Støjende minder fra en anden tid
Hvordan lyder nostalgi? Er det barndommens melodistump, et støvet kassettebånd i en kælder – eller noget mere uhåndgribeligt, der kun viser sig i korte glimt? I genren dungeon synth er det hverken gamle instrumenter eller autentiske optagelser, der vækker længslen efter det, der var. Her opstår nostalgien i støjen, i forfaldet og i de analoge skygger af en fortid, der for længst er forsvundet, men som alligevel føles mærkeligt genkendelig. På mange måder kan man kalde det for en nostalgisk musik. Men er det nu også sådan at den opleves?
Særligt kassettebåndene, som musikken i 90’erne udkom på, har dog fanget den nye generation af musikere
De glemte spøgelser
Dungeon synth begyndte i starten af 2010’erne som et forsøg på at genkalde de mere obskure soloprojekter fra black metalens marginer, hvor musikere som Mortiis, Wongraven, Depressive Silence og Burzum regerede. Som det ofte går med revivalbevægelser, blev genkomsten dog til noget andet end udgangspunktet.
Den nye bølge af musikere, der genopdagede musikken på YouTube og hjemmesider som Dungeon Synth Blog, begyndte hurtigt at koble den sammen med andre genrer som kosmische musik, dark ambient og lydsporene fra ældre videospil. Særligt kassettebåndene, som musikken i 90’erne udkom på, har dog fanget den nye generation af musikere, selvom musikken i dag hovedsageligt lever et digitalt liv.
Nede i denne digitale undergrund har kunstnere som Erang, Fief og Hedge Wizard taget de glemte lyde til sig – ikke for at genskabe en gylden fortid, men snarere for at fremmane dens nostalgiske spøgelser. Det kommer tydeligt til udtryk hos den franske musiker Erang, hvis album Another World, Another Time fra 2013 er blevet et vigtigt værk i historien om dungeon synth. Men hvad vil det egentlig sige, at noget er nostalgisk?
Nostalgisk kultur prøver ikke altid at forherlige fortiden – og slet ikke i dungeon synth
Kløften mellem fortid og nutid
Nostalgi involverer både en positiv og en negativ følelse, som man ofte oplever som bittersød. Der kan være en nydelse ved at mindes fortiden, men samtidig også en bitterhed ved at vide, at det, man længes mod, aldrig rigtigt vil komme igen. På den måde kan man forstå nostalgi som en form for historisk følelse, der opstår, når der er en kløft mellem fortid og nutid. Man kan altså ikke være nostalgisk over noget, man stadig har.
Hvis du sætter et polaroidfoto fra din barndoms badeferie op på dit skrivebord og kigger på det hver dag, vil du måske nyde mindet fra ferien, men det vil nok ikke opleves som særligt nostalgisk, fordi du hele tiden ser på det. Hvis du derimod gemmer billedet væk i en skrivebordsskuffe og først finder det frem ti år senere, vil det derimod nok føles mere nostalgisk. Det er nemlig selve afstanden til fortiden, der skaber betingelsen for nostalgi.
Nostalgi har dog også fået et ry for ofte at være forbundet med reaktionære kulturbevægelser, der ønsker at vende tilbage til en tidligere tid, som man forestiller sig har været bedre. Man skal ikke kigge længere end til USA og hele »Make America Great Again«-bevægelsen for at se et skolebogseksempel på det. Den slags nostalgi vil ofte forsøge at reparere sprækkerne mellem fortid og nutid i et forsøg på at genskabe det, der engang har været.
Musikken er lo-fi, grumset og på én gang episk og dyster
Men nostalgisk kultur prøver ikke altid at forherlige fortiden – og slet ikke i dungeon synth. I stedet for at se forfald som noget, der skal repareres og fornyes, kan man forstå musikernes fascination af eksempelvis kassettebåndsstøj som en måde at bruge patina til at komme i kontakt med fortiden. Det sker ikke for at genskabe den, men for at mindes den velvidende, at det, der er gået tabt, aldrig rigtig vil komme igen.
En anden verden, en anden tid
Titlen på Erangs album Another World, Another Time kunne ikke være mere passende. For på mange måder tilhører albummet både en anden verden og en anden tid end vores egen. Når man hører albummet, bliver man hurtigt trukket ind i et stemningsfuldt lydunivers, som Erang selv kalder Land of the Five Seasons, hvor alle sangene foregår. Her skaber enkle, gentagende melodier på digitale efterligninger af alt fra lut og harpe til fløjte, klaver, strygere, synthesizerere og en god del rumklang, et eventyrligt billede af, hvordan vi i fantasien forestiller os, at middelaldermusik kunne have lydt, men som var det filtreret gennem en digital drøm. Musikken er lo-fi, grumset og på én gang episk og dyster.
Titlen på albummet er inspireret af åbningslinjen til dark-fantasy-filmen The Dark Crystal (1982), men refererer også til computerspillet Another World fra 1991. Det er dog ikke den eneste inspiration fra videospillenes verden, der er på albummet. I tidligere interviews har Erang fortalt, at han har været meget inspireret af klassiske retrospil som The Legend of Zelda (1986) og Secret of Mana (1993), da han skulle skrive musikken.
