevet en fuldgyldig del af standardrepertoiret.

 Danske komponister: Leif Kayser, Jørgen Jersild, Niels la Cour, Bo Holten