kortkritiklive
17.04

Børnene er alright

Ligeti Quartet: »Workshopkoncert«
Ligeti Quartet. © Louise Mason
Ligeti Quartet. © Louise Mason

Jeg ved det godt. Workshopkoncert på kongekons: snork! Og nej, ikke mange andre end Bent Sørensen var mødt op. Det må folk også selv om. Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden.

Det var engelske Ligeti Quartet, der for syvende gang var forbi DKDM for at arbejde med de studerende. Og det gjorde de med indlevelse og præcision. (Det kunne nogen godt give dem en pris for en dag, fx nogen, der ligger inde med en formue, de helt tydeligt ikke ved, hvad de skal bruge på.)

Lucas Fagerviks Bells & Canons satte hårde modsætninger op mod hinanden, som komponister nu engang gør i stiløvelser: en lys, let ødelagt molakkord over for blid barokpastiche i tiltagende hurtige skift. Siden en sats med brutale/banale glissandi, en anden med drøje strøg og en sidste, hvor strygerne på skift forsøgte at holde en tone i live. Smuk, opbyggelig og Jürg Frey-porøs landing.

Anderledes cirkustrang havde Yifan Shaos ultrakorte Dreams Evaporated Too Soon, der lød som mishandlede klange slæbt hen over et gulv. Ultrateatralsk var slutningen, hvor kvartetten frøs i luften et øjeblik, inden den så kradsede det sidste liv ud af strengene.

»Det kan jeg godt gøre mere krukket,« tænkte Jonas Wiinblad og begyndte sin Strygetrio med bratsch – ikke en kvartet, forstås! – med lydløst spil. Men kliché blev til stille poesi, da små, uskyldige intervaller langsomt voksede frem i strenge mønstre. Da bratschen så endelig fik lov at være med, gik den kontra: virtuos solokadence med buefald, overtoneflimren og temperament. Bum! Flot kontrast. Mindre flot, at værket følte behov for et sidste, unødigt lag af elektronisk forvrængning. Men point for krukkeri.

Tilbage stod Albert Laubels Strygekvartet som koncertens mest helstøbte. Ikke fortænkt, bare en sømløs bevægelse mellem dynamiske yderpunkter. Prægnante triller blev elegant afvæbnet af indskudte knips, glissandi lød som del af en logik i stedet for effekt, og klangen varierede med roligt dramatisk overblik. Substans og modenhed i 2026, jamen altså.

Julius Mygind. © Mille Hou

»Musik er for mig en måde at forstå sig selv på. Gennem den møder man følelser og tanker, man ellers sjældent konfronteres med.«

Julius Mygind er sangskriver, producer og artist, der udgiver musik under navnet JOVE. Han vandt Talentprisen til Band Battle i Aalborg i 2023 og spillede samme år support for Rasmus Seebach og Thor Farlov til Skovrock samt delte scene med Carpark North og Danser Med Piger til Aalborg Regatta. I 2025 spillede han på SPOT Festival og arbejder nu på sin kommende EP. JOVEs musik giver stemme til de følelser, mange bærer på – men sjældent deler. I efteråret debuterede han med nummeret »Is it all a game?« hvor han reflekterer over sine relationer, og om hans kære blot møder ham med overfladisk kærlighed? Julius bor i Aalborg og studerer musik på Aalborg Universitet.

kortkritikrelease
15.12

Kompromisløse vignetter af stilhed og suk

Hildur Guðnadóttir: »Where to From«
© PR
© PR

Det syntes at komme som et lyn fra en klar himmel, da den islandske cellist og komponist Hildur Guðnadóttir brød lydmuren med en kompromisløs, indadvendt lyd i spændingsfeltet mellem moderne klassisk og eksperimentel musik – særligt kendt for sine knugende soundtracks til Chernobyl og Joker.

Men på sin Deutsche Grammophon-debut Where to From er det snarere de personlige rum, vi inviteres ind i. Instrumentationen er skrabet helt ned til kammerensemble, stemmer og lange passager med decideret stilhed. Og det er ofte gudesmukt og vedkommende.

Værket består af små vignetter, der sjældent varer mere end et par minutter, før vokalerne introduceres på pladens anden halvdel – blandt andet i »Make Space« og den underskønne a cappella-hymne »I Hold Close«. Den ligeledes skønne »Melody of Not Knowing« udforsker celloens mørke klange og rammer de blå midnatstoner i hjertets ekko, ikke mindst når den glider over i »All Along«, hvor stemme og strygere forenes.

