Musik er i sin essens en form for historiefortælling, og sjældent er baghistorien for et værk vigtigere, end den er for William Basinskis famøse albumrække The Disintegration Loops. Derfor var det da også med en vis overraskelse, at jeg kunne konstatere, at David Wexlers dokumentar i virkeligheden ikke handlede synderligt meget om musikken, men snarere om musikeren bag.
I realiteten er filmen et gennemgribende menneskeligt portræt af en af de mest mytiske figurer inden for ambientmusikken. En personlig fortælling om at være søn af en Nasa-videnskabsmand, den mærkelige dreng i skolen, homoseksuel, om at flytte til New York med kæresten, ægte bohemetilværelse. Nu sidder han der, Billy Basinski, foran computeren i hjemmet og lader sig interviewe i intet andet end et par underbukser.
Dokumentaren er dog også i høj grad centreret omkring tragedie. Terrorangrebet på World Trade Centers tvillingetårne for næsten 20 år siden. Den igangværende coronapandemi. Dækbilleder fra et nedlukket New York, interviews via videoopkald afbrudt af dårlige internetforbindelser. Der er noget sørgeligt poetisk over det faktum, at Basinski og hans musik igen kædes sammen med katastrofe.
Men filmens grundstemning er trodsigt opløftende. Basinski er et ovenud charmerende væsen, og begejstringen for selve musikken skinner stærkt igennem. The Disintegration Loops er et skoleeksempel på, hvordan vi som mennesker finder mening i tragedien gennem kunsten, og dokumentaren er en kærkommen påmindelse.
»Musik for mig er fred.«
Iris Gold er en dansk sangerinde. Hun er født i London, men opvokset på Christiania. Hun pladedebuterede i 2015 med singlen »Goldmine« og har siden udgivet en række singler. Debutalbummet Planet Cool udkom i 2019. Hun har netop udgivet albummet Sugar on My Lips.
»Resonans – musik er for mig en uundværlig inspirerende resonans. I musikken falder de store følelser på plads, og de små pibler frem. Min farfar introducerede mig for operaen som barn – så højt, at mit hjerte sprang op i ørerne, og jeg forelskede mig pladask og inderligt i disse storladne og dramatiske kompositioner. Derigennem blev jeg introduceret for de store følelser i verden – i musikken var der plads til dem på en måde, jeg ikke havde oplevet noget andet sted før.«
Astrid Kruse Jensen (f. 1975) er billedkunstner bosiddende i København. Hun har igennem hele sit kunstneriske virke været optaget af fotografiet og dets relation til erindringen. Med sine poetiske forskydninger af virkeligheden udforsker hun grænselandet mellem det tilsyneladende og det skjulte, mellem det virkelige og det imaginære, mellem fortid og nutid.
Hun har udstillet bredt både i Danmark og internationalt, med udstillinger på gallerier og museer – fra solo til gruppeudstillinger i Slovenien, Litauen, Polen, Sverige, Island, Finland, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Spanien, Italien, Indien, Kina, Korea, Ghana, Canada, USA og Storbritannien. I Danmark har man kunnet opleve hendes værker på blandt andet Kunstmuseet Brundlund Slot, Esbjerg Kunstmuseum, Heerup Museet, Rønnebæksholm, Brandts, Aros, Kunsten, Skagen Museum, Willumsen Museum, Sorø Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum og Johannes Larsen Museet. Astrid Kruse Jensen er repræsenteret af Martin Asbæk Gallery i København og Wetterling Gallery i Stockholm & Gøteborg.
Den røde Husqvarna-symaskine stod midt på scenen, fræsende af sted som en utrættelig trommeslager i et endeløst blast beat. »Järnrör«, »Cyanid«, »Tramadol« hvæsede Tehran mellem de hvinende guitarforstærkere og foran videoerne af idyllisk svensk motorvejskunst og billeder af de mange Husqvarna-våben. For bag Husqvarnas uskyldige have- og husholdningsprodukter gemmer der sig en industri af død – et prisme af opvæksten i Jönköbing og en illusion om svensk neutralitet, som den svensk-iranske kunstner Tehran betonede med koncerten Husqvarna The Movie.