For at træde ind gennem portalen kræver det, at man har den rette nøgle, og her kommer støjen ind i billedet
Det er altså ikke bare en vilkårlig fantasymusik, som Erang skaber. Det er fantasymusik, som det lød, da Erang var barn. Musikken bliver på den måde til en slags portal – ikke kun til en anden verden, men til en anden tid. Mere præcist den tid, Erang voksede op i. Men for at træde ind gennem portalen kræver det, at man har den rette nøgle, og her kommer støjen ind i billedet.
Tid, støj og tab i dungeon synth
Hvor medieteknologien historisk har forsøgt at eliminere støj, er det netop det, som Erang prøver at frembringe. Analogstøj er nemlig rigtig god til at fremkalde nostalgi. Lydkvaliteten i analoge medier som kassettebånd falmer gradvist over tid, og på den måde kan man høre tidens gang i mediet.
Når Erang benytter sig af vinylstøj og båndknitren i sin musik eller falmende krakeleringer på sit albumcover, kan man forstå det som en måde at genindsætte en fornemmelse af tab og forfald i en ellers meget digital musik, der kunne have været støjfri, hvis det altså var det, Erang ønskede. Men det er det ikke.
Samtidig er det heller ikke en overdøvende larm, som man kender fra metalverdenen. I stedet bor støjen mere i baggrunden eller i selve den lo-fi lyd fra de digitale instrumenter, Erang bruger på albummet. På den måde kommer støjen til at skabe en musikalsk kløft mellem fortid og nutid ved at få sangene til at lyde ældre, end de egentlig er. Det er i denne kløft, at den nostalgiske erindring, som et spøgelse, kan træde ud fra fortidens grave og ind i nutiden, også selv om musikken i sig selv er ny. Men føles det nu også altid nostalgisk, når man lytter til musikken? Og hvad er det egentlig, Erang længes efter i fortiden?
»I’m not mourning nor longing for some golden age«
Nostalgi som en samtale med fortiden
Nostalgi bliver som tidligere beskrevet ofte forbundet med en længsel efter en idealiseret fortid og et ønske om at vende tilbage til »dengang, tingene var bedre«. Men sådan forholder det sig ikke hos Erang. Her møder vi snarere en refleksiv nostalgi, som den russisk-amerikanske kulturteoretiker Svetlana Boym ville kalde det. Det er en nostalgi, der ikke forsøger at genskabe det tabte, men i stedet prøver at gå i dialog med det.
Som Erang selv siger:
»I’m not mourning nor longing for some golden age. I strongly cherish my fond memories but use them as a positive strength of inspiration.«
Det handler altså ikke for Erang om at genskabe eller forskønne fortiden, men i stedet om at erindre den gennem patina og om at bruge barndomsminderne som en kreativ kraft. Den form for refleksive nostalgisk oplevelse, gælder dog ikke kun for Erang selv, men kan også deles af andre med lignende minder.
På den måde bliver musikken en måde at mindes og gå i dialog med fortiden på, velvidende at den aldrig egentlig vil komme tilbage. Forfaldet i lyden – altså båndstøjen, den digitale lo-fi-forvrængning og andre soniske artefakter – skal derfor ikke ses som fejl, men som noget af det allermest centrale i lytteoplevelsen.
Som med al anden kunst er der dog ingen garanti for, at man som lytter rent faktisk føler det, kunstneren selv følte eller håbede at skabe med musikken. Om man får en nostalgisk oplevelse af at lytte til musikken, afhænger i høj grad af ens personlige minder og oplevelser, men også af de fælles historiske erindringer, vi har om, hvordan det var at leve i en bestemt tid.
Ligesom polaroidfotoet på skrivebordet kan dungeon synth også komme til at overeksponere fortiden i nutiden – og på den måde på sigt genopfylde den kløft, som ellers muliggjorde den nostalgiske oplevelse i første omgang. Sagt på en anden måde: Jo mere man lytter, jo mere velkendt bliver lyden, og jo svagere bliver nostalgien.
Genren har forgrenet sig i et væld af underkategorier – fra dino-synth og grandma-synth til det mere absurde hotdog-synth
I stedet kan nostalgien i dungeon synth ses som en følelse, der med tiden mere er blevet til et genretræk, og som nu er blevet til en vigtig del af musikkens formsprog.
En genre der stadig gror
Siden Another World, Another Time udkom i 2013, har genren forgrenet sig i et væld af underkategorier – fra dino-synth og grandma-synth til det mere absurde hotdog-synth. Særligt efter coronapandemien har dungeon synth fået større opmærksomhed og en opblomstring af mindre genrefestivaler er nu begyndt at dukke op rundt om i både Europa og USA.
Genren er stadig i konstant bevægelse, og selvom mange nyere dungeon synth-musikere ikke nødvendigvis søger den samme nostalgiske oplevelse, som Erang gjorde tilbage i 2013, lever de nostalgiske genretræk fra dengang stadig videre som æstetiske grundprincipper i musikken.