Kunsten at forbinde et flygel til krigen i Ukraine

Der var noget barnligt fascinerende ved Zoe Efstathiou, når hun satte sine mikado-pinde, klemt ned mellem to strenge på flyglet, i vibrationer med to fingre smurt ind i harpiks. En nysgerrig, måske helt naiv udforskning af den klassiske musikkulturs mest symbolske instrument – med helt utrolige, musikalske virkninger til følge. Jeg blev i hvert fald fuldstændig overvældet af de spinkle, grødede, ustabile klange, der løftede sig ud af den store klangkasse som gigantiske, slanke stemmer fra en helt anden verden end den klassiske. 

Det var både meditativt og urovækkende – og melankolsk og opløftende på en og samme tid – da den græske komponist og performer åbnede den lille festival Piano Days CPH med et akustisk nybrud, der havde format til at kradse et hul i vores normale opfattelse af virkeligheden.  

Piano Days CPH dækker over et noget større, globalt fænomen. Endagsbegivenheden med tre små koncerter på Nørrebro i København i år – med klangkomponisten Efstathiou, sangeren Bisse og minimalisten Ghost Flute & Dice – har mere end 100 søsterarrangementer over store dele af kloden i tiden omkring årets dag nummer 88. Altså cirka sidst i marts med en hilsen til klaverets 88 hvide og sorte tangenter. I København er det femte gang, de er med i Koncertkirken med en søster i Aalborg som det andet danske element. 

Mad fra feltrationer, søm, skruer, en dåseøl med et billede af en raket, en toiletrulle med Putins portræt

Fordomsfri fornøjelse

Årets tre koncerter var bestemt en positiv oplevelse. Idéen om at undersøge instrumentet fra forskellige vinkler resulterede i opfindsom musik på tværs af genrer, der sjældent opleves i samme rum. Og selvom flere af værkerne måske ikke får det helt store efterliv på scenerne efter festivalen, var der rigeligt med sprængkraft til at holde nysgerrige sjæle til ilden de små tre timer, koncerterne varede.  

Det er den tyste, tyske pianist Nils Frahm, der i 2015 fik idéen til en årlig hyldest til det store instrument, og dets »udøvere, komponister, klaverbyggere, stemmere, flyttefolk – og lyttere. Umiddelbart virker det dødssygt at udråbe en dag til at markere et eller andet, når man kigger på listen, har kropslidelser, dyr, familieroller og kulturfænomener hver deres egen dag. Men lige her gav det meget god mening. Klaveret spiller en central rolle i mange forskellige genrer, og ved at bygge festivalen omkring instrumentet, i stedet for en enkelt stilart, lykkedes det meget fint og uformelt at skrue en minifestival sammen, som kunne gå på tværs og skabe fordomsfri fornøjelse for et nysgerrigt publikum.

I år havde arrangørerne forbundet festivalen til krigen i Ukraine. Dels ved at samle ind til ofre og dels ved at bestille værker hos aftenens tre kunstnere for præpareret klaver med pligt til at bruge alle mulige ukrainske genstande i flyglet. Mad fra feltrationer, søm, skruer, en dåseøl med et billede af en raket, en toiletrulle med Putins portræt. Den slags. Alt sammen et forsøg på at forbinde sig fysisk med landet og skabe en meningsfuld sammenhæng til fronten i solidaritet med ukrainerne.   

»Præpareret klaver« skal forstås helt traditionelt. Altså, de havde monteret en mængde forskellige genstande på og mellem flyglets strenge, så klaverklangen helt eller delvist blev udvidet i nye, uforudsigelige retninger. På samme måde som John Cage gjorde det første gang i 1938 i balletmusikken Bacchanale, hvor han efter et tilfældigt princip satte små stykker tætningsliste mellem strengene på et flygel.

Dengang var baggrundshistorien ikke mere politisk end, at der ikke var plads til slagtøj i rummet, hvor der skulle danses. 

