Farvel til det ensomme geni

Musikjournalistikken hædrer stadig i høj grad frontfigurer, og vi er alle blevet indprentet det kapitalistiske liberale tankegods om, at man er sin egen lykkes smed. For de fleste musikere – uanset hvilken genre de arbejder i – er musikken imidlertid ikke bare et ensomt virke, men en stadig udveksling af idéer, skitser og toner sammen med kolleger på tværs af faglighed, uanset om man udfolder sig i bands, orkestre, udgivelses-kollektiver, arrangørkollektiver, går til jamsessions eller arbejder sammen med co-writere eller producere.

Tre musikere – Qarin Wikström, Mika Persdotter, Sonja LaBianca – født i tre forskellige årtier fortæller om deres fællesskaber, og hvad fællesskaber betyder for dem og deres musik.

»Jeg ville ikke sidde og vente på at blive ringet op, men skabe min egen scene, min egen drømmekoncert«

»Jeg vil være en del af bandet«

»Det er vigtigt for mig at være i kontakt med både det indadvendte og det udadvendte,« siger Qarin Wikström, komponist, sanger og elektronisk musiker, som har været en del af den københavnske eksperimentelle musikscene i mere end 20 år.

»Jeg har både brug for at stå og nørde med mig selv og musikken, men samtidig er det forbindelsen mellem mennesker, der altid har interesseret og inspireret mig.« 

45-årige Qarin Wikström har udgivet mere end 17 albums med egne grupper som Shitney, Kostcirklen, Heney/Wikström, Sekten og Müntzing/Wikström. I den sidste tid – både efter hun fik børn, men især også under Corona-nedlukninger – har hun mærket, at hun også har brug at være en del af nogle større og mere uforpligtende, mangfoldige fællesskaber, a la dem man ville finde på en mere traditionel arbejdsplads:

»Jeg har jo gode kreative fællesskaber i de bands jeg spiller i, men jeg tror det er vigtigt for mig også at mødes med nogen, som ikke nødvendigvis arbejder med lige præcis dét jeg gør, men hvor man alligevel kan spejle sig i hinanden og hinandens processer.«

Pandemien gav nye idéer til idéudveksling på afstand. Internet-communities blomstrede også i de kunstneriske miljøer, da fysiske møder ikke længere var mulige i samme grad som før. Samtidig led vores nære og mere etablerede fællesskaber et knæk, som vi stadig må reparere på her et år efter sidste nedlukning af kulturlivet. Det blev også tydeligt, hvor forskellige kunstnerliv kan være, og hvor sammensat, og dermed skrøbelig, en hverdag mange musikere har.

»Myten om det ensomme geni har jeg aldrig troet på, og det har heller ikke været min arbejdsmetode«

»Det er lidt specielt for os, indenfor jazz – altså der er jo mange i pop- og rock-verdenen, som spiller med et band, eller max to projekter, hvor man har det der on-going og mødes regelmæssigt. Det er et lidt specielt arbejdsliv, for mit musikalske liv er spredt ud på mange forskellige konstellationer. Under Corona var fællesskaberne ikke længere selvfølgelige, når den ene bor i Oslo og den anden i Stockholm, og man kun mødes, når der er en vigtig grund, såsom en koncert eller en indspilning.«

En ny bølge af musikere har dog i den seneste tid taget initiativ til aktivt at skabe en række forskellige organiserede fællesskaber: øvefællesskabet Taverna Centrale, impro-kollektivet Okto Sounds, foreningerne Musikbevægelsen af 2019, 1610K, Women in Live Music, Aarhus Lydforening samt uafhængige labels som CRRNT, Nice Things Records og Hun Solo Society. Qarin Wikström deltog for nylig for første gang i et af Komponistkollektivets månedlige møder, hvor man mødes, spiser sammen og snakker om sit kunstneriske arbejde.

Du er både en del af pladeselskabet ILK samt det frie improvisationsmiljø, hvor man hylder Do-It-Yourself-tanken og stærke solister. Hvad betyder fællesskaber for dig?

»Myten om det ensomme geni har jeg aldrig troet på, og det har heller ikke været min arbejdsmetode. Jeg har også lavet en solo-plade, men det tog mig virkelig lang tid og var en energikrævende proces. Da den kom ud, tænkte jeg: wow, det her skal jeg aldrig gøre mere. Faktisk har den der position, man ofte får som sanger i front aldrig interesseret mig. Det kan godt være, at det er min musik, og jeg står og synger, men det er ikke for at være den dér se-mig-figur, at jeg spiller musik. Jeg vil være en del af bandet.«

»Min generation har ikke været så gode til at se fordelen i at vedligeholde kunstnerfællesskaber«

Oplever du, at det har ændret sig, hvordan musikere organiserer sig i fællesskaber?

»Ja, jeg tror yngre musikere i dag er lidt bedre til at organisere sig i fællesskaber. De står op for hinanden, på godt og ondt. Min generation har ikke været så gode til at se fordelen i at vedligeholde kunstnerfællesskaber i det langstrakte skabende arbejde. Unge musikere er klogere på den måde. Det har nok både noget at gøre med livsfaser, men også med tiden vi lever i. Måske er konkurrencen lidt anderledes i dag.«

Magt over sit eget liv

29-årige Mika Persdotter er bratschist, komponist og sanger, oprindeligt fra Sverige. Hun har sit eget inde-folk soloprojekt Mika Akim, men er også en del af Stök og strygekvartetten Halvcirkel samt initiativtager til Damkapellet – en forening og et ensemble bestående af 15 kvindelige musikere og komponister, der både skriver musik sammen, improviserer, opfører historiske værker af kvindelige musikere, bestiller nye værker hos nulevende kvindelige komponister og arrangerer workshops, koncerter og festivaler. Hun bevæger sig mellem det klassiske og det rytmiske felt og har studeret ved adskillige europæiske klassiske konservatorier samt på solistlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium i København. Persdotter netop har opført Verdensfrelserinden med Halvcirkel og Madame Nielsen på Thalia Theater i Hamburg.

Hvorfor synes du, det er vigtigt som musiker at indgå i og aktivt skabe nye fællesskaber?

»Jeg tror, det er vigtigt at have nogen at dele de eksistentielle spørgsmål med, som alle musikere står overfor, og som man især møder som ung, mens man er ved at etablere sig. Hvordan får man et godt liv som musiker? Hvilken musiker vil jeg være? Før jeg var med i de her fællesskaber, syntes jeg, at det var ensomt at være musiker og faktisk svært at få lavet noget som helst. Som studerende drømte jeg om alt muligt, men uden at være i stand til at gøre noget ved det. På de klassiske konservatorier er man meget fokuseret på, at alle skal ud og spille i orkester, så det var vigtigt for mig at finde nogle at spejle mig i, som ville noget andet, og hvor vi sammen kunne lære alt det, man skal kunne for at leve som freelance musiker.«

»Det var først til en koncert med Halvcirkel, at jeg tænkte, dér er nogen, som vil det samme som mig«

Men kan fællesskaber ikke også tage tid fra at dyrke sin egen karriere? Som musiker kræver det jo en helt ekstrem dedikation at få et teknisk og kunstnerisk topniveau?

»I et fællesskab har man mere magt over sit arbejdsliv. Vi er stærkere sammen. I stedet for altid at tænke, hvad vil jeg gøre, begyndte jeg at se, hvilke mennesker, jeg havde omkring mig, og hvordan kan vi gøre ting sammen. Jeg ville ikke sidde og vente på at blive ringet op, men skabe min egen scene, min egen drømmekoncert.«

Mange musikere vil sige, at noget af det vigtigste ved at studere på en musikuddannelse er at få et netværk og blive en del af et miljø, der kan stimulere kreativiteten og give udsyn og kontekst for ens kreative arbejde. Samtidig bliver disse netværk ofte grobund for fremtidige arbejdsmuligheder. Men Persdotter havde svært ved at finde ligesindede på de klassiske konservatorier:      

»Det var først til en koncert med Halvcirkel, at jeg tænkte, dér er nogen, som vil det samme som mig. Det var første gang, jeg hørte en strygekvartet, som havde plukket alle favoritdele af forskellige klassiske stykker og sat dem sammen på nye måder. De spillede uden noder og havde inkorporeret sceniske elementer. Det har været lærerigt at finde ud af, at man aldrig er alene, men også at det kræver noget af én selv at finde og indgå i fællesskaber, for dermed at bryde en evt. ensomhed. Og måske kan man aldrig finde nogen, der er fuldstændig som én selv, men det kan til gengæld være, de har nogle andre interessante perspektiver, som kan lære dig noget nyt.«

Var det med de tanker, at du startede Damkapellet?

»Ja, jeg havde i mange år levet i frustration over kønsubalancen i det klassiske repertoire, og at der fandtes så mange mandlige magtpositioner i den klassiske verden, som jeg også havde set misbruge deres magt, sexistiske dirigenter og ensembleledere etc. Det var derfor vigtigt for mig at skabe en musikalsk sammenhæng, som var anderledes. Jeg havde ventet på at skabe sådan et feministisk projekt i mange år, men var også lidt bange for at spørge folk i starten, for det føltes bare ikke lige så feministisk i Danmark som i Sverige, i hvert fald ikke i 2016.«

Men tiden var moden. I 2021 modtog Damkapellet Carl Nielsen & Anne-Marie Carl Nielsens Talentpris.

Et spirituelt og intellektuelt rum

For Sonja LaBianca – saxofonist, komponist og lægevidenskabelig forsker – var det fællesskabet, som fik hende til at spille musik, først på gymnasiet, så på Den Rytmiske Højskole og senere sammen med flere af de musikere, hun stadig spiller med i dag i Eget Værelse. Kunstnerkollektivet , som hun kalder »et spirituelt, intellektuelt og virtuelt rum«, er også et pladeselskab, der udgiver alle de fire medlemmers musik, og tæller udover Sonja LaBianca også trommeslager og komponist Anja Jacobsen, trombonist og komponist Maria Bertel og trommeslager/komponist Jaleh Negari. Her udgiver Sonja LaBianca sine soloplader samt udgivelser med de tre bands SOLW, Valby Vokalgruppe og Selvhenter. 

»Vi havde haft bandet Selvhenter i nogle år og havde alle lyst til at fortsætte. På et tidspunkt opstod der et praktisk behov for en platform til at udgive vores musik. I 2010 var det også meget oppe i tiden at være DIY (Do It Yourself). Der var en anti-label-vibe, for det var stadig relativt nyt at udgive musik udenom de etablerede pladeselskaber. Tanken var desuden at samle vores projekter under én paraply, så opmærksomheden fra ét projekt ville komme de andre til gode.«

Da 40-årige Sonja LaBianca modtog en Steppeulv som Årets musiker og en Danish Music Award som Årets nye danske jazznavn for sin soloplade About Room – Room to Be – Rooms, takkede hun derfor også de andre bands, hun er med i: 

»Den plade var et produkt af de fællesskaber, jeg er en del af. De har givet mig nogle konkrete værktøjer: Hvordan arbejder man med sit instrument? Hvordan skriver man et stykke musik? Hvordan får man det optaget? Hvordan laver man et cover? Hvor får man det trykt? Hvordan får man det distribueret og promoveret? Jeg ville ikke være kommet hertil, hvis jeg havde været på egen hånd i musikken, både praktisk og kunstnerisk.«

For Sonja LaBianca er det sociale fællesskab vigtigt for musikken, og man er – på godt og ondt – afhængige af hinanden:

»Da jeg startede mit første band Farvelachic med trommeslager Jaleh Negari og sanger Josephine Philip, var vi i starten af 20’erne og bandet blev en institution i vores liv. Senere var det bandet Choir of Young Believers, som også har været en fantastisk givende og uddannende gruppe for mig at være en del af. Det var ikke tilfældigt, hvornår jeg lavede min soloplade [i 2017, red.]. Der var dødvande i Selvhenter og Eget Værelse og ret mange barsler. Der skete noget andet dengang, og det er også en del af dét, jeg synes er ret fantastisk ved Eget Værelse, at kollektivet kan have forskellig form og dynamik i forskellige perioder. Fællesskabet skal være der, men det skal ikke være så dominerende, at det bliver dikterende eller låsende. Det skal være rummeligt.«

På samme måde er Eget Værelse også mangfoldigt, når det gælder udtryksformer og medier. De udgav i 2018 bogen Automatskrift er også en slags dans. At danse er at vedligeholde forbindelsen i samarbejde med onlinemagasinet Passive/Aggressive og havde i 2021 et udstillings-residency i Odense i samarbejde med Akademiet for Åben Lytning.

»Jeg ville ønske, vi var bedre til at dele med hinanden«

De færreste skaber alene 

Mika Persdotter, Qarin Wikström og Sonja LaBianca er på hver deres måde både inspireret af og afhængige af de fællesskaber og økosystemer, de har omkring sig, men det er en evig kunst at balancere det indadvendte og det udadvendte, det individuelle og det fælles, det ensomme og det stimulerende i bands, netværk og kunstner-, arrangør- og udgivelseskollektiver. Alle tre har de også oplevet, at deres behov og interesser ændrer sig med tiden, så enten må fællesskaberne følge med, eller også må man opsøge eller skabe nye. Desuden handler fællesskaber ikke bare om, hvad man kan få, men også hvad man kan give, mener Qarin Wikström, som deler en større vision for branchen:     

»Det ville være sundt for musikmiljøet, hvis vi var mere kollegiale med hinanden. Musikmiljøet er bygget på en meget mystisk konstruktion, at vi både er kollegaer og venner, men også hinandens konkurrenter. Så der kan let opstå misundelse over andres fremgang. Dermed efterlades der meget lidt plads til at vise sårbarhed, selvom vi alle sammen har ups- and downs. Vi skal helst hele tiden vise, at vi er stærke. Jeg ville ønske, vi var bedre til at dele med hinanden.«