© Camilla Winther
kommentar
06.10

Operaen har fået styr på økonomien – nu skal den satse på fremtiden

Mens miljøet for ny opera blomstrer uden for Det Kongelige Teaters mure, spiller nationalscenen stadig mere sikkert. Med økonomien i balance er tiden inde til at investere i operaens næste generation.

Det rører på sig i toppen af dansk opera. Kasper Holten, teaterchef på Det Kongelige Teater, har meldt sin afgang, mens operachef Elisabeth Linton, som Holten var med til at ansætte i 2022, er blevet forlænget med fire år. Hvad skal vi lægge i disse opsigtsvækkende meldinger? Holtens afgang varsler forandring, mens Lintons forlængelse peger i den modsatte retning: kontinuitet.

Da Holten overtog styringen i 2018, var teatrets økonomi alvorligt presset. Hans linje var klar: Der skulle sælges billetter. Det Kongelige måtte slippe de fine fornemmelser, skrue op for familievenligheden og bejle til musicaldanmark med et bredere repertoire.

Hans linje var klar: Der skulle sælges billetter

© Camilla Winther
 Da Holten overtog styringen i 2018, var teatrets økonomi alvorligt presset. Hans linje var klar: Der skulle sælges billetter. © Camilla Winther

Strategien virkede, og økonomisk efterlader Holten teatret i balance. Rent kunstnerisk ser regnskabet anderledes ud. Ikke ét nyt dansk værk kan operahuset – eller »indkøbscentralen«, som Weekendavisens musikanmelder Sune Anderberg polemisk kalder nationaloperaen – mønstre i nye den sæson, som netop er skudt i gang. I stedet har man så godt som halveret antallet af premierer og lappet programmet sammen af talrige genopsætninger og internationale koproduktioner. Ser man isoleret på årets sæson, skulle man tro, at dansk opera ligger i koma, og at Det Kongelige Teater kun nødtørftigt holder den kunstigt i live.

Det er nu, vi skal fremtidssikre dansk opera

Heldigvis er det danske operamiljø ikke afgrænset af Det Kongeliges mure. Lige udenfor slår skabertrangen gnister, talentmassen er voksende og ildsjæle strømmer til miljøet. Tag Copenhagen Opera Festival, hvor de nye værker står øverst på plakaten, eller de mindre kompagnier Motherboard og OPE-N, der har gjort det til en spidskompetence at skabe opera på de mest usandsynlige steder. Og se mod landsdelsoperaerne Operaen i Midten og Den Fynske Opera, hvor udviklingen af nye værker fylder bemærkelsesværdigt meget i repertoiret. Det er på tide, at Det Kongelige Teater tager et større ansvar for udviklingen af ny opera og iværksætter en målrettet indsats, som man også ser det hos andre europæiske nationaloperaer. Det er nu, vi skal fremtidssikre dansk opera.

Værdien af dansk opera 

Lad mig slå fast, at jeg ikke er ude på at tegne et indigneret fjendebillede af Det Kongelige Teater som en forstokket modstander af alt moderne. Når man som omkostningstungt operahus skal navigere i massive besparelser, er det nærliggende at skære de største risici fra først. Og faren for tomme sæderækker er som bekendt overhængende, når en ukendt titel kommer på plakaten. Derfor er det også forståeligt, at man hellere indgår i store internationale samarbejder og engagerer verdens førende komponister end satser på uprøvede danske navne. Som det er tilfældet med Kaija Saariahos Innocence, der spiller netop nu. 

©
I »Innocence« mødes Kaija Saariahos musik og Sofi Oksanens og Aleksi Barrières fælles libretto i et flersproget drama om kollektive traumer og kampen for at komme videre. © Miklos Szabo

Af samme grund er det nærliggende at sætte sin lid til etablerede komponister som Louise Alenius, Simon Steen-Andersen og Bent Sørensen, når man endelig vover pelsen og bestiller en ny dansk opera i stor skala.

Mere bekymrende er det, at Takkelloftet, Operaens mindre kammerscene samtidig er blevet langt mindre aktiv som rugekasse for ny opera. Under Linton har Takkelloftet kun haft én urpremiere, Matias Vestergårds Lisbon Floor – og selv den var bestilt og produceret af Copenhagen Opera Festival. I samme periode har scenerummet til gengæld været brugt til konferencen Her Perspective: The Forgotten History of Opera, som satte spot på operahistoriens kvindelige komponister. Hellere genopdage operaens fortid end skabe dens fremtid, åbenbart.

