kortkritikrelease
27.03.2025

Celloen inden for komfortzonen

Josefine Opsahl: »Cytropia«
© Lis Kasper Bang
© Lis Kasper Bang

Der er tolv skæringer på Josefine Opsahls album Cytropia, hver af en rocksangs varighed. Bemærkelsesværdigt nok er der en lige linje fra den første til den sidste – både klangligt, rytmisk, melodisk, i stemningen og i spillet. Ørene omfavnes af en let melankoli skabt af små cellofigurer i lange sekvenser med en langsommelig cellomelodi ovenpå. En del i mol, andet mere åbent. 

Hun får ret meget ros for tiden for sine mange projekter – en opera og en ballet – ved siden af produktionen som cellokomponist, og det må næsten være på grund af den meget tilgængelige, helstøbte, drømmende sound, hun er garant for. Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt skeptisk hen ad vejen. Både for hende som musiker og som komponist vil jeg ønske, at hun udfordrede sig selv med nye tilgange og nye visioner for, hvilke historier hendes musik skal fortælle. På Cytropia nærmer vi os en konstant tilstand af ensartet lyd, der får tankerne hen på new age-komponisternes bevidste inerti. 

Der er ret smukke tilstande undervejs. Nummeret »Cyborg« er glasklart i sin overflade. Et nummer som »Leave« minder i sin mekanik om amerikansk minimalisme, som Philip Glass kan skrive den. Men igen savner man forskydninger og rytmiske tilføjelser, der kan udfordre det statiske lydbillede. De sidste 100 års eksperimenter har udvidet kampzonen for cellospillet. Opsahl bruger nogle af de erfaringer til at skabe sine egne små mekaniske akkompagnementer til sig selv. Alligevel virker setup’et med en sequencer og en cello begrænsende for, at Opsahl kan nærme sig klange og ideer, hvor melankoliens alvor kan mærkes.

© Thor Brødreskift
© Thor Brødreskift
Nordisk Råds musikpris 2026 går til de norske komponister Kristine Tjøgersen og Benedicte Maurseth for Elja, en suite for Kronos Quartet og hardangerfele.
 
Juryens motivering
© Carsten Seidel
»Hvem sagde nogensinde, at musik 'bare' er musik? For mig er det alt andet end det: En trang til at ville forstå og forklare det hele. Et smykke, jeg bærer hver eneste dag. En undertiden dyb glæde. Et konstant varierende aftryk af millioner af stik i mit hjerte. En længsel efter at forsvinde.«
 
Henrik Marstal er musiker, forfatter og musikforsker. Han er ph.d. i musikvidenskab, lektor på Rytmisk Musikkonservatorium og optræder jævnligt i medierne som ekspertkilde på musik. Han beskæftiger sig bl.a. med ny musik, herunder elektronisk musik. Til vinter er han aktuel med både et nyt album sammen med popgruppen ibens og en bog om Else Marie Pade, som udgives på det britiske forlag Bloomsbury.
 

 
© Alicja Rzepa/Sacrum Profanum

»Musik hjælper mig med at mærke, bearbejde og regulere mine følelser; den giver dem et afløb, når jeg har brug for forløsning, og skaber ro, når jeg har brug for balance – den fungerer nærmest som et eksternt nervesystem for mig.«

Krzysztof Pietraszewski er musikjournalist, redaktør og kurator med base i Kraków, Polen. Siden 2016 har han været kunstnerisk leder af Sacrum Profanum, en festival for ny og eksperimenterende musik. Han er vært på Muzykoteka og koncertserien RKK Live, der genudsender koncerter på Radio Kraków Kultura. Han udvikler desuden lyttesessioner med samtaler, hvor publikum inviteres til at opdage ukendt musik, udveksle indtryk og lytte sammen. Hans arbejde omfatter også produktion af indspilninger til serien Sacrum Profanum Archives. Han stammer oprindeligt fra Schlesien, men har gjort Kraków til sit hjem. Her formidler han musik gennem koncerter, radioudsendelser, artikler og på det seneste også eksperimenterende DJ-sæt.

© PR

»Musik for mig er bedst, når der er noget både for hjerne og hjerte. Jeg elsker musik, der leger med sproget og forstår, at ord skaber billeder, samtidig med at det har sin helt egen lydlige kvalitet og humør. Det er kun et plus, hvis musikken også giver mig energi på løbeturen eller får mig til at danse i køkkenet eller grine. Eller græde. Musik må gerne være en flødebolle med en overraskelse indeni.«  

Lone Hørslev er forfatter til både digte, romaner og sangtekster og tv-serien Den gode stemning. Sammen med Mads Mouritz er hun den ene halvdel af Mouritz/Hørslev Projektet, og senest har hun skrevet tekster til musikteaterforestillingen STOLT sammen med Katrine Muff. Sangene kan findes på albummet Jeg ønsker mig. 

© Sam Aebi

»Jeg tror, ​​at musikken simpelthen er den måde, jeg opfatter og bearbejder verden på.« 

Raphael Loher er pianist og komponist med base i Luzern i Schweiz; han kombinerer elementer af eksperimenterende elektronisk musik, ambient og minimalistisk komposition. Hans særegne, krystalklare værker udforsker legende reduktion og rytmisk abstraktion med det formål at skabe unikke resonanser og æstetiske forbindelser. Hans meditative klaverspil lader sitrende, rhizomatiske strukturer opstå, hvilket skaber spændingsfyldte narrative forløb. Loher udvider sit lydspektrum ved at præparere klaveret, bruge effektpedaler og arbejde med båndoptager.

Lohers nye album, Figuren (Präsens Editionen), er præget af intuition, eksperimenter og en bevidst distance til hans primære instrument – ​​klaveret. Ved at bearbejde intime koncertoptagelser fra et residency-ophold har Loher dekonstrueret udvalgte melodier, toner og resonanser til nye former og transformeret dem yderligere gennem båndmanipulation.