Åh, at fare vild i Moers
Hvad var det egentlig for en festival?
Det spørgsmål meldte sig igen og igen under dagene på Moers Festival i det vestlige Tyskland. Festivalen modsagde konsekvent de kategorier, jeg forsøgte at møde den med.
En Donald Trump-imitator tonede frem på en gigantisk mobiltelefon, der hang fra en kran over festivalpladsen
Overalt stod håndmalede skilte med budskaber som »Moers ist politisch« og »Not a jazz festival«. Festivalen begyndte i 1972 som en af Europas vigtigste jazzfestivaler, men virker i dag mere optaget af at undslippe definitioner end af at bekræfte dem. Årets tema var Märchen – eventyr. Plastik-havenisser dukkede op som absurde vejvisere mellem Kastellplatz, slotsparken og de små stier gennem byen.
En Donald Trump-imitator tonede frem på en gigantisk mobiltelefon, der hang fra en kran over festivalpladsen. Mellem koncerterne strømmede optagelser af den amerikanske præsidents taler ud over pladsen. Ingen forklarede hvorfor. Netop det virkede som en del af pointen. En klarinettist slog rytmer med et piskeris, mens en anden musiker senere på natten satte ild til en bambusfløjte. Det absurde – kunne jeg hurtigt erfare – var ikke bare et indslag, men en metode.
Det absurde som arbejdsform
Ingen koncert legemliggjorde festivalens logik bedre end Gellért Szabós Ideal Orchestra. Flere gange i løbet af festivalen dukkede ensemblet op som en omvandrende manifestation af Moers’ egen selvforståelse.
»Ich bin der König. Ich bin der moderne Mensch. Wir alle sind der moderne Mensch«, råbte han
Fra én kran dirigerede Szabó musikerne, der stod i en anden, mens stemmer, blæsere og støjende klangmasser kolliderede over publikums hoveder. »Ich bin der König. Ich bin der moderne Mensch. Wir alle sind der moderne Mensch«, råbte han, mens pladsen for en stund lignede et kollektivt ritual, en demonstration og et dadaistisk optog på én gang.
Den samme åbenhed prægede resten af programmet. The Dwarfs of East Agouza byggede lange, hypnotiske forløb af håndspillet elektronik, psykedeliske guitarmønstre og ørkenbluesede grooves. Publikum gyngede langsomt foran scenen, mange med hjemmelavede kongekroner fra festivalens børneværksteder.
Lidt senere dansede en mand vildt foran en havenisse under Evi Filippous inEvitable Extended. Musikken fór rastløst mellem folkesang, skæve rytmiske forskydninger, fri improvisation og abrupte stilskift. Forskellige traditioner forstyrrede og befrugtede hinanden. Frank Zappa, tænkte jeg, ville have befundet sig godt på denne festival. »In difficult times we need each other. But you know all that«, sagde Filippou. Replikken lød næsten som festivalens eget motto.
Frank Zappa, tænkte jeg, ville have befundet sig godt på denne festival
Jeg nåede kun et glimt af den islandske kunstner Lilja María Ásmundsdóttirs lydskulptur Hulda – et hjemmelavet instrument af strenge, skygger og lys, der reagerede på de toner, som blev spillet omkring det. Til gengæld oplevede jeg hele koncerten med Bonbon Flamme, hvor den portugisiske guitarist Luís Lopes leverede en radbrækket version af Scott Joplins »Ragtime Dance«. »Our lives will never be the same after this«, sagde cellisten Valentin Ceccaldi med et skævt smil. Det lød som en overdrivelse, men passede udmærket til Moers’ egen selvforståelse.
»Our lives will never be the same after this«, sagde cellisten Valentin Ceccaldi
Stilheden som modpol
Samtidig insisterede Moers på, at eksperimentet også kan være stille. Festivalen markerede hundredeåret for Morton Feldman og György Kurtág. Ved midnat kunne man vælge mellem to kirker med Feldman på programmet. Jeg valgte Rothko Chapel, hvor tiden syntes at stå stille og alligevel bevæge sig. Efter dagens karnevalistiske overflod virkede det næsten radikalt at blive placeret i et rum, hvor musikken trak sig tilbage og kun efterlod åndedrag, klang og venten.
Tara Khozeins fortolkning af Kurtágs Kafka-Fragmente pegede i samme retning. De korte satser stod som isolerede glimt, men voksede alligevel til en følelsesmæssig helhed. Pludselig begyndte Moers selv at ligne et Kafka-fragment: uforudsigelig, springende, fuld af mærkværdige figurer – og alligevel båret af en skjult indre logik. Georgy Kurtág Jr. og Moment’s Notice Trio lod senere den samme arv fortsætte i et køligt møde mellem elektrisk improvisation, jazz, elektronik og centraleuropæisk avantgarde.
Byen som partitur
Festivalens styrke lå også i dens geografi. På SPD’s lokale partikontor fremmanede den indonesiske musiker Wukir Suryadi dronende ritualmusik på sine selvbyggede instrumenter, mens Senyawa lød, som var urgamle ceremonier blevet sendt gennem et moderne forstærkeranlæg.
Som så ofte i Moers føltes det som et besøg i et midlertidigt univers med sine egne regler
På scenen Wo die wilden Frösche klatschen – ja, det hedder den faktisk – trak Mia Dybergs rå saxofonspil tråde mod etiopisk jazz og funk.
Moers bød også på usædvanlige besætninger. Trompetisten Nate Wooley og ensemblet Yarn/Wire opførte After Nan Shepherd, inspireret af den skotske forfatter Nan Shepherds The Living Mountain. Med trompet, sopran, to klaverer og to slagtøjsspillere havde værket karakter af en langsomt åndende fortælling med lige dele komposition og improvisation.
Ved en senere koncert opførte Yarn/Wire et nyt værk af den islandske komponist Bergrún Snæbjörnsdóttir. Klaverer og slagtøj skabte et lydrum af brummende resonanser, skrøbelige flader og skingre fløjtetoner, som om musikken drev op fra en ukendt undervandsverden.
Som så ofte i Moers føltes det som et besøg i et midlertidigt univers med sine egne regler.
Pointen var ikke bare variation, men fraværet af hierarki: Feldman stod ikke over fri improvisation, Kurtág konkurrerede ikke med egyptisk psykedelia eller indonesiske ritualer, og performancekunsten blev ikke behandlet som et underholdende appendiks til den “egentlige” musik.
Jeg fór hele tiden vild i festivalens logik. Først på vej hjem begyndte kortet at hænge sammen
At fare vild som erkendelse
Netop dér rammer Moers noget, mange europæiske festivaler taler om, men sjældent gennemfører. Den nøjes ikke med at programmere bredt; den forsøger faktisk at skabe et midlertidigt samfund, hvor forskellige musikalske sprog kan eksistere side om side uden straks at blive rangordnet. Det gør festivalen uforudsigelig, til tider ujævn og indimellem også en smule selvforelsket i sin egen aparte energi. Men det gør den også usædvanligt levende.
Hvad var Moers så? Et midlertidigt samfund, hvor eksperimenterende musik ikke gemmes væk i et reservat for de indviede, men får lov at brede sig ud over hele byen. Jeg fór hele tiden vild i festivalens logik. Først på vej hjem begyndte kortet at hænge sammen.
Moers Festival, Moers, Tyskland, 21.-25. maj 2026