Langgaard slår håret ud
Rued Langgaard ville næppe have haft noget imod, at hans musik blev spillet i Ribe. Men måske ville han have ønsket, at den slap ud af kirkerne.
For selv om Rued Langgaard Festivalen år efter år folder nye sider af komponistens mærkværdige og noget langhårede univers ud, er byen omkring den påfaldende lidt involveret. I år var to kirker og en gammel, lukket landbosparekasse de primære scener. Til gengæld lod festivalen Langgaard møde Sverige, billedkunsten og nye fortolkninger af hans musik.
Rued Langgaard ville næppe have haft noget imod, at hans musik blev spillet i Ribe
Det gav nogle af festivalens stærkeste øjeblikke. Men også et tilbagevendende spørgsmål: Hvordan får man en komponist, der i sin egen tid stod lidt ved siden af det hele, til for alvor at indtage den by, der har gjort ham til sin?
Et rum kan være noget rod
I Sct. Catharinæ Kirke viste den første aftenkoncert, »Dora og Rueds symfoni«, både hvor meget et rum kan give, og hvor meget det kan tage.
Værket er en teatralsk bearbejdning af Langgaards sange og hans unge kærlighed til Dora From. Josefine Weber Hansen på bratsch og vokal indledte med Langgaards Dora-tema. Først på bratsch, så sang og til sidst begge dele på én gang. Hun var koncertens højdepunkt: undersøgende og i dybt nærvær med stemme og strenge.
Her arbejdede kirkerummet med hende. Anderledes var det med Lotte Andersen. Hun var inddragende og involverende som Dora, men Sct. Catharinæ spændte ben for hende. Den mikrofonforstærkede talestemme blev kastet rundt mellem væggene, så ordene mistede deres konturer.
Berliner Filharmonikerne havde allerede gennemskuet, hvad den lange teenager kunne
Det samme skete delvist under opførelsen af Langgaards anden symfoni med et udvidet Esbjerg Ensemble. Ensemblet skuffer sjældent og lød i kirkerummet næsten som et fuldt symfoniorkester. Til gengæld blev sopranen Laura Helene Hansens kraftige stemme pisket rundt i rummet, så hun af og til kom i overdrive.
Lene Juhls visuelle iscenesættelse var mere afdæmpet. Det var fornuftigt. Når et rum allerede gør så meget ved lyden, behøver lyset ikke gøre det samme.
Den lange teenager
Fredagens koncert tog Langgaard ud af den lille intime fortælling og ind i det store format. Lene Juhl havde hentet materiale på Kullen, det svenske klippelandskab, der skal have inspireret den fjortenårige Langgaard, da han begyndte på sin første symfoni, Klippepastoraler.
I Danmark ville man dengang ikke tage imod værket. I Tyskland ville man til gengæld. Berliner Filharmonikerne uropførte symfonien i 1913 og havde allerede gennemskuet, hvad den lange teenager kunne.
Det gjorde publikum i Ribe Domkirke også fredag aften. Allerede de første takter af Klippepastoraler slog med en voldsomhed, der næsten fysisk fyldte domkirken. Det udvidede Sønderjyllands Symfoniorkester havde hentet tyve studerende ind for at få besætningen på plads, og Thomas Dausgaard stod på dirigentpodiet.
Blæserne vaklede enkelte steder i anden og tredje sats. Til gengæld lod Lene Juhls lystæppe sig bevæge hen over orkesteret, alteret og Carl-Henning Pedersens kalkmalerier, så publikum nærmest måtte bøje hovedet bagover for at følge det.
Spillede lys og lyd sammen? Ja og nej. Den tværæstetiske dimension i klassisk musik deler vandene. Kritikere kan med god grund spørge, om billedkunsten stjæler opmærksomheden fra orkesteret. Det skete også i Ribe Domkirke.
Men gør det noget? Ikke rigtigt. For Juhl bruger ikke billedkunsten som dekoration. Hun får hele kirkerummet til at bevæge sig. Selv Carl-Henning Pedersens kalkmalerier begyndte at ligne dansende klippedæmoner til lyden af den unge Langgaard.
»Hvorfor har Sverige ikke en komponist, der matcher Grieg, Sibelius og Nielsen?«
Langgaard på fredagsbar
Der var en helt anden form for tværæstetik i den gamle landbobank, hvor festivalens Café Rued havde slået sig ned.
Man kunne købe en Langgaard Porter i kælderen og tage den med ovenpå, mens festivalens kommunikationsansvarlige, Karen Bendix, efter fredagens koncert talte med den svenske baryton David Risberg.
Pludselig var der fredagsbar. I en udveksling af vittigheder om danskhed og svenskhed spurgte Risberg:
»Hvorfor har Sverige ikke en komponist, der matcher Grieg, Sibelius og Nielsen?«
»Eller Langgaard!« råbte en fra salen.
Alle grinede og tog en slurk af den lokale porter.
