Ud af utopierne og ned på jorden
Når man, for at komme hjem, prøver at mase sig ind i et allerede overfyldt tog sammen med en kødrand af helt slidte festivalgængere, der i løbet af en uge har fået skrællet al civilisationsfernis af sig, lærer man på den hårde måde, at Roskilde Festivals drøm om et kærligt og inkluderende fællesskab har det med at ramle ind i en anderledes rå virkelighed. Men selv her kan man så alligevel blive varm om hjertet, når nogle unge mennesker i det overfyldte tog via en optagelse på deres telefon deler deres optur over at opleve Birthe Kjær komme på scenen til Tobias Rahims koncert natten til fredag.
Her er der stadig plads til at drømme stort, sårbart og åbent, men drømmen konfronteres også med støjen fra en konkret og konfliktfyldt verden
Man kan ikke leve i drømmen, men »drømmen maler virkeligheden«, som selvsamme Rahim har skrevet, og det er en linje, der taler ind i fænomenet Roskilde Festival anno 2026. Her er der stadig plads til at drømme stort, sårbart og åbent, men drømmen konfronteres også med støjen fra en konkret og konfliktfyldt verden.
Der er blevet skrevet en del om den længe ventede nye Orange Scene. Baseret på de få koncerter, jeg selv hørte på den nye scene i år, så ligner den fra publikumsperspektiv den gamle og ændrer altså ikke stort på festivaloplevelsen udadtil. Større forandringer er der kommet på resten af festivalpladsen, hvor scenerne Apollo og Avalon er blevet nedlagt til fordel for scenerne Fauna og Lagune. Navnene taler deres eget sprog – festivalen bevæger sig fra de tidligere sceners allusioner til mytologiens verden og ind i en det anderledes jordnære og konkrete, en forbindelse til og en forpligtelse på naturen. Ændringen kommer samtidig med, at festivalen bevæger sig væk fra temaet Utopia, der har skabt en slags ramme for de sidste tre års festivaler. Helt passende leverer det legendariske britiske grindcore-band Napalm Death et brutalt højdepunkt på årets festival torsdag. Utopia Banished hedder et af deres klassiske album fra 1992, og koncerten på Roskilde Festival er da også et hårdtslående ritual, der maner os til at kaste os selv ud af utopiernes blødhed og ind i virkelighedens kværnende mosh-pit.
Også utopiernes arkitekter må få virkelighedens jord under neglerne, og det får de på Roskilde Festival
I en ganske anden musikalsk afdeling leverer svenske Zara Larsson som årets afsluttende hovednavn på Orange Scene en sommerlig basker af en popfest, der med sin strålende musikalske farvelade måske nok ligner en utopi, men som samtidig prædiker et budskab om, at man en gang imellem må tillade sig selv at være grim for at nå frem til den sande skønhed. Også utopiernes arkitekter må få virkelighedens jord under neglerne, og det får de på Roskilde Festival.
Kropslig turbulens og musikalsk jetlag
Helt konkret er flere musikere på festivalen påvirket af en overophedet virkelighed. Franske Oklou omtaler fra scenen, hvordan hun er kommet direkte fra en ekstrem hedebølge i hjemlandet til en råkold og blæsende fredag aften på Roskilde Festival. Og at hun har svært ved at omstille sig.
Hvis det er sådan her, hun lyder på en dårlig dag, så tør jeg næsten ikke tænke på, hvordan hun lyder på en god
Hedebølgen har også sat sig direkte i den musikalske krop hos den mexicanske musiker og transaktivist Luisa Almaguer, der må undskylde for hvordan dage med vilde temperaturudsving og aircondition har sat sig som en influenza og ramt hendes centrale instrument: stemmen. Til det må man dog sige, at hvis det er sådan her, hun lyder på en dårlig dag, så tør jeg næsten ikke tænke på, hvordan hun lyder på en god, for hun står stadig for en af de stærkeste vokale performances på festivalen med sin dybe og melankolske stemme. Samtidig deler hun tough love ud til publikum, når hun siger, at hun elsker os, men af samme grund er nødt til at ruske op i os for at tage ansvar i forhold til både det had og den vold, der udgydes over transpersoner i hele verden, men også i forhold til verdens apokalyptiske tilstand. »Transpersoner har været her siden tidernes morgen, og vi vil være her til verdens ende … som på en måde er nu,« som hun dystert tilføjer.
Vi må indstille os på ekstreme kontraster, og her er Roskilde Festival fortsat en god skole at gå i. For hvor kan man ellers gå direkte fra Almaguers dystre forudsigelser og smertefulde erfaringer til Addison Raes hyperenergiske sukkerchok af et popshow og videre igen til Los Thuthanakas psykedeliske nedsmeltninger, besættende rytmer og trippede guitarfigurer, der lyder, som hvis krautrocken var blevet født i Andesbjergene.
Vi må indstille os på ekstreme kontraster, og her er Roskilde Festival fortsat en god skole at gå i
Hvis man kan tale om en slags musikalsk jetlag, der opstår, når man brat rykkes fra en musikalsk zone til en anden, så finder man det helt sikkert på Roskilde Festival. Det kan godt blive for meget, men den turbulens, der opstår, har det også med at gøre én modtagelig og hudløs på måder, man sjældent opnår, når man ellers tager til koncerter. Og det er for mig at se en af de afgørende pointer med festivaler som netop Roskilde Festival.
