Musik efter sammenbruddet
En kvinde sidder alene ved et bord og afspiller kassettebånd fra sin egen fortid. Hun spoler frem og tilbage, trykker pause og skifter bånd, og bevæger sig gennem tiden i ryk og spring. Chopin og Beethoven bliver hakket og skruet, sløret og ridset – den klassiske musiks giganter genopfundet gennem en kultur, hvor de store fortællinger ikke længere holder, og hvor den sociale sammenhængskraft er ved at gå i opløsning. Musikinstrumenter bliver skilt ad og samlet igen i sære, muterede konstruktioner som Hans Bellmer-dukker med stemme. Lyde synes at svæve frit i luften, løsrevet fra enhver kilde, flimrende som spøgelser. I 2026 kunne Only Connect Oslo næsten have heddet »Only Disconnect«. Musikken fremstod opsplittet og fragmenteret, radikalt fremmedgjort over for sig selv, ude af tid og balance.
I 2026 kunne Only Connect Oslo næsten have heddet »Only Disconnect«
Kulturkirken Jakob er en nygotisk bygning med marmorsøjler og højt hvælvet loft, lidt nord for Oslos centrum. Men på festivalens åbningsaften kunne den lige så godt have ligget dybt under vandet som en sunket akvariedekoration eller en tabt rest af Atlantis. Med strygerne fra Kringkastingsorkestret (KORK) placeret i et gitter rundt om publikum på alle fire sider af kirkeskibet åbnede Justė Janulytės Apnea som en strøm af kviksølv.
Hele orkestret spillede konstant, men længe knap over et sart pianissimo: lave, langsomme buestrøg med lejlighedsvise krusninger af tremolo. Efterhånden som lydstyrken langsomt voksede, føltes det som at synke nedad, en langsom nedstigning i mørkere vand, mens musikken steg i intensitet under dirigent Ilan Volkovs dirrende hænder. Efter lidt over ti minutter forsvandt lyden lige så silkeblødt, som den var opstået – ikke så meget som om musikken drev væk, men som om bevidstheden selv gled bort.
Chopin i skår og skæve stemninger
Hvor Apnea søgte at omslutte sit publikum, virkede det næste værk i Kulturkirken mere interesseret i at overraske og forvirre. Jonas Lie Skaaruds The Moon has Set, Dogs are Sleeping er et dybt besynderligt stykke musik, der tager udgangspunkt i fragmenter fra Frédéric Chopins værker – især Rondo à la Krakowiak, fanfaren fra den første klaverkoncert og Grande fantaisie sur des airs polonais (samt de polske folkesange bag) – som her fremstod splintret, omrokeret og genkontekstualiseret. Strygerne var tilbage på scenen sammen med resten af orkestret og solisterne Sanae Yoshida (klaver) samt Rolf-Erik Nystrøm (saxofon), Frode Haltli (akkordeon) og Håkon Thelin (kontrabas) fra ensemblet Poing. De to sidstnævnte instrumenter var stemt henholdsvis en kvarttone op og ned, hvilket gav en næsten kvalmende effekt. Orkestreringen var frodig, men uforudsigelig, hvor temaer pludselig sprang frem med slagkraft som en flaske i ansigtet – for derefter at smuldre som teatersukker. Solisterne spillede melodier i yderkanten af deres register: kontrabassen i flageoletter, saxofonen som en fløjtende hvisken.
Værket hang måske ikke helt sammen – men det var måske heller ikke meningen. Det var i hvert fald en bedrift at få et så præcist og klangrigt orkester til at lyde som et skoleensemble af blokfløjter.
Snart lå Nystrøm på gulvet i læderbukser omgivet af instrumenter i forskellige størrelser og et virvar af nodeark
Braxton uden sikkerhedsnet
Åbningsaftenen sluttede med et værk af Anthony Braxton – eller rettere sagt otte, presset sammen ad hoc. Det var musik spillet på kanten, bundet sammen af et komplekst system af signaler fra både Volkov og trompetsolisten Susana Santos Silva. Braxtons partitur blev mindre en plan og mere en buffet, som Volkov hektisk bladrede i undervejs. Vi hørte store, massive orkesterbevægelser og febrilske soloer fra saxofon og trompet, hvor Silva arbejdede med dæmperen som et dub-instrument og hamrede på ventilerne som et joystick. Snart lå Nystrøm på gulvet i læderbukser omgivet af instrumenter i forskellige størrelser og et virvar af nodeark. Der var noget fascinerende ved at opleve et orkester, der virkede lige så forvirret over det, de spillede, som publikum. En kyniker kunne spørge, om nogen ville turde behandle Beethoven og Chopin sådan – hvis ikke det samme orkester stort set havde gjort det en time tidligere. Senere på festivalen hørte jeg en strygetrio af Christian Winter Christensen, der til tider lød som »An die Freude« fra Beethovens niende symfoni kradset i stykker af en eksperimenterende turntablist som Kid Koala eller Mariam Rezaei.
Dagen efter befandt vi os i endnu en kirke, et kvarters gang øst for Kulturkirken. På træbænke og knirkende gulvbrædder under et loft af trælameller svævede en tung, kompakt lydmasse mellem musikerne fra SiTron (Sinfonietta Trondheim) – som en sky fuld af regn. Bergrún Snæbjörnsdóttirs Ecognosis skabte en helt særlig atmosfære: mystisk og let skræmmende. Det mindede om bygninger, der knager i stormvejr: gulve, der rasler, og døre, der knirker, mens violinisten pressede buen dybt ned i strengen, og slagtøjsspilleren strøg noget, der lignede havesnor. Instrumenterne var sat tæt på mikrofonerne, og signalerne aktiverede seks gonger bagved, som klingede med sekundære overtoner. Musikken var både ekstremt fysisk – vi hørte stålet i fløjten, hestehårets ruhed – og samtidig mærkeligt afmaterialiseret. Lyden syntes at få sit eget liv og svævede ind og ud af lytterens fokus som en rastløs ånd i et hjemsøgt hus.
