kortkritik

26.04.2021

Ambient som tragedie

CPH:DOX: »Disintegration Loops«

William Basinski i David Wexlers »Disintegration Loops«. © Cinéma 59 Productions

Kristoffer Møllegaard. © Kristoffer Møllegaard

Musik er i sin essens en form for historiefortælling, og sjældent er baghistorien for et værk vigtigere, end den er for William Basinskis famøse albumrække The Disintegration Loops. Derfor var det da også med en vis overraskelse, at jeg kunne konstatere, at David Wexlers dokumentar i virkeligheden ikke handlede synderligt meget om musikken, men snarere om musikeren bag.

I realiteten er filmen et gennemgribende menneskeligt portræt af en af de mest mytiske figurer inden for ambientmusikken. En personlig fortælling om at være søn af en Nasa-videnskabsmand, den mærkelige dreng i skolen, homoseksuel, om at flytte til New York med kæresten, ægte bohemetilværelse. Nu sidder han der, Billy Basinski, foran computeren i hjemmet og lader sig interviewe i intet andet end et par underbukser.

Dokumentaren er dog også i høj grad centreret omkring tragedie. Terrorangrebet på World Trade Centers tvillingetårne for næsten 20 år siden. Den igangværende coronapandemi. Dækbilleder fra et nedlukket New York, interviews via videoopkald afbrudt af dårlige internetforbindelser. Der er noget sørgeligt poetisk over det faktum, at Basinski og hans musik igen kædes sammen med katastrofe.

Men filmens grundstemning er trodsigt opløftende. Basinski er et ovenud charmerende væsen, og begejstringen for selve musikken skinner stærkt igennem. The Disintegration Loops er et skoleeksempel på, hvordan vi som mennesker finder mening i tragedien gennem kunsten, og dokumentaren er en kærkommen påmindelse.

kortkritik

21.09.2023

En bilmanual og håndens magi

Hsiao-Tung Yuan: »the eternal clock has stopped and awaits its moment«

Koncertkirken, 20. sep.

Rasmus Weirup

Ifølge det dramatiske princip kendt som Tjekhovs pistol, bør en pistol aldrig indgå i et skuespils scenografi, hvis ikke den bliver affyret. Jeg kom til at tænke på det under det første værk, som percussionisten Hsiao-Tung Yuan fremførte i Koncertkirken – en uropførelse af Joss Smiths poetiske og sanselige ode til tiden og regnen, the eternal clock has stopped and awaits its moment (2023) – hvor hun i begyndelse sad bag et forhæng. Kun hendes hånd viste sig i glimt for at lokke med små, flygtige melodistumper på marimbaen og forsvinde igen. At sætte fokus på det, der måske i virkeligheden er det primære instrument – hånden – var en fængslende måde at begynde koncerten på. Hvad mon denne hånd skulle bruges til?

Svaret var, at den skulle bruges til utroligt meget i løbet af de fem spændende og afvekslende værker, der udgjorde den fremragende koncert: Hamre forlængerledninger ind i strømudtag, der sitrede og rumlede med en kraft, som styrede de både jordens indre og himmellegemernes bevægelser; styrte over en lilletromme om kap med – eller i protest mod – en metronoms nådesløse taktstok. Særligt betaget var jeg af François Sarhans Home Work (2008-11), hvor Yuan klædt i orange reflekstøj på rablende vis reciterede en bilmanual og trommede på sig selv med sine hænder som verdens mest maniske bilmekaniker. Og af Nina Fukuokas Belgian rare groove & breatbeat (2015), som begyndte med, at Yuan krøllede nodearkene sammen, hældte perler udover marimbaen og strøg dens kanter med en violinbue, inden alting kulminerede i en trommehvirvel af en voldsomhed, der lød som en krigserklæring. BANG!

playliste

19.09.2023

Mit navn er Anders Lauge Meldgaard – vil du se min playliste?

