Da musikken holdt op med at forklare sig
Klang åbnede på Teatret Zeppelin med Dreaming Turtles, opført af det finske ensemble Oblivia og tyske KlangLab. Da publikum kom ind, stod en række performere tavse langs gardinet med sportstøj syet om til besynderlige ærmeskånere. Musikken vekslede mellem dystopisk atonalitet og kawaii-lignende melodier, hvor ørerne indimellem fik et vuggende hvil. Allerede her stod festivalens styrke klart: De bedste værker behøvede ikke en forklaring. De virkede bare.
»Skræmmende.« Ja. Men der var også noget mildt i mørket
Den første performer, vi hørte fra, Annika Tudeer, var tryllebindende med sin groundede og erfarne måde at bevæge sig på. Hendes vokal flød gennem gentagne ord som: »Drifting, swifting, screaming, dreaming« i en bølgende, ildevarslende formation. Det var så dragende, at resten af forestillingen fik svært ved at leve op til begyndelsen. Det kunne den næsten, og særligt da Tudeer senere kom på banen igen, samlede det hele sig igen.
Dreaming Turtles gennemløb en slags posthuman udviklingshistorie, hvor menneskenes tidsalder tilsyneladende var forbi. Til sidst syntes performerne at befinde sig under havoverfladen og forsøgte at trække vejret oppe ved overfladen. De lignede haletudser eller – som værktitlen antydede – drømmende skildpadder. Et billede på en verden efter mennesket. Da klapsalverne endte, og lyset blev tændt, sagde en person bag mig: »Skræmmende.« Ja. Men der var også noget mildt i mørket. Som om det eneste, man kunne sætte sin lid til, var skildpadder og bregner. Som åbning på årets Klang fungerede Dreaming Turtles godt: eksperimenterende, urovækkende og mildt på samme tid.
Bratschisten kunne have haft det værre
Komponist S. Gerups How to Ruin Someone's Career as a Violist – en soloperformance – blev på andendagen opført under rulletrapperne i Den Sorte Diamant. Værket tog afsæt i filosoffen Hannah Arendts spørgsmål om, hvad vi skjuler, og hvad vi gør offentligt, når det gælder vores private smerte.
Men det stærke udgangspunkt forblev mærkeligt uforløst. Bratschen blev flyttet, fralagt, spillet pizzicato og behandlet som noget, der både var nødvendigt og umuligt at være i relation til, mens performeren smøg sig hen over gulvet i en slags krampe. Jeg forstod billedet af en musiker i mistrivsel omkring sit instrument, men mærkede ikke rigtigt, hvad det var, der præcist gjorde ondt. Jeg savnede, at lidelsen blev mere uafviselig. Værket virkede lidt for forsigtigt i forhold til det alvorlige spørgsmål, det selv rejste.
En smuk og modig debutkoncert i Glyptoteket
Græsk-svenske Athanasia Kotronias’ debutkoncert som komponist ved solistuddannelsen førte os torsdag under Klang ind i en antik magi med udgangspunkt i digteren Sapfos fragmenter om kærlighed, længsel og kærestesorg. Koncerten bestod af to dele, Dionysos og Apollon, og publikum sad i en hestesko rundt om fire små scener i Glyptotekets festsal. Det kunne godt være blevet tungt, men det var langt fra tilfældet. Det var et af festivalens højdepunkter.
Da regnen begyndte at tromme blidt på tagglasset, føltes det, som om Glyptoteket selv spillede med
Bjarke Mogensen åbnede med en virtuos akkordeonintro i Hydraulis – mørk og drillende. Senere bandt mezzosopran Hanne Marie Le Fevre alles opmærksomhed i Men mig har du glemt, og da regnen begyndte at tromme blidt på tagglasset, føltes det, som om Glyptoteket selv spillede med.
Det mest overbevisende var den rituelle ro, der samlede musikerne, de studerende, arkitekturen og publikum. Kostumerne var klassisk sorte, men med skulpturelle twists, og alt syntes skabt til rummet. Kun blæsergruppen V Coloris, der spillede ude fra en af gangene, kom til at stå lidt for langt uden for helheden. Slagtøjsspilleren Katerina Anagnostidou rundede rækken af værker af med det minimalistiske soloværk Syrinx, opkaldt efter den græske nymfe, der ifølge myten blev forvandlet til sivrør for at undslippe Pan. Kotronias’ debut stod tilbage som smuk, modig og med en sjælden tillid til fordybelsen og det ikke-accelererende.