Langgaard behøver ikke altid præsenteres som den store, alvorlige danske særling
Festivalen havde faktisk et kvalificeret bud på ikke én, men to svenske komponister, som Langgaard kunne spejle sig i: Ture Rangström og Elfrida Andrée. Karen Bendix foreslog Abba. Det er måske også et svar. For Langgaard behøver ikke altid præsenteres som den store, alvorlige danske særling. Han kan også være en komponist, man mødes omkring en øl.
Gør ham til jeres egen
Noget af det mest interessante ved en kunstners arv er det øjeblik, hvor andre begynder at gøre værket til deres eget. Det var præcis, hvad vinderne af Langgaard Konkurrencen 2026 gjorde. Nichlas Overgaard har systematisk gennemgået Langgaards sange for at finde dem, der egner sig til guitar, og arrangeret dem på ny. Det er et stykke pionerarbejde.
Vil man udbrede Langgaards musik, er det svært at forestille sig en mere konkret måde at gøre det på end at lade den skifte instrument og sammenhæng.
I Sct. Catharinæ Kirke var balancen mellem guitar og sangstemme dog ikke altid lige heldig. Siri Sofia Jakobsens lyriske sopran smuttede af og til, mens guitaren stod tilbage, selv om den var forstærket. Igen viste rummet sig som en aktiv medspiller – og modspiller. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan duoen havde lydt i et mindre rum. Ribe Kunstmuseum, måske. Det gamle rådhus. Et sted, hvor guitaren kunne få lov at være guitar og stemmen stemme.
Som stolt skåning bar Christina Nilsson både navnet og landsdelen med sig. Det var svært ikke at blive revet med
Svenskerne kommer
Under programoverskriften »Hélsingeborg« opførte Helsingborg Symfoniorkester Langgaards tiende og tolvte symfoni i Ribe Domkirke.
Den tolvte er den ældre Langgaards genkomponering af den første, Klippepastoraler. Her er musikken komprimeret, ultra kort og ultraenergisk. Mod slutningen har Langgaard skrevet »Amok! En komponist eksploderer«.
Der var heldigvis ingen eksplosion i domkirken. Men efterklangen stod skarpt i rummet, og de svenske blæsere havde ikke samme udfordringer som sønderjyderne aftenen før.
Efter koncerten gik turen igen til den gamle landbobank. Denne gang var der fest
Tobias Ringborg dirigerede en fremragende koncert. Det gjorde Christina Nilsson også. Under prøverne havde den svenske sopran bedt festivalen om at arbejde med noget, der havde tilhørt Langgaard. Ribes domorganist Birgitte Ebert fandt derfor et gammelt nodestativ frem bag domorgelet, som angiveligt havde tilhørt hendes forgænger.
Det stod nu foran Nilsson, da hun sang sange af svenske Elfrida Andrée – blandt andet »Förlåt mig« fra operaen Fritjofs saga – med tekster af Selma Lagerlöf og Bo Bergman.
Som stolt skåning bar Christina Nilsson både navnet og landsdelen med sig. Det var svært ikke at blive revet med.
Efter koncerten gik turen igen til den gamle landbobank. Denne gang var der fest. Ud over de to busser med musikere var der ankommet to busser med svenske musikfans. Lokalet var fyldt, alle havde drinks i hånden, og en orkesterchef kunne senere meddele på Messenger, at klokken blev langt over midnat, før den sidste gæst gik hjem. Det var måske her, festivalen mest overbevisende blev til en del af Ribe.
Flet Langgaard videre
På festivalens sidste dag tog jeg afsked med min vært. På spørgsmålet om, hvorvidt også han var en del af festivalen, tøvede han.
»Ah ... det er lidt langhåret.«
Jeg når at tænke på, hvor gerne vi vil skabe plads til det smalle, det langhårede, de underlige snegle – alt det, vi ser i Langgaard, og som vi spejler os i.
For da Bendt Viinholt Nielsen i sit foredrag fortalte, at Langgaard også tegnede og malede, åbnede der sig pludselig en anden fortælling om komponisten. Ikke kun om hans forhold til Sverige, men om forbindelsen mellem lyd og billede, mellem musik og rum. Langgaard var ikke bare komponist, men også en talentfuld billedkunstner med en sikker blyant og pensel.
Det er med det tværæstetiske som med det lange hår: Det kan flettes i mange retninger
Det tværæstetiske kunne derfor med fordel fylde mere på festivalen, særligt når landetemaet næste år fortsætter, og Sverige skiftes ud med Frankrig. Her kan tradition møde fornyelse, og Langgaard kan få lov at bevæge sig mellem kunstarterne.
For det er med det tværæstetiske som med det lange hår: Det kan flettes i mange retninger. Men måske er den vigtigste fletning den, der får Langgaard længere ud i Ribe. Ud af kirkerne. Ind i museet, rådhuset, caféen, gaderne. Langgaard var aldrig helt let at placere. Det behøver han heller ikke at blive nu.
Rued Langgaard Festival, Ribe, 2.-5. september 2026