Multiinstrumentalist og komponist Anders Lauge Meldgaard arbejder i et bredt felt af musikalske udtryk, lige fra moderne kompositionsmusik til fri improvisation over lydinstallationer, sangskrivning, orkestrale midicollager, mixtapes, støjende værker til elektrisk guitar sekstet, eksperimenterende korværker og elektronisk musik. Spændingen mellem komposition og improvisation bruges ofte som en motiverende drivkraft til de musikalske eventyr. Hans seneste værker tæller udgivelserne År & Dag – Tifold af fri form og fælles motiv, Fragment 94 for strygekvartet, den variable sangcyklus Sange fra i dag, udgivet i samarbejde med Aske Zidore i sangbog og App-format, samt The Art Of Playing The Fantasia, et elektronisk musikværk udgivet af Sun Ark i Los Angeles.

kortkritik

15.09.2023

Madonna som euforisk artpop? Ja tak!

Courtesy: »fra eufori«

Kulør, 12. sep.

Rasmus Weirup

Idéen bag fra eufori, det nye album fra den danske lydkunstner og musiker Najaaraq Vestbirk alias Courtesy, er simpel: At tage en række af 90'ernes og start-00'ernes mest mindeværdige og – sagt på den kærligste måde – kitschede hits, dekonstruere dem, koge dem ned til deres mest basale bestanddele og finde frem til deres nøgne, synthbaserede kerne. Det er en simpel idé, men Courtesy får utroligt meget ud af den.

fra eufori er nemlig en ægte, uforbeholden kærlighedserklæring til en musikalsk æra, der alt for ofte bliver gjort til en punchline. Det bedste ved Courtesys fortolkninger er på den måde det, der oprindeligt gjorde sangene gode: deres totale mangel på kynisme og ironisk distance.

Med et hold af nogle af tidens mest interessante pop-eksperimentalister er Courtesy en slags arkæolog, der finder guld i sangenes muld – guld, der altid har ligget der, men som måske umiddelbart ikke var til at få øje på: En ulmende uhygge gemt bag den triphoppede lækkerhed i Olives »You're Not Alone«; en knusende inderlighed i Lasgos hårdt pumpede »Something«; noget nærmest pastoralidyllisk i DJ Encores »I See Right Through You«; en sødme gemt bag det teatralske drama og den sireneagtige utilnærmelighed i Enyas »Orinoco Flow«. Jeg har aldrig før tænkt over, hvor besynderlig den hvirvlende klaversolo midt i Guru Joshs »Infinity« er. Eller at der er en nærmest skæbnesvanger aura over Madonnas »What It Feels Like for a Girl«.

fra eufori er som at vise sin yndlingsfilm til en ven, der ikke har set den før: Pludselig ser man filmen gennem deres øjne og får øje på ting, man aldrig havde forestillet sig.

playliste

11.09.2023

Mit navn er John Grant – vil du se min playliste?

»Musik har været en helende balsam for mig.«

John William Grant er en amerikansk sanger, musiker og sangskriver med både amerikansk og islandsk statsborgerskab. Han blev først kendt som medstifter, forsanger, pianist og primær sangskriver i det alternative rockband The Czars. Efter at have udgivet seks album mellem 1994 og 2006 gik bandet i opløsning, og Grant trak sig tilbage i fire år, før han indledte en solokarriere.

Han vendte tilbage i april 2010 med et anmelderrost debutalbum indspillet sammen med Midlake. Queen of Denmark blev kåret til Årets Album 2010 af Mojo Magazine og blev desuden udpeget som et af de ti bedste album i 2010 af The Guardians musikkritikere og -skribenter.

playliste

08.09.2023

My name is Anna Brønsted – would you like to see my playlist?

Anna Brønsted is a singer, composer and visual artist originating from Copenhagen. Operating under the moniker Our Broken Garden, she has released three albums. Her most recent work, the album BLIND (2023) received widespread international recognition. Her compositional work spans far and includes compositions for choir, such as acoustic choral piece »Nattens Ende« (2021 – a collaboration with Teater S/H and composer Kirstine Fogh Vindelev e.g.) performed at Glyptotekets Festsal. At the heart of Anna’s work lies an introspect exploration of our shared blind spots, driven by a desire to unveil a profound and simple beauty, concealed beneath society's preconceived notions of success and conventional aspirations.

Anna Brønsted has collaborated with esteemed musicians and songwriters, while also engaging in various interdisciplinary projects, collaborating with actors, theater instructors, and poets.