Where to From er et stærkt stemningsmættet værk, der bevæger sig ubesværet mellem kammermusik og neoklassicisme og finder sin kompromisløshed i de helt stille, fortrolige suk mellem menneske og instrument. Det bliver hverken for lidt eller for meget – altid helt tilpas. Og netop derfor forbliver Guðnadóttir et så vedkommende musikalsk bekendtskab.

© Klaus Bo Christensen

»Musik er for mig livsglæde, saft og kraft. Det er en måde at komme ud af hovedet og ind i kroppen. Det handler om groove, rytme og swing – og om den energi, der kan flytte sig mellem mennesker, når det hele klikker, analogt og håndspillet, så publikum mærker beatet. Musik er Gud.«

Esben Just er udøvende musiker inden for New Orleans-traditionen. Han begyndte karrieren i en trio med Michael Friis på bas og Ken Gudman på trommer og har siden turneret både i Danmark og i udlandet med konstellationer som SP Just Frost, Skipper Just Frost, Esben Just Trio og senest Esben Just Allstars. Han står bag et program på Radio Mars om New Orleans-musik og har for nylig udgivet en LP optaget i New Orleans med et otte-mands brassband – danske tekster sat i et klassisk New Orleans-groove. I København optræder han jævnligt på Mojo Blues Club og Drop Inn. Han er kendt som en af landets markante pianister og sangere inden for genren, på både dansk og engelsk.

kortkritikrelease
06.12

Minimalisme for tålmodige ører

Lukas Lauermann: »Varve«
© Julia Haimburger
© Julia Haimburger

Varve – på dansk varv – betegner de årlige lag aflejringer af sediment, et stille geologisk arkiv over tidens passage. Lukas Lauermanns album bærer denne betydning med sig helt ind i sin lydlige kerne. Her mødes orgel- og stemmesamples fra slidte kassettebånd med en undersøgende, næsten asketisk cello, der bevæger sig som fine streger i et ellers flimrende og støvfyldt klangrum.

Celloen er tilbageholdt, men aldrig passiv. Den glider ind og ud af kassettens whitenoise, af fragmenterede stemmer og orglets lette luftstrømme, så alle elementer til sidst fremstår som én samlet, organisk tekstur. Laurmann beskriver selv musikken som en skildring af uregelmæssigheder, og det er netop i de små forskydninger, at Varve finder sin særlige styrke. Albummets idé om lydlige aflejringer bliver et billede på vores længsel efter forbindelse til naturens tempo. De kompositoriske motiver virker repetetive, men de gentager sig aldrig helt; de bygger lag på lag, som organisk vækst. Som lytter bliver man vidne til mikroskopiske forandringer, der langsomt folder sig ud – en proces, der kan føre til en næsten meditativ tilstand.

Varve er et album for dem, der foretrækker lytteoplevelser i langsomt tempo; for dem, der finder Hans Zimmer for storladen, og som hellere vil følge græssets tålmodige vækst end et orkesters følelsesmæssige kulminationer.

kortkritiklive
05.12

Anna von Hausswolff: Vejen til orglets moderne opstandelse

Klara Lewis, Anna von Hausswolff
© PR
© PR

Orglet, et af de stærkeste liturgiske markører, er gennemgående i svenske Anna von Hausswolffs virke. Men på hendes seneste album Iconoclasts er de lange pibende droner nedtonet til fordel for en mere skarptskåret og pumpende energi. En energi, der i høj grad var fremtrædende under Hausswolffs koncert i Vega, hvor hun vanen tro var ledsaget af et stort band. Aftenen blev indledt af den svenske noisemusiker Klara Lewis, der med sine mumlende kassettebåndsloops fik indledt aftenen på brutal vis.

Hausswolffs band var denne gang udvidet med saxofon og perkussion, som begge er centrale på Iconoclasts, og som ligeledes er med til at give flere numre et snert af eurodance. Men desværre druknede saxofonen til tider i det bastante lydbillede. Heldigvis gik Hausswolffs strålende vokal klart igennem. Det samme gjorde det lille organetto – en slags pumpeorgel med lange piber. Det tronede midt på scenen og blev nærmest krammet af Hausswolff, når hun spillede på det. Et nummer som »The Whole Woman« (på albummet en valsende duet med Iggy Pop) blev således til en rørende kærlighedsode med orglets nænsomme åndedrag som puls.

I de senere år har flere musikere benyttet orglets distinkte resonanser til at skabe værker, der fravrister det fra den tunge kristne liturgi, hvilket har givet instrumentet en nærmest ikonoklastisk status. Hausswolffs koncert var, til trods for lidt mudret lyd, et klart eksempel på denne kontrast – stadig dybt forankret i kirkelige konnotationer, men nu som ledsager i store moderne produktioner og som centralt instrument på selv de store scener.