Knausgaards apokalypse som opera
Endnu et år, endnu en helt ny, fuldskalaopera henlagt til Bergen. Jo, Norges tidligere hovedstad rummer på sine bedste dage en særlig magi, men i de 666 sider af Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen når tingene et helt nyt niveau. En præst forretter begravelsen af en mand, der har været død i en uge, selv om han dagen forinden sad på samme fly som hende. En omsorgsarbejder for psykiatriske patienter bevæger sig ind i skoven ved siden af sin klinik, hvor hun møder en stor fugl med reptilskæl og et menneskeligt ansigt.
Jo, Norges tidligere hovedstad rummer på sine bedste dage en særlig magi
Mest markant bliver alle ni fortællere i Knausgårds roman opmærksomme på et enormt nyt himmellegeme på himlen. Alt dette synes at give dem adgang til de frygtelige sandheder, der æder sig ind på deres privatliv, og får dem til at spørge sig selv, hvorfor de overhovedet eksisterer.
Men det er jo Knausgård, så størstedelen af bogen handler om at lave kaffe, handle ind, udveksle banale sms’er med familiemedlemmer og indtage alkohol i mellemklassen. Morgenstjernen er Søren Kierkegaard møder Stranger Things. Den hjemlige trummerum gøres fascinerende på den helt særlige Knausgård-måde, men selv han kan ikke puste liv i bogens tunge teologiske udredninger, som kan virke både malplacerede, kringelkrogede og til sidst lidt trættende. Nogle gange er de formet som samtaler, men i det mest åbenlyse tilfælde præsenteres de som et »essay« af en af hovedpersonerne – barfilosoffen Egil, der lever af sin fars formue, mens han forsøger at undgå kontakt med sin før-pubertære søn Viktor.
At udtænke alt dette som opera kan ikke have været let
Fra romanens introspektion til operascenens logik
At udtænke alt dette som opera kan ikke have været let. At destillere det til sungne ord og musik må have været endnu sværere. Fortællingen hviler ofte på baggrund og indre refleksion, mens de egentlige »begivenheder« – et selvmordsforsøg, et trafikuheld, en forførelse, genoplivningen af en hospitalspatient, der allerede er erklæret død – er sekundære; mindre optaget af at drive handlingen frem og mere af symbolik og muligheder for at stille spørgsmål.
Alligevel er Morgenstjernen i en vis forstand gennemført operatisk i sin kombination af logisk fortælling og fuldstændig ophævelse af vantro. Folk bryder ikke ud i sang i Bergen Lufthavn, lige så lidt som man møder sværme af kæmpekrabber på vej hjem fra den. Som Egil spørger i Knausgårds tekst: »Hvis vi står ved grænsen af det logiske, hvad findes der så på den anden side?« Ét svar kunne være: opera.
Folk bryder ikke ud i sang i Bergen Lufthavn, lige så lidt som man møder sværme af kæmpekrabber på vej hjem fra den
Forræderi frem for teologi
Gunilla Hemming, librettisten bag Morgenstjernen, den nye opera med musik af den finske komponist Sebastian Fagerlund, citerer dramatikeren David Mamet i sit essay i programbogen: »Al dramatik handler grundlæggende om forræderi.« Det er netop dét, der får hendes libretto til at fungere. Hun har næsten fuldstændig skåret teologien bort af teksten og lader i stedet teatralske gestusser og symbolik bære den eksistentielle tyngde (den gigantiske stjerne og operakoret hjælper naturligvis). I Morgenstjernen møder vi ikke ni, men seks hovedpersoner og suges hurtigt og effektivt ind i ruinerne af deres privatliv og de deraf følgende dilemmaer. Tre dominerer: den liderlige sensationsjournalist Jostein, den følelsesmæssigt forkrampede skadestuesygeplejerske Solveig og den forvirrede præst Kathrine.
Hemmings primære opgave har måske været at skære fra. Men hendes svensksprogede libretto rummer også et slående greb ved at lade børnene få det sidste ord. I romanen er børnene underordnede – ofre for de voksnes generelle selvoptagethed. I operaen er de næsten konstant til stede og vidner om den mest foruroligende tragedie af alle: de omsorgssvigtets kredsløb, som har skabt disse usympatiske voksne mennesker i første omgang. »Her er vi,« synger deres børn, da tæppet falder – følelsesmæssigt knusende, men mærkeligt nok også optimistisk.
Der er andre, tilsvarende stærke øjeblikke i Morgenstjernen, som viser sig at være et særdeles effektivt stykke teater og et meget respektabelt bud på en opera for det 21. århundrede. Som i sin tidligere fuldskalaopera Autumn Sonata lader Fagerlund orkestret bære en stor del af den psykodramatiske vægt. Selv når prologen kaster os direkte ind i Bergen Lufthavns procedurale banalitet, signalerer orkestret, at der er større kræfter i spil nedenunder – en følelsesmæssig malstrøm, der hvirvler, ulmer og brøler.
