Læsning og lytning til din sommerferie

1. July 2017

Det danske sommervejr minder os – på godt og ondt – om, at det er tid til at holde fri og koble af. Ferien er oplagt til at få læst og lyttet til nogle af de ting, der måske ikke er tid til i en travl hverdag, og her bidrager Seismograf med en god stak indhold til lidt digital sommerfordybelse. Vi holder lukket i juli, men går ikke på ferie uden at sikre os, at der er masser af lytte- og læsestof på både dansk og engelsk til at holde hele sommeren.

Komponister på scenen
Du kan starte med at fordybe dig i 
vores seneste engelsksprogede fokus, der under overskriften Composer/Performer gennem syv artikler beskæftiger sig med komponister, der går på scenen og tilfører musikken nye performative aspekter såvel som en indbygget udforskning og genovervejelse af komponistens rolle. Fokusset udspringer af et forskningsprojekt anført af Sanne Krogh Groth, der også har redigeret fokusset, og de grunlæggende idéer opridses og diskuteres i hendes egen artikel. Norske Trond Reinholdtsen reflekterer over det 20. århundredes komponister, idet han præsenterer sit énmandsprojekt The Norwegian Opera. Juliana Hodkinson genbesøger en personlig krise i sin tekst, mens Niels Rønsholdt identificerer sig med lytteren, når han positionerer sig som fremmed i forhold til sin egen musik. Den femte artikel er en transkriberet paneldebat mellem Louise AleniusKristian Hverring og Simon Steen-Andersen fra Nordic Music Days i Reykjavik. Alenius er tilmed omdrejningspunktet for en artikel af Torben Sangild, som har oplevet en én-til-én-koncert med komponisten i sit soveværelse, der midlertidigt blev omdannet til koncertsal. Musiker, komponist og forsker Henrik Frisk afslutter med at undersøge mulighederne i det amatøristiske aspekt ved komponister, der går på scenen og påtager sig musikalske opgaver, de ikke er skolede til.

Lyt Dybt
Vores podcast Lyt Dybt har netop afsluttet sin første sæson, og der er sammenlagt 15 afsnit om alt fra undervandsoptagelser og hverdagslyd til voksvalser, midi-violiner og lyttemeditation, som du kan give dig hen til, hvis du ikke allerede har gjort det. De seneste afsnit er en del af den serie, vi kalder 
Lyden af planeten Jorden, som helliger sig fænomenet The Voyager Golden Records – to guld-LP'er indeholdende musik og lyde fra vores klode, som blev sendt ud i det interstellare rum i 1977.
I serien møder vi lektor og kunstner Jenny Gräf, mediearkæolog Jussi Parikka, forfattersaxofonist TS Høeg samt kurator og NASA-buff Jacob Lillemose, der alle forholder sig til dét at sende jordlyde ud i rummet.
Søg på Lyt Dybt i din podcast-app eller lyt med her på siden.

Senest på seismograf.org

»Hvis man præsenterer noget meningsløst vrøvl, sker der ingenting.« Søren Møller Sørensen mødte ved et tilfælde en af sine bekendte på et konditori i Cairo – den egyptiske komponist Bahaa El-Ansary. Det kom der et spændende interview ud af.

»Det umiddelbare indtryk af mødet med værkerne forandredes gradvist, og efter et stykke tid udvikler udstillingen sig i retning mod det, jeg opfatter som kernen i de fleste af Norments værker; arbejdet med materialer og titler, hvor lyd ofte er et grundelement.« Andreas Engström anmelder Camille Norments aktuelle udstilling på Oslo Kunstforening.

»Struer Tracks er på mange måder godt nyt for den danske lydkunstscene. Åbningsweekenden tegner i hvert fald et billede af en forfriskende uformel og særdeles vedkommende formidling af et meget bredt udsnit af lydkunst anno 2017.« Jakob Gustav Winckler har besøgt Danmarks eneste festival for stedsspecifik lydkunst, Struer Tracks.

Fik du vist, hvem komponisten Allan er? »Det er det, jeg er lidt i tvivl om. Derfor ville lidt mere musik have været godt,« siger han. »Men personen Allan var der – for første gang.« Læs Sune Anderbergs portrætinterview med debutanten Allan Gravgaard Madsen.