Ambiente lunger
Fra allerførste sekund på Another Presence af den elektroniske producer Amphior aka Mathias Hammerstrøm kan man fornemme det: åndedrættet. Eller indånding, rettere sagt. For det lyder ikke som om, der bliver pustet ud på det første nummer »Void«. Noget ophober sig. Som luft, der siver baglæns gennem elektroniske stemmelæber og samler sig i syntetiske lunger, der vugger det ambiente liv.
Man hungrer lidt efter et forløsende brøl oven på albummets optrappende indslusning, men det kommer naturligvis aldrig. I stedet kanaliserer Hammerstrøm energien ud i forskellige vægtløse tilstande. Det er oftest lavfrekvente abstrakte landskaber, Hammerstrøm maler med sine modulationer. Som den dunkle drone på »Sleepwalker«, der dog lysner til sidst med skær af daggryskor. Indimellem dukker der figurer op, man kan gribe om: små satellitter i stratosfæren, som det brudte beat bagest i mixet på den synthbårne »Dream Traveler«, der klæber om et knitrende slør af hvid støj. Velsmagende detaljer.
Hvis respirationssystemet havde fadere og cutoff-filtre, ville det lyde som Hammerstrøms musik. Og man fornemmer en slags åndelig ventilation i de elektroniske vejrtrækninger. En forvrænget stemme kæmper rundt omkring på albummet for at trænge igennem rumklangen. Hammerstrøm slipper den ikke fri, og det er ærgerligt, for det havde måske været den håndsrækning til lytteren, man ender med at savne i de dystre meditationer på Another Presence.
Dadaismen ånder
Ved første ørekast trænger associationerne sig på – et støjsvagt damplokomotiv i horisonten, en fremmedartet fugl, fløjter lavet af dunhammer og bambus. De syrede og dadaistiske toner strømmer fra albummet Music For Midified & Modified Pipe Organs skabt af trioen SOL OP.
Atonalitet, luftighed, ombyggede og transportable rørorgler samt reallyde fra mennesker, maskiner og dyr har skabt kaninhullet til et eventyrland af hidtil uhørte lydeligheder. Med optageudstyr under armen er Jonas Olesen, Anders Lauge Meldgaard og Sandra Boss sprunget en tur ned til Hr. Kanin og Kålormen, hvor de har konstrueret seks stoflige skæringer, udgivet hos Stevns Avantgarde Forsyning.
De mange pibeorgler er en overraskende behagelig lytteoplevelse. Trods den avantgardistiske tilgang til lydkunst pålægges lytteren ikke at forholde sig til det foreliggende værk eller livets store spørgsmål. For enhver, der påstår at have hørt alt eller har brug for at få pirret sin fantasi, vil det være passende at tage rejsegrammofon og madkurv under armen, cykle ud i den grønne natur og nyde disse små trylleslag sammen med en flok betuttede ænder.
Abstrakt erindringsjagt
Han går direkte til værks, Holger Hartvig, på Spellcaster-opfølgeren til sprælske Inventory fra 2019. Kaster sig lige fra begyndelsen ud i løbske synthtoner på tværs af oktaver og en lige så rastløs, bedøvende syntetisk vokal. memo, som han kalder en opera i 9 scener, opsøger uden tøven sammenbruddet. Ambitiøst!
Læg dertil, at den elektroniske operas tekst om sci-fi-agtigt hukommelsestab mildt sagt er vanskelig at følge med i. Abstrakte udsagn om at eksistere i flere virkeligheder og en henvendelse til en karakter kaldet Deleted gør det vanskeligt at forestille sig operaens konkrete sceniske potentiale. Her hersker distance og metalag.
Lydbilledet er til tider ret opfindsomt, som når fortælleren i tredje scenes »Muted Singers« skitserer en musical med østlig instrumentering, luftig ro, lyst autotunet sang og en hakkende puls. Eller det, der senere udvikler sig til en arie over forvrængede telefonbip i »Recall«.
Alligevel savner jeg en større variation. Operaen har tendens til at drukne i retningsløs synth og upersonlig autotune. Der mangler flere harmoniske tangenter at spille på, flere temperamenter – for ofte ender vi i noget, der minder om reciterende tomgang i mol. Al den uvilje mod udvikling og konkret indhold giver ambitiøse memo slagside mod det fortænkte.
Paradoksernes fest
Grandprix er paradoksets hjem. Et program om musiksmag, hvor ingen taler om musiksmag. En konkurrence, ingen, mindst af alle DR, ønsker at vinde. Et skindemokrati, hvor udvalget af deltagende sange er foretaget helt uden transparens.
Jeg ser grandprix af samme grund, som jeg ser »X Factor«: det spinkle, gennemtæskede håb om, at skønheden, midt i den evige skuffelse, dukker op i et glimt. Kun romantikere kan i dag se fjernsyn.
Og hvad så vi så i aftes? At Adorno havde ret: Vi elsker musik, alene fordi vi genkender den. Showet startede og sluttede med en gentagelse. Først Fyr og Flammes vindersang fra sidst, siden kvartetten Reddis »The Show«, en variation over rockteatralske Måneskin, Eurovisions regerende mestre.
Også på detaljeplan viste Danmarks tre mest statsstøttede minutter musik sig at være en labyrint af gentagelse. Et show i showet, der næsten kan læses som et metaværk over selve grandprixet som fænomen (men ikke her i kortformatet!).
Omkvædets klimaks er åbenlyst selvplagiat. En af de fem sangskrivere, Julia Fabrin, citerer tone for tone – a-h-a-g-e – sit eget fløjtetema fra Emmelie de Forests »Only Teardrops«. »I will never let it go,« synger Mathilde Savery, komponisten Bent Lorentzens barnebarn, imens. Det tror man på.
»The Show« er fyldt til randen med generiske elementer. Lige fra den harmoniske rundgang og de melodiske kvintfald til lyrikkens tomme floskler, springmodulationen og instrumenteringens pludselige overraskelsesrock. Om det fungerer? Jamen det kan ikke andet! Det er vel pointen.
Knusende fri
På debutalbummet Aeriform udfolder københavnske Crush String Collective en fri og legende tilgang til deres strygeinstrumenter, der tæller to violiner, to violaer og tre celloer. De tolv stykker, der alle er improvisationer (»Choral I« og »Choral II« er dog improviseret over en komponeret rytme), har en iørefaldende flad struktur. Sagt med andre ord, er det ikke tilfældet, at enkelte instrumenter har en hierarkisk højere placering end andre, at en eller enkelte af ensemblets medlemmer fører numrene i en retning, mens andre instrumenter blot følger med. Denne ligefordeling giver et nærmest kollektivistisk udtryk, idet alle elementer får lov at stå skiftevis i fokus, uden at det bliver på bekostning af andre. Alligevel bliver musikken aldrig kaotisk, selvom den er så fri, som jeg overhovedet kan forestille mig det muligt.
Ensemblet formår som hovedregel altid at give plads til stilheden i deres kompositioner, hvilket skærper min opmærksomhed på musikken yderligere. Men hvad er det, der nærmere præcist er spændende at lægge øre til ved musikken? Uden tvivl mere end ét aspekt – men noget, der især optager mig som lytter, er alle de måder, hvorpå lydenes teksturer undersøges. Hvor mangfoldige er mulighederne for, hvordan deres instrumenter kan lyde, ja nærmest føles? Svaret er knusende klart: så godt som utallige. Det formår strygerkollektivet kort og godt at cementere med deres pladedebut.
Fed Fungi
Med værkerne i udstillingen Fungal Network – der består af lydværker, tekstil, et videoværk, metal relieffer og tegninger – har Felia Gram-Hanssen og Jaleh Negari arbejdet med at oversætte henholdsvis lyd til billeder og billeder til lyd. Eksempelvis har Negari skabt en række tegninger, der er en fortolkning af feltoptagelser fra Indonesien, Iran og Danmark. Tegningerne har hun efterfølgende fortolket videre til elektroniske kompositioner, der også indgår i Fungal Network.
Under en koncert i udstillingen (23. februar) forsøgte de påny at aflæse de grafiske scores og oversætte dem til lyd. Her bevægede Gram-Hanssen sig langsomt til de elektroniske kompositioner, der lød som en gruppe syngende græshopper, mens hun var rettet mod de forskellige relieffer, som hænger i loftet. Det medførte, at jeg ikke alene oplevede musikken som manifesteret i de grafiske værker, men også i hendes bevægelser. Musikken fremstod tredimensionel – forankret i både grafik og skulpturer såvel som bevægelse. Efterfølgende begyndte de at spille på forskelligt slagtøj midt på gulvet – spinkle lyde, hvor hver rytme og tone fik lov at runge klart og tydeligt i O–Overgadens smukke rammer. Et særligt underholdende aspekt ved koncerten var den utilsigtede interaktion med de deltagende, især mange børn, der pludrede og småsnakkede undervejs og endte med at fremstå som en integreret del af den musikalske performance.
Idéen om tværmedielle oversættelser er både enormt interessant at forholde sig til og er flot udført i de forskellige værker, der udgør udstillingen. Koncerten udfoldede yderligere idéen bag udstillingen og var af den grund også en perfekt indgangsvinkel til den.