CTM Festival i Berlin: Er den elektroniske GPS stadig tændt?
1. Elektroniske nocturner
Berlin og elektronisk musik hører sammen som pot og pande. Siden 1999 har CTM været et sted, hvor nye æstetikker, politiske strømninger og klubkulturens næste bevægelser har kunnet spores. I år kunne man på en af de første koncertdage sætte sig i mørket og lytte til elektroniske nocturner på Radialsystem.
Nocturner spilles stadig bedst af uforbederlige melankolikere og andre sortseere med og uden jetlag
feeO tog afsæt i klubmusikken, men det var som om, pulsen var vendt indad. Man skulle vente længe på klimaks i sangene, som bevægede sig mellem drone, ambient og minimalistisk rytmik med stemmen i centrum. Jeg hørte dem som dæmpede, næsten private nocturner.
Et massivt snevejr i USA gjorde det længe usikkert, om Kara-Lis Coverdale ville nå frem. Men hun kom og spillede sine kompositioner med fine, forskudte harmonier og teksturer, der konstant undslap fast form. Lyra Pramuk fulgte med lagdelte vokaler og et insisterende håb om fællesskab i en opsplittet tid.
Aftenen lærte mig én ting: Nocturner spilles stadig bedst af uforbederlige melankolikere og andre sortseere med og uden jetlag.
2. Mørket i Berghain
Noget var forandret i Berghain. Allerede i døren. Vagten var kontant, men næsten venlig. »Du kan være journalist alle andre steder – bare ikke her«, sagde hun og kiggede på min computer i tasken. Hun satte også grønne klistermærker over telefonens kamera. Hvis nu lysten til at dokumentere det, som skulle foregå på Panorama Bar eller Säule, ville falde over mig.
Berghain føltes pludselig porøs. Når verden er vendt på hovedet, er Berghain det åbenbart også
Men mange finder ikke Berghain nice for tiden. De senere år har Berghain været genstand for kritik og kulturel boykot – blandt andet fra initiativet Raves for Palestine efter aflysningen af en koncert med Arabian Panther og anklager om censur mod kunstnere, der udtrykker solidaritet med Palæstina.
Indenfor var programmet døbt Emotional songwriting. På mine 16 år i Berghain har jeg ikke før hørt banjo dér. Slet ikke så sørgmodig en. (Jeg husker dog at have hørt Georgian National Choir på Berghain i 2020, hvilket også var syret). Milkweed spillede med nedstemte guitarer, slidt båndudstyr og ustabil software. Musikken lød som fragmenter af folkeminder filtreret gennem forfald. Min kollega fra Murmansk – første gang på Berghain – havde forventet techno-mytologier. Ikke irske.
Tony Njoku sang skrøbelige ballader i Terence Trent D’Arby-agtig falset ved et elektrisk klaver. Pink Siifu fra Alabama fandt sin egen sprække mellem genrer: Southern hiphop, punk, jazz, noise, Detroit-ghettotech; rastløst, hele tiden driblede han videre.
Berghain føltes pludselig porøs. Når verden er vendt på hovedet, er Berghain det åbenbart også. På vej ud nikkede dørmanden næsten kærligt. Har man set magen?
Tony Njoku sang skrøbelige ballader i Terence Trent D’Arby-agtig falset ved et elektrisk klaver
3. Global klubgeografi
Årets tema, dissonate <> resonate, udspillede sig som et kort over samtidens sammenstød og forbindelser. Programmet spændte fra drone og doom til global klubmusik og teoretiske diskussioner om solidaritet.
Spændvidden var enorm: lavfrekvent lydkunst, musikere med keramikinstrumenter, bambus-mundorgler fra Borneo, globale dronepraksisser og algoritmiske virkeligheder, de færreste endnu har lært at lytte til. Jeg har i hvert fald ikke.
Den mauritiske producer tripes lod lokale traditioner smelte sammen med digitale strukturer. Emiddio Vasquez’ 21s trak tråde mellem Ayia Napas klubhistorie, UK Garage, militær tilstedeværelse og AI-æstetik.
Tohal Kyna X Sara Persico præsenterede en dirrende, paranoid industriel minimalisme, og på en workshop med Mark Bain undersøgte man bygningers vibrationer med seismiske sensorer.
Igen i år lærte jeg, at det giver mening, at CTM foregår i den tyske hovedstad, som jo er berømt for sit Haus der Kulturen der Welt. Midt om natten stod man pludselig midt i et globalt soundsystem, hvor rytmer krydsede hinanden på tværs af kontinenter. Hvor egyptisk rap, Guadeloupe og Bristol for en stund kunne mødes som overlappende signaler.
Det interessante opstod netop dér, hvor tingene overhovedet ikke passede sammen
4. Resonansens politik
På Volksbühne slog Sam Slaters A/V-værk Lunng som kulde gennem rummet. Forvrængede basflader, flimrende billeder i et langsomt, desorienterende drive.
Som en natlig køretur uden destination. Emma Ruth Rundle fulgte med sange præget af sorgens langsomme erosion – et sted mellem doom-folk og ambient.
I festivalens diskursive spor blev resonans og dissonans tænkt som billeder på solidaritet: Fællesskab opstår ikke kun i harmoni, men i friktion. I det skæve og uafstemte.
Det kunne høres i musikken. Hos Kat Válastur & Aho Ssan som rituel bas og fragmenterede rytmer. Hos ∈Y∋ & C.O.L.O som digitale sammenstød. Hos Growlers Choir som et mangestemmigt vokalmonster mellem skrig og kor.
Det interessante opstod netop dér, hvor tingene overhovedet ikke passede sammen.
CTM – og andre af byens festivaler, som også klager – synes at køre alligevel. Det er jo Berlin
5. Er GPS’en stadig tændt?
CTM har tidligere vist en bemærkelsesværdig evne til at navigere gennem kriser. Under pandemien rykkede festivalen virtuel clubbing ind i Minecraft og fandt nye formater for både musik og fællesskab.
Igen i år blev der talt om, at festivalen mangler midler. Men CTM – og andre af byens festivaler, som også klager – synes at køre alligevel. Det er jo Berlin.
Moderskibet, transmediale – den bannerførende festival, som CTM oprindeligt voksede ud af (CTM står for Club Transmediale) – virker til gengæld i de senere år noget forkølet, ja, en skygge af sig selv. Dér må CTM ikke ende. Vi har mere end nogensinde brug for en festival som CTM.
Den elektroniske musikscene har ændret sig. Den er blevet for stor, for global og for decentral til, at én festival kan kortlægge den. Måske er CTM ikke længere en GPS. Men spørgsmålet er også, om nogen er det.
Vi har mere end nogensinde brug for en festival som CTM
I stedet fremstår festivalen som et knudepunkt: et sted, hvor signaler krydser hinanden, hvor retninger opstår og opløses igen. Hvor resonans og dissonans ikke bare er et tema, men en grundtilstand uanset om man bor i Tokyo eller Aarhus.
CTM viser måske ikke længere vej. Men den minder os om, at orientering i dag kræver noget andet: åbne sanser, midlertidige forbindelser – og viljen til at lytte sig frem i verdens bulder og mørke.
CTM Festival, Berlin, 23. januar-2. februar 2026