Senere samme aften, på klubben Blå ved floden, så jeg en trompet puste en ballon op, som blev til en tromme
Mixtapes, mekanisk dada og musikalsk skrammelkunst
Senere samme aften, på klubben Blå ved floden, så jeg en trompet puste en ballon op, som blev til en tromme, før den blæste en række papirsfesthorn ud. Duetten mellem Pierre Bastien og Louis Laurain føltes anarkistisk og let surrealistisk. Vanvittige Meccano-maskiner tikkede og snurrede excentrisk, instrumenter blev forvandlet og udvidet næsten til ukendelighed: en kornet med påmonterede strenge, et forlænget mundstykke af gummi og så videre.
Performancen var oplyst nedefra, hvilket skabte et dragende skyggespil på spillestedets grå vægge. Det var en cirkusagtig optræden: munter og svagt urovækkende. Instrumenter blev til skrøbelige dadaistiske assemblager, klamret sammen af musikhistoriens skrotplads.
Opførelsen lignede mere VVS-arbejde end musik
Bastien er en garvet skikkelse i dette felt, men en tråd af utraditionelle instrumentforberedelser løb gennem hele festivalprogrammet – fra Snæbjörnsdóttirs aktiverede tamtammer til et snedigt værk for et kropsløst blæseinstrument, fremført af duoen Araia lørdag aften. Jorge Gómez Elizondos Clarinet without Organs II – Pulpesque (2006) blev spillet af Elena Perales Andreu udelukkende ved hjælp af instrumentets mundstykke, koblet til et system af klare orange og grønne plastikrør, ophængt over scenen som en blæksprutte midt i en obduktion. Hendes åndedræt blev ledt fra det ene rør til det andet – ikke via klapper, men gennem en række ventiler og haner – så opførelsen lignede mere VVS-arbejde end musik. Men lyden – kaskader af dybe, luftfyldte sus og fine fløjt – var hypnotiserende.
Imens fandt Marta Forsbergs komposition Mixtapes feat. Karin Hellqvist den navngivne svenske violinist i en eftertænksom tilstand. Det føltes som at trænge ind i et meget privat øjeblik. Hellqvists samling af hjemmeoptagede kassettebånd går tilbage til barndommens øvesessioner med instrumentet. I arbejdet med værket fik Forsberg frie hænder til dette arkiv.
Resultatet er et stykke, der folder sig langsomt ud: Hellqvist sad ved et bord, skiftede mellem båndene, tog sig god tid, lod undertiden lange pauser opstå og samlede kun lejlighedsvis violinen op for at spille med. Ved hvert klik på play-knappen hørte vi lydfragmenter: popsange fra 60’erne og 70’erne, brudstykker af nyhedsudsendelser, en ung pige (Hellqvist selv?) der synger for sin far, vaklende violinøvelser fra de tidlige år. Lydene var ofte forvrængede, dirrende og flagrende med de karakteristiske spor fra et gammelt analogt medie. Men de var også indimellem tydeligt klippet op og bearbejdet af Forsberg. Hellqvist så hverken på sit instrument, partituret eller publikum, men kiggede ned og lidt til siden – ind i en ubegribelig mellemdistance. Det var et dybt bevægende værk om erindring (eller det, Bernard Stiegler kalder »tertiær retention«) og de lunefulde egenskaber ved fysiske medier: hvordan vi manipulerer fortiden – og selv bliver manipuleret af den.
Krop, stemme og det, der næsten bliver til musik
Festivalens sidste opførelse var også dens mærkeligste. Fremført af perkussionisten Owen Weaver og danseren Malin Nøss Vangsnes rummede Declaration (Unwriting, Part II) hverken slagtøjsinstrumenter – bortset fra performernes egne kroppe og nogle plasticsække – eller noget, man for alvor ville kalde dansetrin. I en kort samtale dagen før havde komponisten Alwynne Pritchard insisteret på, at værket »helt bestemt ikke er et musikstykke«, men jeg vil hævde, at det heller ikke ikke er musik. Det bevægede sig i et musikalsk rum, hvor rytmer og lyde blev indarbejdet på skrå: Weaver havde en mikrofon tapet fast til hovedet, som knasede og brølede mod plasticsækkene og til tider hylede i nærheden af en forstærker på scenegulvet, mens vilde, fremmede vokallyde – frembragt af Pritchard selv – strømmede ud fra et par højttalere.
I en kort samtale dagen før havde komponisten Alwynne Pritchard insisteret på, at værket »helt bestemt ikke er et musikstykke«
Med tråde til en mangfoldig tradition – fra Fluxus-happenings til ekspressionistisk og absurd teater – føltes strukturen associativ på en drømmende, udpræget musikalsk måde. Selvom spillestedet ikke gjorde værket mange tjenester (det kræver formentlig enten en black box eller en white cube), var det fuldstændig dragende. Et krakeleret og splintret seksuelt psykodrama: Declaration var en perfekt afslutning på en festival, der lyste klarest i glimtende fragmenter.
Only Connect, 23.-25. april, Oslo, Norge
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek