Det er den voldsomme og vilde tekst, der hænger som et massiv i det nøgterne scenerum på Sort/Hvid efter 80 minutters rasende, raserende monolog i forestillingen Animal. Skuespilleren Signe Egholm Olsen står tilbage som en dyrisk gudinde, der har gennemført sit eget renselsesritual. Et ritual om at være mor og om moral for dyr og mennesker – flankeret af de tre ordløse, klassiske sangere Katinka Fogh Vindelev, Nina Smidth-Brewer og Hávard Magnussen, der fungerer som et kor i en græsk tragedie. De illustrerer og iscenesætter teksten med præcise klange.
Animal er baseret på Alexandra Moltke Johansens debutroman fra 2022 af samme navn og rummer et stort overskud af betydning, som kyles i ansigtet på publikum fra begyndelse til slutning. Bekymringer, angst, vrede aktivisme, sorg og tvivl, der knytter sig til det at være gravid og blive mor til et »unyttigt« barn med Downs syndrom i en verden med klimakatastrofer, krig, umenneskelig politisk kynisme og grådighed. Alt sammen flyder fra morens indre samtale som en lang moralsk overvejelse og udgydelse i en scenisk tour-de-force fra det klinisk rene og falske i en wellness spa – til et materielt kaos af jord, grene og sved.
Kirstine Fogh Vindelev har komponeret en lydside, som gør, at vi overhovedet kan ånde. Diskrete korklange, små elektroniske passager, lidt barbershop, skrig og en popsang får vi kilet ind i mellem ordene. Det er simpelt og ligetil. Musikken får lov at kommentere og tale med som en slagskygge til de mange ord, men får ikke på noget tidspunkt lov til at være hovedperson eller for alvor skabe sit eget rum i forestillingen. Vi kunne ellers sagtens trænge til en anden form for sanselig refleksion end den, ord og tale kan skabe.
»Musik for mig er en nonfigurativ proces, der ikke endegyldigt kan kategoriseres.«
Kristoffer Raasted er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademis medieskole i 2018 og er ved at færdiggøre en ph.d. inden for praksisbaseret og kunstnerisk forskning. Raasted har været artist in residence på Det Danske Institut i Rom samt gæsteforsker ved UdK Sound Studies i Berlin som del af sin ph.d.
»Musik, for mig, er en livsledsager, en præmis, en undskyldning, et mysterie, en forklaring, et udgangspunkt. Det er gamle ideer, oversete skattekister, nye vinkler, lange koncerter, tvivl og overbevisning. Det er ord, toner, knækkede stemmer, forskellige forudsætninger, bas i mellemgulvet, falset i håret, udfordringer, belønninger og kærlighed.«
Nikolaj Nørlund debuterede som solokunstner med Navnløs (1996), en fortolkning af Michael Strunge-digte, og udgav året efter Nye Optagelser (1997), hans første dansksprogede sangskriveralbum. Han har siden arbejdet bredt inden for musik og lyrik og står bag omkring 20 udgivelser solo og i forskellige bandkonstellationer. Nørlunds projekter spænder fra samarbejder med Copenhagen Phil på to orkesteralbums, skabt sammen med forfatter Naja Marie Aidt. Hans seneste udgivelse er singlen »Englenes Park (nu ikke saa dark)«, forløberen til albummet Himlen skiftet ud, der udkommer i slutningen af november. Ud over sit eget virke har Nørlund via pladeselskabet Auditorium produceret og udgivet en række danske kunstnere, herunder Niels Skousen, Ulige Numre, Jens Unmack, I Got You On Tape og Martin Ryum. Han har tidligere været medlem af Trains And Boats And Planes og arbejder periodevis med det engelsksprogede projekt Rhonda Harris. Nørlund har modtaget en Danish Music Award (2003) og en Steppeulv (2006), begge som Årets Producer, samt Niels Matthiasens kulturpris (2012).
»Musik er for mig resonans – ikke kun i rum, men i følelser, tanker, krop og minder på én gang. Intuitivt og intellektuelt. Musik er universer, hvor jeg kan gå på opdagelse, møde mig selv eller verden på nye måder – og forbinde mig til andre.«
Nina Baun er sanger, musiker og eksperimenterende sangskriver. Efter en længere pause som skabende artist vender hun i februar 2026 tilbage med EP’en Status – hendes tredje udgivelse i eget navn. Hendes musikalske virke er drevet af nysgerrighed og lysten til at eksperimentere, også i forhold til temaer som tid og forandring i relation til identitet og eksistens.
På sit foregående album, Renewal Manifestation, lod Calum Builder Mariendal Kirkes orgel brage frem som en imposant hovedrolle. Nu vender han tilbage med et værk, hvor det samme instrument ikke blot bærer fortællingen, men er hele fortællingen – i skikkelse af »the (Re)constructed Pipe Organ«, et orgel han selv har samlet af kasserede piber og mekanik fra danske kirker.
Det er et fascinerende projekt, men hvad med musikken? Det er en blandet fornøjelse. De tre indledende numre, der tilsammen udgør et titelnummer, samt »sometimes, I wonder« er højdepunkterne. Det hjemmebyggede orgel bølger under Builders anslag på tangenterne, frekvenser som bakker og dale i konstant fluks. Instrumentet tuder som en efterårsvind i træerne, mens under- og overtoner knejser som bautasten, inden de ramler ind i hinanden. Builders talent for dramatisk sangskrivning kommer til udtryk i disse numre i miniformat – og det til trods for instrumentets hørbare begrænsninger.
Anderledes går det desværre i flere af de øvrige numre, som »cicadas_nighttimesound« og »Pacific«. De fremstår mere som skitser – som demonstrationer af orgelets muligheder – end som egentlige, gennemarbejdede kompositioner. Ideerne står stille og gentages, og meget lidt flytter sig. De forventede forskydninger og forløsninger udebliver. På Poor_in_Spirit eksperimenterer Builder tydeligt med form og funktion, og det er i sig selv interessant. Men jeg savner det liv og den dramaturgi, der ellers er kernen i hans musik.
.
Amranthen er et særpræget strengeinstrument, opfundet og bygget af den canadiske instrumentmager Gayle Young. Det består af en trækasse med 21 stålstrenge og tre basstrenge, og dens unikke, organiske klang udfoldes på udgivelsen From Grimsby to Milan, hvor Young improviserer med den amerikanske musiker Robert Wheeler på synthesizer. Optagelserne fra Grant Avenue Studios indfanger mødet mellem det akustiske og det elektroniske i et løst formet, råt forløb.
De næsten 70 minutter fordelt på seks dele giver lytteren en konstant uafklaret oplevelse. Lydbilledet fremstår som en larmende, dystopisk byggeplads: På »Seaweed Slowly Shifting« stryges buer med savlignende klang, fingre kradser, maskiner snurrer, og elektroniske zaps blinker som advarselslys. Senere føjes klokker og pulserende rytmer til i »Mariana Trench«, mens »Consonant Harmony« trækker tempoet ned i en afdæmpet, knitrende atmosfære, hvor få melodiske anslag antyder et midlertidigt ophør i tumulten.
Byggepladsmetaforen er passende, for det mest interessante ville formentlig være at opleve Youngs hjemmebyggede instrumenter live i dialog med elektronikken. Som lydoptagelse forbliver projektet derimod en lukket og indforstået affære. Og selv om From Grimsby to Milan rummer mange fine detaljer, bliver rejsen – fra Grimsby i Canada til Milan i Ohio – lang og ensformig, uden at lytteren får nøglen til at åbne porten til den dystopiske byggeplads.
