Når stemmen forlader kroppen
I Country lader Niels Rønsholdt to stemmer mødes i et akustisk kammermusikalsk rum. Den ene er Jakob Kullbergs – genkendelig, kropslig, ru. Den anden er hans, men ikke helt: en manipuleret, filtreret og forskudt stemme, der svæver gennem værket som et fremmed ekko. I et ellers organisk univers af cello, kammerorkester og sang fremstår denne stemme som noget løsrevet, næsten hjemløst. Den lyder, men den har ingen synlig krop.
Hvad vil det sige at høre en stemme uden et menneske?
Hvad vil det sige at høre en stemme uden et menneske? Og hvad gør det ved vores oplevelse af nærvær, troværdighed og identitet, når den samme sanger både er til stede og fraværende i sin egen musik?
Den akusmatiske stemme
Allerede i åbningsnummeret »We Will Dissolve« mødes de to stemmer i duet. Kullbergs stemme står tydeligt frem, mens den anden ligger som en skygge ved siden af. I »Trees (I)« overtager den manipulerede stemme helt. Her bliver forskellen markant: hvor Kullbergs vokal bærer spor af åndedræt, friktion og fysisk anstrengelse, fremstår den anden stemme reduceret, filtreret, næsten afsjælet.
Man kan kalde den akusmatisk. En akusmatisk lyd er en lyd, hvis kilde er skjult. Vi hører den uden at kunne lokalisere dens ophav. I Country er stemmen samplet og bearbejdet, løsrevet fra den krop, der engang frembragte den. Den er ikke autotunet i popforstand og heller ikke svøbt i velklingende indie-effekter. Tværtimod synes den at være ført gennem et reducerende filter, der opløser det, vi normalt forbinder med en stemmes identitet: klangens dybde, vibratoens bevægelse, artikulationens klarhed. Konsonanter og vokaler flyder sammen i en tyk, elektronisk dis. Resultatet er anonymt – og let urovækkende.
Den menneskelige stemme er altid allerede kropslig; vi hører den som mere end blot lyd
Kontrasten til Kullbergs egen vokal er slående. Den menneskelige stemme er altid allerede kropslig; vi hører den som mere end blot lyd. Roland Barthes beskrev dette særlige element som »the grain of the voice« – det kropslige korn i stemmen, det overskud, der hverken handler om teknik eller betydning, men om tilstedeværelse. I Kullbergs sang hører vi netop dette grain: hæsheden fra stemmelæberne, trykket i konsonanterne, den minimale usikkerhed i fraseringerne. Selv uden at se ham fornemmer vi kroppen bag lyden.
Mellem krop og kode
Men Country komplicerer denne skelnen. For den akusmatiske stemme er i virkeligheden også Kullbergs. Han synger med sig selv – både som krop og som spor. Det manipulerede lag er ikke en fremmed maskine, men en digital fordobling af hans egen stemme. Autenticiteten er altså ikke fraværende; den er transformeret.
Netop derfor begynder tvivlen at melde sig. Indimellem høres et vibrato i den manipulerede stemme – en rest af det menneskelige? Eller blot endnu et lag af bearbejdning? Kan man stadig tale om et entydigt »grain«, når teknologien kan simulere eller forstørre det kropslige? I en tid præget af AI-genererede stemmer og syntetiske vokaler bliver spørgsmålet presserende: Hvornår har en stemme haft kontakt med en krop – og betyder det overhovedet noget for vores oplevelse?
Paradokset er, at stemmen altid har befundet sig i et grænseland. Den udspringer af kroppen, men kommer fra et indre, vi ikke kan se. Den er både synlig og skjult. I dag kan den eksistere helt uden krop – eller rettere: uden en krop, vi kan pege på. Country aktualiserer dette paradoks uden at give et entydigt svar.
Paradokset er, at stemmen altid har befundet sig i et grænseland. Den udspringer af kroppen, men kommer fra et indre, vi ikke kan se
Mest slående er det i mødet mellem form og indhold. Sangteksterne trækker på countrygenrens længselsfulde univers: kærlighed, tab, ensomhed. »I’d rather be on some dark island, where the sun would never shine / as for you to be another man’s darling…« synges det. Når disse følelser formidles af en stemme uden synlig krop, opstår en mærkelig forskydning. Det autentiske og det kunstige clasher – og netop i dette clash opstår en ny form for troværdighed.
Den akusmatiske stemme virker først fremmedgørende. Men gradvist begynder den at røre. Måske fordi den netop blottet for krop fremstår som et rent følelsesspor, et ekko af noget menneskeligt, der ikke helt lader sig udslette. Stemmerne glider efterhånden ind og ud af hinanden som en dobbelteksponering af identitet – menneske og teknologi, original og kopi.
I dette spændingsfelt mellem det kropslige og det konstruerede finder Country sin særlige styrke. Værket insisterer ikke på at vælge side. I stedet lader det os lytte til forskellen – og til den uro, der opstår, når stemmen både er til stede og fraværende på samme tid.
Essayet indgår i en serie af tekster af studerende på Musikvidenskab på Københavns Universitet. Vores skribent og underviser Jakob Gustav Winckler har bedt sine studerende bearbejde opgaver, som de har skrevet på sidste del af studiet. Meningen er at få et indblik i, hvilke emner og problematikker, som de studerende finder interessante at beskæftige sig med i dag.