Til hvert nummer var der en ny video badet i symaskine, guitar og growl-vokal. Men nummeret »Delam gerefteh« var anderledes afdæmpet, også fordi Tehran lænede sig tilbage på en stol og med en cigaret i munden lod musikken og videoen tale for sig selv.
Aftenens andet navn, canadisk-iranske Saint Abdullah, tilbragte hele koncerten med en tusch i munden, som han indimellem brugte til at notere musikkens gang. Saint Abdullahs koncert var som at se en radiooperatør, der skruer på en skrattende forbindelse – fra fuglefløjt til akustisk guitar, fra nyhedsudsendelser til field recordings var sampleren på midten af bordet et samlingspunkt for fragmenterne af tro, kultur og migration.
Hvor Tehrans koncert var som et indøvet, helende ritual, var Saint Abdullahs som en impulsiv dialog mellem et hav af lydbidder. Begge koncerter kredsede om den iranske arv. Ikke en arv, som vi nødvendigvis skulle kunne forstå, men som en mosaik af modsætninger, der kun kan behandles ét sted – i musikken.
Nogle drømmer om at finde liv i fjerne solsystemer. Andre – som Knud Viktor, Jacob Kirkegaard og nu også Simon Toldam – vender teleskopet om og opdager ukendt liv i den nære, men skjulte natur omkring os. Så hvad fandt Toldam, den 46-årige pianist fra det eksperimenterende jazzmiljø, da han i aftes rettede blikket mod engelske Levon Biss’ ultranære fotos af biller, fluer og græshopper med uropførelsen af det timelange audiovisuelle trioværk Insecta?
Først og fremmest fandt han en varieret og nysgerrig fortolkning af insekternes liv. Bag et transparent lærred omdannede Toldam sit præparerede flygel til et gamelan-instrument, og på hver side af ham kriblede og hvæsede lyde frem fra saxofonist Torben Snekkestad og percussionist Peter Bruun. Produktionsværdien var høj, og trioen – der sammen kalder sig Loupe – bevægede sig fermt mellem det konkrete og det sfæriske.
Men til tider var der også noget gammeldags over udtrykket. Mens en gulbrun græshoppe nanometer for nanometer tog form på lærredet, blev den af flyglets metalbækkener placeret i en østlig klangverden. Det klingede af eksotisme, af gamle elektroniske EMS-optagelser med affinitet for atonal serialisme, og snart lod Snekkestad en klagende Miles Davis-trompet svæve rundt i lydbilledet.
Når han så til gengæld med dramatisk flair pustede luft gennem samme instrument eller monterede en gummislange og forvandlede det til et frådende basmonster – mens Bruun strøg metal eller dunkede rituelt i trommerne – var vi ude af fortiden igen. Og da Insecta til sidst lænede sig ind i det ambiente, og Toldam begyndte at bøje gamelan-tonerne med hænderne nede i det åbne flygel, var det, som om ikke bare tiden, men også afstanden mellem insekterne og en selv gik i opløsning i et dirrende drømmebillede. Så var det pludselig lige meget, om der er liv på Mars.
»Musik for mig er den reneste kommunikation! Vi forsøger hele tiden at forstå hinanden, helt forgæves, med vores utilstrækkelige sprog, mens musik går rent ind. Jeg kan ikke komme på en mere kraftfuld og indflydelsesrig udtryksform. Den overgår billedkunst, film, teater, alt. Musik er uden undtagelse starten på alt mit arbejde; jeg tænker tit, hvis det her værk var en sang, hvilken sang var den så?«
ihsan saad ihsan tahir (f. 1995, UK/DK) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2025) og Goldsmiths University of London (2025) og bor og arbejder i København. tahir har tidligere udstillet på bl.a. Kunsthal Kongegaarden, Korsør (2026), SKAL Contemporary, Skagen (2025); 13 Vitrine, Lausanne (2024); Kunsthal Aarhus, Aarhus (2023;2024); Collega, København (2024); og All All All, København (2023). tahir åbner ny, stor soloudstilling på O – Overgaden (20. februar–3. maj. 2026).
