kortkritiklive
17.04

Børnene er alright

Ligeti Quartet: »Workshopkoncert«
Ligeti Quartet. © Louise Mason
Ligeti Quartet. © Louise Mason

Jeg ved det godt. Workshopkoncert på kongekons: snork! Og nej, ikke mange andre end Bent Sørensen var mødt op. Det må folk også selv om. Men jo, I gik glip. I særdeleshed af unge Albert Laubel, der gjorde det, man håber, nogen gør, når man går til den slags koncerter: pludselig markerer sig, lover noget for fremtiden.

Det var engelske Ligeti Quartet, der for syvende gang var forbi DKDM for at arbejde med de studerende. Og det gjorde de med indlevelse og præcision. (Det kunne nogen godt give dem en pris for en dag, fx nogen, der ligger inde med en formue, de helt tydeligt ikke ved, hvad de skal bruge på.)

Lucas Fagerviks Bells & Canons satte hårde modsætninger op mod hinanden, som komponister nu engang gør i stiløvelser: en lys, let ødelagt molakkord over for blid barokpastiche i tiltagende hurtige skift. Siden en sats med brutale/banale glissandi, en anden med drøje strøg og en sidste, hvor strygerne på skift forsøgte at holde en tone i live. Smuk, opbyggelig og Jürg Frey-porøs landing.

Anderledes cirkustrang havde Yifan Shaos ultrakorte Dreams Evaporated Too Soon, der lød som mishandlede klange slæbt hen over et gulv. Ultrateatralsk var slutningen, hvor kvartetten frøs i luften et øjeblik, inden den så kradsede det sidste liv ud af strengene.

»Det kan jeg godt gøre mere krukket,« tænkte Jonas Wiinblad og begyndte sin Strygetrio med bratsch – ikke en kvartet, forstås! – med lydløst spil. Men kliché blev til stille poesi, da små, uskyldige intervaller langsomt voksede frem i strenge mønstre. Da bratschen så endelig fik lov at være med, gik den kontra: virtuos solokadence med buefald, overtoneflimren og temperament. Bum! Flot kontrast. Mindre flot, at værket følte behov for et sidste, unødigt lag af elektronisk forvrængning. Men point for krukkeri.

Tilbage stod Albert Laubels Strygekvartet som koncertens mest helstøbte. Ikke fortænkt, bare en sømløs bevægelse mellem dynamiske yderpunkter. Prægnante triller blev elegant afvæbnet af indskudte knips, glissandi lød som del af en logik i stedet for effekt, og klangen varierede med roligt dramatisk overblik. Substans og modenhed i 2026, jamen altså.

© Jade Frances

»Music for me is many, often contradictory, things. Here's a few ways I think about it. 1. An opportunity to reframe our attention to our everyday existence, particularly in the way we listen. 2. A contemplative space that can be an escape from reality and a means to engage the senses in a unique way 3. A way to directly relate to and reflect on the world around us 4. A specific set of approaches to the organisation of time 5. An attitude that embraces non-semantic methods of communication 6. Wiggly vibrations of air 7. A meeting place 8. Anything that labels itself as music 9. A collection of histories that are constantly self-reflexively generating new expressive potentials.«

Matthew Grousse is a composer, performer and organiser, originally from Yorkshire (UK), currently living and working in Copenhagen (DK). He often works in interdisciplinary settings between music for instruments and voices; electronic sound; text; video; and performance. His music regularly engages with a re-contextualisation of everyday sounds, objects, and automatic social behaviours to reveal the latently musical in the banal. Recent focusses include: audience participation; music-theatre; collaborative creation; and documentary approaches to composition. 

He is a co-director of composer-performer group Current Resonance, regularly contributing to meticulously curated intermedial events. Working voluntarily to strengthen opportunities for young composers/sound artists, He has been the chairperson of Aarhus Unge Tonekunstnere and the treasurer of Ung Nordisk Musik (DK) since 2023. He debuted as a composer from Det Jyske Musikkonservatorium in February 2024 with the evening-length music-theatre work Call to this number are being diverted.