Måske netop af den grund føles det også som et chok, da jeg torsdag aften lader mig ruske igennem af Uncle Acid & The Deadbeats' tunge psykedeliske og okkulte rock, og koncerten så pludselig afbrydes af »grunde, som vi endnu ikke kan oplyse om,« som det udlægges af en Roskilde Festival-repræsentant fra scenen. Dagen efter kan vi erfare, at aflysningen skyldtes uhensigtsmæssige vejrforhold, der gjorde, at lyden fra Lagune-teltet forstyrrede koncerten med hovednavnet Gorillaz på Orange Scene. Det har utvivlsomt været rigtigt, men kan det virkelig være rigtigt at et band og deres fans skal kastes under bussen af hensyn til en anden koncert på en festival, der ellers næres af en fortælling om, at det, der sker på de mindre scener, er mindst lige så vigtigt for festivalens DNA?
Også på Roskilde Festival findes der en magtfuld elite, som kan diktere rammerne for fællesskabet
Selvfølgelig ved vi godt, at der bag festivalens utopier om solidaritet også ligger masser af armlægninger med tunge agenturer, men det føles alligevel som et uskyldstab, når man rammes helt konkret af en følelse af, at også på Roskilde Festival findes der en magtfuld elite, som kan diktere rammerne for fællesskabet.
Dyb lytning og frisættende dans
Heldigvis er der stadig masser af oaser for den eksperimenterende musik på festivalen, hvor den slovenske trio Širom leverer en af weekendens stærkeste koncerter med deres evigt fabulerende univers og arsenal af lydobjekter, der tæller alt fra traditionelle instrumenter som drejelire og banjo til en rulle tape. Få bands formår som trioen at skabe et musikalsk rum, som på én gang er meditativt og konstant overraskende.
Lytning er en evne, der skal trænes, og Široms koncert er en sjældent god træningslejr. Begejstring vækker også det britiske band The New Eves, som på Gloria byder på en både skæv og charmerende blanding af folkemusik, postpunk og hekselignende cabaret, mens den elektroniske musiker Blawan natten til lørdag leverer sublim eksperimenterende techno i mørket.
I det hele taget leverer årets Roskilde Festival stærkt på de gode dansefester, men festivalen viser også den mangfoldighed af musikalske rum, som dansen kan udfolde sig i, og at dansen i sig selv kan være en modstandshandling i en brændende verden. For også i dansen ramler en utopisk søgen efter frihed og fællesskab sammen med et fysisk og svedende nærvær. Der er skruet godt op for den erotiske frisættelse, når svenske (og halvt danske, afslører hun selv fra scenen) Cobrah med sine to dansere omdanner Lagune til en dunkel natklub med BDSM-inspirerede stemninger og en cluborienteret elektronisk popmusik, der går lige i kroppen.
I dansen ramler en utopisk søgen efter frihed og fællesskab sammen med et fysisk og svedende nærvær
På samme scene skaber amerikanske Rochelle Jordan et blændende og dansabelt punktum for festivalen med en tight koncert, der nærmest er en tour de force gennem flere æraer af hedonisk natklubsstemning med synteser af klassisk disko og hård housemusik. Endelig skal kvindekollektivet Pili Pili Girls fra Tanzania fremhæves for at levere festivalens absolut sjoveste dansefest med løssluppen stemning, farverige kostumer, twerk og lynhurtige singeli-beats på Platform.
Blomsterbørn og bibelske B-sider
Roskilde Festival balancerer altid mellem at være tro mod de hippie-idealer, som festivalen er grundlagt på (og som stadig hyppigt markeres med peace-tegnet på storskærme rundt omkring på festivalen), og at skue frem mod nye horisonter i stedet for at synke ned i nostalgien. På magisk vis formår The Savage Rose at ramme den balance med en veloplagt og velspillet koncert, der emmer af hippieånd uden at vige blikket bort fra vor tids rædsler. Der er vel nærmest ingen, der som Annisette kan tale om mennesker som skrøbelige blomster på livets vilde mark, uden at det bliver kitsch, og ingen der med samme autoritet og indignation kan synge fredshymnen »Kringsat av fiender« med den afsluttende linje »Vi vil ta' vare på skønheden, varmen / som om vi bar et barn varsomt på armen,« så både unge og gamle må knibe en tåre i fællesskab. Og bandet bærer varsomt skønheden frem, men de starter også koncerten med en tændt version af Bob Dylans »Masters of War«, hvor der er langt til blomstrende utopier i bitre linjer som »And I hope that you die / And your death’ll come soon«.
Det kan give kulturelt jetlag – at rejse via hippieæraen helt ned i Kong Salomons tid og direkte tilbage til en dansende nutid
Nogle gange må man kigge tilbage for at kigge frem, og mens danske politikere på Borgen har travlt med at tale om åndelig oprustning og kristne værdier, griber den progressive svenske folkemusiker Sara Parkman tilbage til tekster fra Det Gamle Testamentes apokryfer (en slags »B-sider til Det Gamle Testamente«, som Parkman kækt bemærker) for at levere et glødende forsvar for nødvendigheden af kunsten, som noget der transcenderer de skel af nationalisme og menneskelig smålighed, der ellers adskiller os. Også det kan give kulturelt jetlag – at rejse via hippieæraen helt ned i Kong Salomons tid og direkte tilbage til en dansende nutid.