1-2 stjerner for at gøre forsøget
Lørdag skulle Sydhavnstippens natur have dannet ramme om Anton Rune Lindström og ensemblet CRAS’ Squirrel Band. Men fordi det øsede ned, var de seks guitarister rykket ind under taget i Den Sidste Moles DIY-agtige lokaler.
Det så lovende ud: elektriske, batteridrevne strengeinstrumenter bygget af nedfaldne grene. Men uden naturen omkring sig kom konceptet til at hænge i luften. Det blev lidt bedre til sidst, da konventionelle guitarer og hjemmebyggede instrumenter fandt hinanden i en udgave af Åh Susanne.
Jeg havde tre børn med mellem 7 og 10 år, og de leverede festivalens hårdeste anmeldelse: »Hvis børn havde spillet det der, ville ingen voksne have lyttet til det. Det var helt tydeligt kun, fordi det var voksne, der spillede, at de voksne gad lytte til det,« sagde en på 10 år.
Ny musik med clubpotentiale
Afslutningskoncerten med Copenhagen Contemporary String Quartet på Alice blev festivalens meget overbevisende bud på, hvordan ny musik kan have clubpotentiale uden at miste kompleksitet.
Det blev festivalens stærkeste koncert med bankende bas, synth, humor og mørke og nogle vanvittigt dygtige musikere, der spillede, så hestehårene fløj af buerne, og musikken kunne mærkes i kroppen. Indimellem åbnede der sig en port til lyden af Taiwan i Lu Yuns smukke Temple in Taiwan: Religious Parade, og i Jexper Holmens værk blev strygerkvartetten nærmest udstillet indefra: stemmende, skurrende, insisterende, på grænsen til det ulidelige og netop derfor virkelig morsomt.
Senere blev koncerten mere dystopisk med voiceovers om TikTok og alt det, der stjæler vores liv, afbrudt af satiriske, næsten barokke strygerfigurer. Det var et uddrag fra Ben Nobutos Clickbait fra 2019 for strygerkvartet og sampler. Da violinisten Amalie Kjældgaard placerede sin ene fod på stortrommen, badet i rødt lys, var undergangen ikke længere kun en idé. Den stod lige dér på scenen.
Senere blev koncerten mere dystopisk med voiceovers om TikTok og alt det, der stjæler vores liv
Heldigvis fandtes der også håb til sidst, da lyset blev gult, og den britiske komponist Anna Meredith's Blackfriars reddede os fra undergangen med sin højenergiske sammensmeltning af strygerne på scenen og et stærkt elektronisk lærred. Hvert nyt værk blev introduceret med titel og komponist på lærredet bag kvartetten, og skiftene skete uden pause, mens buerne løb maraton. Det var virkelig en imponerende, næsten sportslig præstation. Jeg havde en ikke-indviet gæst med, som gik derfra overvældet, imponeret og med lyst til Klang næste år.
Hellere for vild end for kedelig
Hvis Klang vil række ud over dem, der allerede ved det, var der meget at hente her. Og sikkert også i partybussen, der fragtede publikum fra Den Sidste Mole og ind til Nørrebro (uden mig, desværre).
Den stadig nye ledelse af Klang viste i år en festival, hvor kurateringen er blevet mere eksperimenterende og mere opsøgende end tidligere: Værkerne indtog byen og ikke kun koncertsalene, og publikum blev præsenteret for ny musik og lydkunst i flere af dens former.
Ja: flere strygere på natklubberne. Flere komponister i partybusserne
Det indebar selvfølgelig en risiko: Regnvejr kunne flytte et værk væk fra sit sted, og ikke alt sad lige i skabet. Alligevel fremstod festivalen som en begivenhed, der hellere ville være lidt for eksperimenterende end lidt for kedelig. Den viste også, at ny musik ikke nødvendigvis bliver mere tilgængelig af flere forklaringer. Den bliver tilgængelig, når den ikke først skal forstås, men kan mærkes. Ja: flere strygere på natklubberne. Flere komponister i partybusserne.
Klang Festival, København, 8.-13. juni 2026