»Det er de samme ti populære titler, som går igen overalt – også på min egen scene«

Selvindsigt mangler Linton ikke. I scenekunstmagasinet ISCENE problematiserer hun sin egen repertoirepraksis: »Det er de samme ti populære titler, som går igen overalt – også på min egen scene – og det er en forståelig, men farlig vej at gå.« Men hun kunne godt lade sig inspirere af den handlekraft, Anne Barslev sparkede døren ind med, da hun i 2024 blev operachef for Den Jyske Opera. Shitstormen var til at forudse, da hun indførte en regel om, at man på Den Jyske Opera kun synger klassikere oversat til dansk.

La Traviata stiller skarpt på kurtisanen Violettas frie liv og virke i en verden, hvor samfundets dom er hård, og hvor kærligheden ikke sejrer. © Anders Bach
La Traviata er blandt de operaer, som Den Jyske Opera opfører på dansk. © Anders Bach

Tiltaget mødte så hård kritik, at man næsten glemte at anerkende Barslev for modet til faktisk at skabe en klar profil. Men idéen er ikke så tosset endda: En oversættelse kan få de gamle travere til at åbne sig på nye måder og give publikum en mere direkte adgang til værket, fordi blikket ikke hele tiden skal søge mod tekstningen. Desto mere ærgerligt er det, at tanken ikke er tænkt til ende: hvorfor ikke insistere på værdien af opera på dansk ved også at bestille nye værker på modersmålet? Det havde været visionært. 

Men hvem skal komponere fremtidens storstilede operaer?

Resten af Europa overhaler

Nu hvor Det Kongelige Teaters økonomi ser ud til at være genoprettet, virker det ikke længere urimeligt at forvente en større indsats for udviklingen af ny dansk opera. Man kan, som Holten, mene, at nationalscenen med sine skatteindsprøjtede muskler skal fokusere på store produktioner, der kan nå et bredt publikum, og overlade den smallere scenekunst til andre. Men hvem skal komponere fremtidens storstilede operaer? Og hvis ikke landets tungest offentligt finansierede scene tør løbe risikoen ved at opdyrke nye komponisttalenter, hvem tør så?

Med sin forlængelse har Linton mulighed for at sætte et mærkbart præg på dansk opera. I den forbindelse kommer vagtskiftet i chefleddet over hende måske belejligt. Man kan kun håbe, at den næste teaterchef ikke blot har tænkt sig at videreføre Holtens linje, men ser den som et springbræt for nye initiativer på operascenen. Der er allerede masser af udenlandske eksempler at hente inspiration fra. Man kan skele til Den Hollandske Nationalopera, som hvert år siden 2016 har præsenteret nye værker på Opera Forward Festival, eller til The Sugar Factory, et treårigt program, som Den Finske Nationalopera iværksatte i 2025 for at udvikle ny opera.

Man skal åbenbart til udlandet for at opleve morgendagens operakomponister på en stor scene

Et andet forbillede finder man i Berlin. Deutsche Oper Berlin har netop åbnet Unlimited, en permanent afdeling for eksperimenterende musikdramatik ved siden af det traditionelle operarepertoire. I den første sæson har tyskerne inviteret islandske Bára Gísladóttir som composer-in-residence og bestilt en ny opera, som får premiere i begyndelsen af 2027. Det bør give stof til eftertanke, når et generationstalent som Gísladóttir, der ellers er tæt knyttet til det danske komponistmiljø, præsenterer sin første helaftensopera i Berlin og ikke København. Man skal åbenbart til udlandet for at opleve morgendagens operakomponister på en stor scene.

Mason Bates’ cinematic The Amazing Adventures of Kavalier & Clay was so popular that the theater had to add four extra performances to the schedule. © Evan Zimmerman / Met Opera
Mason Bates’ cinematic The Amazing Adventures of Kavalier & Clay was so popular that the theater had to add four extra performances to the schedule. © Evan Zimmerman / Met Opera

Ny opera behøver slet ikke være en underskudsforretning

Den model, Holten har skabt, må ikke gå i tomgang. Det ville være en katastrofe, hvis rindalismen slog rod på Det Kongelige Teater, og man begyndte at måle sin legitimitet primært på bredde og billetsalg. Nu hvor økonomien er kommet på ret køl, er tiden inde til at investere i operaens næste generation. For ny opera behøver slet ikke være en underskudsforretning. På The Met er det eksempelvis lykkedes at gøre moderne opera til et publikumstrækplaster ved at markedsføre den som udadvendt, fortællende musikdrama frem for navlepillende avantgarde. Interessen for sidste års bestillingsværk, Mason Bates’ cinematiske The Amazing Adventures of Kavalier & Clay, var så stor, at teatret måtte føje fire ekstra forestillinger til programmet. Nogle gange betaler det sig at satse.