For den græskfødte performer og komponist Zoe Efstathiou blev en stor del af tonerne i hendes musik ikke slået an med tangenterne men strøget og vibreret i gang. Enten revet i gang med violinstreng rundt om strenge eller endnu mere innovativt i form af de masserede mikado-pinde. Mens Ghost Flute & Dice i sin koncert brugte tangenter og klange som afsæt for store, svævende, ambiente forløb med en meget dominerende elektronisk lydside, blev Bisses nye værk det mest traditionsbevidste. For ham blev flyglet til mediet for et one man-band med klaverbas i bunden og pudsig perkussion på midten.

Bisse holdt meget prisværdigt sin egen kunstneriske person væk fra at fortolke en krig, som han ikke er en del af

Syngende granater

De tre kunstnere havde hver et nyt Ukraine-værk på programmet, som de skulle fortolke ved siden af deres almindelige materiale. 

Ghost Flute & Dice (med det borgerlige navn Mikkel Almholt) havde allieret sig med en medpianist og tre assistenter. De to spillede en pulserende klaverstemme med akkordbrydninger, der, iblandet de pudsige klange fra genstandene på strengene, resulterede i noget, der ligeså godt kunne være lyden af et legetøjsklaver. De tre assistenter supplerede så med små motorhoveder (måske elektroniske tandbørster) på strengene, så det samlede lydbillede blev en sjælden ambient blanding af klaverklang og klangflade, som ledte tankerne hen på new age-musik i den syrede ende. 

Undervejs blev musikken centreret omkring en række nedslag eller brag, som mindede om granaters syngende, faretruende måde at nærme sig deres mål gennem luften. Som et ret konkret tonemaleri fra Ukraine. 

Og det var da også helt oplagt at gøre. Men jeg tror nu stadig, jeg vil holde på, at krigens rigtige lyde viser situationens alvor mere præcist og effektfuldt end de musikalske versioner. 

Zoe Efstathious klangbillede var mere abstrakte. Hendes udgangspunkt, som hun fortalte om det inden koncerten, var, hvordan ukrainere har beskrevet stilheden efter nedslagene som det allerværste. På den måde var hendes musik sat op mellem støj og stilhed som enkelte begivenheder ved siden af hinanden snarere end et formfuldendt, sammensyet forløb. Altså bortset fra, at hendes værk elegant blev holdt i én bevægelse. Fra de dybe, snerrende strenge til glasklare, spinkle klange på 15 minutter. 

Vi fik også vilde reportager fra folkemord på Balkan og lignende vanvid fra Filippinerne

Ærtesuppe og Grand Danois

Sangeren Bisse havde taget sit helt eget krigssæt med sig. Hans nye Ukraine-værk var smukt og objektivt bygget op om små verbale readymades – ikke andet end ord fra ingredienslister og varedeklarationer på de genstande, der var sat ind i flyglet. »Ærtesuppe med svinepølse. 6 procent« og så videre. På den måde holdt han meget prisværdigt sin egen kunstneriske person væk fra at fortolke en krig, som han ikke er en del af. 

Hans person fik vi til gengæld at møde i resten af sættet. Bisse er en glimrende pianist, som fint kan udgøre et fuldt band til at akkompagnere hans satiriske sange om børn, der uskyldigt leger krig og om mediers bizarre måde nøgternt at rapportere fra de mest forfærdelige konflikter sammen med sport og alt muligt andet trivielt. Vi fik også vilde reportager fra folkemord på Balkan og lignende vanvid fra Filippinerne – med et stort højdepunkt med sangen »Grand Danois«, som Bisse skrev til Copenhagen Phil for nogle år siden. Her var det de danske politikere og deres fladpandede måde at skabe konfliktfyldte spændinger i Danmark, der fik musikken til at gø af begejstring.     

Der var langt mellem de tre kunstneres idéer og udtryksformer. Tanken om at knytte an til Ukraine var måske ikke helt overbevisende. I hvert fald ikke, hvis genstandene inde i flyglet skulle være meget andet end en gimmick. Til gengæld åbnede aftenens fokus på et enkelt instrument op for møder mellem musik og publikum, som ikke normalt oplever hinandens selskab. Og det formål er også meget sympatisk i en konfliktfyldt tid. 

Piano Days CPH fandt sted 25. marts i KoncertKirken på Nørrebro.