© Robert Schittko

»Music chews words, thoughts and ideas for me – and perhaps for others too – so that I can digest intentions, affect and meanings.«

Tze Yeung Ho is a Norwegian-Finnish composer. Tze Yeung's music is created at the crossroads of understanding, reflecting his multilingual upbringing. His works explore the territories of speech, translation in language, dramaturgy and poetics. Working with Scandinavian, Finno-Ugric and Chinese poetry and prose, his music treads on the fragile landscapes of (mis)communication through (un)spoken words. Close collaboration with living writers, storytellers and word-based artists is integral to his practice. His creations usually result in some form of music theatre. Tze Yeung holds a doctoral degree (PhD) from the Estonian Academy of Music and Theatre and a master's degree from the Norwegian Academy of Music.

© PR

»Musik for mig er et motorvejshotel. Åbent 24 timer i døgnet. Der er ingen receptionister, og man får ikke udleveret nøgler. Man vandrer søvndrukken rundt ad hotellets mange gange, fra dør til dør. Nogle døre står på klem, andre må man flå op. Bag dem alle er der værelser. Nogle er sparsomt møblerede, andre er fyldt til randen med dansende mennesker. Man kan opholde sig derinde et par minutter. Nogle rum vender man tilbage til. Mange er lidt kedelige, andre vælter nærmest én bagover. Allermest holder jeg af dem, jeg ikke rigtig kan orientere mig i. De rum, hvor jeg er i tvivl om, hvad der er gulv, og hvad der er væg. Og hvad inventaret egentlig skal bruges til. Alle rum sætter sig i én. Du forlader hotellet og kører videre ad livets motorvej. En anden end da du kom.«

Anders Søgaard er digter og professor i kunstig intelligens og filosofi ved Københavns Universitet. Han har skrevet elleve bøger og mere end 300 forskningsartikler. Han har tre børn og bor i et bofællesskab i Roskilde.

© Marina Botes

»Musik for mig er overraskelse, konfrontation, det være sig med en hammer, det være sig med en fjer eller noget helt tredje. Fra højoktan virtuositet til en bildør, der smækker i natten.«

Steen Jørgensen er forsanger, medstifter, komponist og tekstforfatter gennem snart 45 år i Sort Sol. Har derudover deltaget i utallige genrevridende projekter, fx Grønvirke, Ginman/Jørgensen mm. Han er aktuel med orkesteret JØRGENSEN/BOTES og dennes tredje udgivelse Dråberne 5, 7, 8 & 11.

kortkritiklive
11.01.2025

Nedbrydelsens kunst

August Rosenbaum: »Opløsning«
© Flemming Bo Jensen
© Flemming Bo Jensen

Der er seriøst klamt, som man træder ned i Cisternerne under Søndermarken – fugtigt, altså, så murstenssøjler driver af kondens, og kalktapper hænger. Man har ladet et klaver stå hernede i fem måneder, så det langsomt er gået til grunde. Jeg var skeptisk over for Opløsning: endnu et Annea Lockwood-inspireret værk, der bare vil udøve vold på et stakkels instrument? Og hvis ikke, er en komponist som August Rosenbaum, der blandt andet begår sig i korte, vibe-venlige klaverstykker, den rette til at løfte idéen til noget større? Ja, viser det sig heldigvis. 

Sammen med den visuelle kunstner Ea Verdoner har Rosenbaum skabt et installationsværk, der strækker sig over tre kamre, og i første ser man rigtigt nok det nedbrudte klaver med centimeter tykke skimmelplamager på tangenterne. Som man sjip-sjapper sig hen til andet kammer, sidder Rosenbaum dog der i mørket, foran et mere velbevaret flygel. Hans spil er både minimalistisk og grandiost, men det er knækkene i kompositionen, der virkelig griber mig. Halve motiver, gentagne trioler, tritonus-agtige intervaller. Rosenbaum looper en gemt lyd fra det rådne klaver på en sequencer, rejser sig og går hastigt væk. Han kommer tilbage og skruer op for den industrielle rungen af en gongong, som var han Trent Reznor i studiet. Kombineret med en koreografi om tosomhed, en voice over om liv og fødsel samt en video om krop og forfald bliver det en spændende og rimelig ny skildring af nedbrydelsens råkolde, vilkårlige natur.