Fagerlunds sikre håndtering af instrumenter og korstemmer er en af partiturets helt store styrker. Vi vidste allerede, at han er særdeles dygtig til at dreje på det orkestrale kalejdoskop, men stjernens fremkomst og gradvise oplysning giver anledning til glødende orkestrering og en række slående tableauer, hvor koret står betaget af det, de ser på himlen. Det fungerer som et stærkt musikalsk og teatralsk billede på et samfund i grebet af noget fysisk ekstraordinært og måske også metafysisk forvandlende. Samtidig føles alt i partituret musikalsk integreret, selv når teksturerne skrælles ned til en enkelt violin. Fagerlunds primære lydlige domæne er orkestral harmoni, lyrik, lange linjer, knirkende og bøjede pedaltoner – forførende og stærkt teatralsk, selv om der er lidt for mange eksempler på store crescendi, der brat knækker over i stilhed, en gestus, der truer med at blive en kliché.
Til en vis grad overskygger dette Fagerlunds solistiske vokalskrivning, som kan forekomme bleg og uanselig. Måske er det netop meningen. Librettoen prioriterer situation frem for karakter og efterlader det bredere musikalske apparat til at udfylde hullerne. Det lykkes ofte – for eksempel i den levende skildring af omsorgsarbejderen Turids klaustrofobiske sind (med både kor og orkester) eller i fremstillingen af teologen Egils intellektuelle afstand til sin søn, idet han holdes fast i den musikalske logik fra lutherske koraler.
Det, vi eventuelt savner i individuel karaktertegning i tekst og musik, opvejes til en vis grad af musikkens evne til at indfange samfundsmæssig bredde og krise – det store billede. Det er her, man mærker denne nye operas betydelige teatralske og følelsesmæssige kraft, og her den kommer tættest på den tunge eksistentielle angst i Knausgårds bog – i partiturets imponerende lag af sammensmeltende polyfoni, der fører os fra individuel erfaring til kollektiv krise eller opvågnen (vi ved aldrig helt hvilken; ikke en fejhed fra skabernes side, men tværtimod det mest dristige greb).
Al ros til Den Finske Nationalopera for at få denne norsk-kildede, svensksprogede opera på scenen i en effektiv iscenesættelse af husets egen kunstneriske leder, Thomas de Mallet Burgess. Leslie Travers’ scenografi gjorde subtil, men virkningsfuld brug af drejescenen og løste de logistiske udfordringer i en tempofyldt opera, mens hans skov af gradvist nedadgående, omvendte træer skabte en slående visuel modvægt til stjernens stadigt voksende, næsten nukleare kraft – især når de blev badet i Matthew Marshalls smukke lys. Mere gådefulde er Tracy Grant Lords kostumer. At lade litteraturprofessoren Arne ligne en Florida-turist, den bipolare kunstner Tove en børnehavepædagog og den snavsede journalist Jostein en bryllupsgæst fra Gentofte hjalp bestemt ikke på vores i forvejen skrøbelige opfattelse af karaktererne.
»Al dramatik handler grundlæggende om forræderi.« Det er netop dét, der får hendes libretto til at fungere
Stor bedrift
Den bedste solosang leveres af Helena Juntunen og Johan Reuter – selv om der igen er så meget iboende nobelhed i sidstnævntes stemme, at det kan være svært at forene figurens frastødende adfærd med de varme klange, der kommer ud af hans mund. Juntunens stemme rummer den klassiske finske kombination af skarp fokus og tilsyneladende lethed, som ikke udelukker styrke. Hendes øjeblikke af selvransagelse føles blandt de mest personligt autentiske i forestillingen, ligesom Jenny Carlstedts Kathrine, hvis forsoning med ægtemanden Gaute også udgør et af operaens dramatiske højdepunkter – et vovet skridt væk fra den metafysiske afgrund og hen imod gammeldags operatisk kærlighed og længsel. Scenen synges stilfuldt og rigt af Carlstedt og hendes partner på scenen, Nicholas Söderlund.
Men dette er et ensembleværk, præcis som Knausgårds roman filtrerer det fælles gennem det personlige; det altomfattende gennem det tilfældige. Koret og orkestret ved Den Finske Nationalopera lyder, som om de har internaliseret næsten hver eneste node i Fagerlunds rasende detaljerede nye partitur – ingen lille bedrift ved premieren på et helt nyt værk.
Han viser os, hvor rig en operaskabelse dette er
Dirigent Hannu Lintu holder de store øjeblikke sikkert svævende, men er samtidig opmærksom på de mange lyriske og kontrapunktiske detaljer i partituret – en kantabel hornlinje her, kimen til en ny rytmisk dagsorden dér. Han viser os, hvor rig en operaskabelse dette er – en, der udvikler kunstformens musikalske sprog inden for de specifikke og resonante rammer af Fagerlunds post-Lindberg-æstetik. I modsætning til mange andre nye operaer, der klamrer sig til orkestret som fortællende redskab, fungerer denne også overbevisende som teater.
»Morgonstjärnan«, Den Finske Nationalopera, Helsinki, 30.1-03.03 (urpremiere)
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek