Dyst i udstrakt tid
Under en koncert, hvor begge værker for strygekvartet gør det til en pointe at strække tiden ud, når man vidt omkring i sit indre univers.
Pludselig opdager man den fortrængte håndboldspiller, der gerne vil gøre koncerten til en konkurrence: canadiske Sarah Davachis Long Gradus (2020-21) mod Niels Lyhne Løkkegaards Colliding Bubbles, der blev uropført i torsdags.
Og han er egentlig sjovere at lytte til end den indre lommefilosof, der dukker op og spørger, om den slags ambientmusik mest har karakter af institutionaliseret ritualisme eller subversiv utopi. Kedeligt spørgsmål, videre!
Håndboldspilleren er ikke i tvivl: Davachis halve time med udstrakte, overlappende grundakkorder forvrænget en anelse af ren stemning – hvor intervallerne kan lyde lidt skæve – bliver hurtigt til et ensidigt og selvgodt udsagn om at justere vores moderne ører.
Mere liv er der hos Løkkegaard, hvor Bozzini-kvartetten på samme tid spiller på mundharmonika og strygere. Også her med lange, changerende akkorder, dog nu med en gradvis bevægelse fra den lyse til den mørke ende af harmonikaerne.
Men trumfen er, at Løkkegaard har indlejret en ubestemmelighed i værket, en optisk illusion: Længe spiller buerne toneløst på strengene – eller vistnok toneløst, må jeg næsten skrive, for finurligt nok lyder harmonikaerne som lyse strygere.
Man er simpelthen konstant i tvivl om, hvor de fine klange kommer fra. Så meget desto større effekt, da musikerne skifter greb og endelig lader strygerne klinge. Sejr til Løkkegaard!
Over jorden, under tiden
Music for Acoustic Instruments & Feedback får tiden til at stå stille. Kombinationen af akustisk instrumentering – klaver, klokker, akkordeon med mere – og feedback giver albummet en overjordisk kvalitet. Klokkerne på intronummeret »Bells« er hørbart til stede. De findes, i lighed med de andre instrumenter på albummet, et sted derude i verden. Deres lyde er på et tidspunkt blevet optaget og er nu blevet en del af nærværende udgivelse.
Feedbackens uigenkendelighed forplumrer dog billedet. Det er, som om jeg kan placere musikken i sted, men ikke i tid. Jeg henføres til dagdrømme, hvori tidens kontinuerlige og fremadrettede march ikke kan tages lige så for givet, som man gør det i sin vågne tilstedeværelse. Klaveret i »Piano & Two Tape Loops« skyller frem og tilbage, mens båndoptagelserne pludrer i baggrunden.
Der er noget ved disse numre, der sætter gang i den frie association, en midlertidig frigørelse fra min egen kødelige eksistens. De somme tider melankolske, somme tider sangvinske simple melodier, der svæver over en underskov af feedbackens flimrende, summende droner. Vanessa Amara gør sig i en form for underspillethed, der opfordrer til både mere og mindre fokuseret lytning. Begge tilgange anbefales herfra.
Vidne til ophøret
En verden af iskold sol og helvedsblomster toner frem i Gísladóttirs musik; bredt hvislende droner sat over for kontrabassens på samme tid meditative og foruroligende botanisering. Det er storladent, men ukunstlet, en bombastisk ensartethed i en to timer lang raptus. »Solen størkner blodig, imedens den brænder,« som Baudelaire skrev.
Kun rent undtagelsesvis viger Gísladóttir og Sverrisson bort fra hovedsporet på Caeli, for eksempel med de klagende mågeskrig og konturerne af et strygerarrangement på »Caeli movendi sunt et terra«. For sproget er fundet, deres opgave er blot at lade det flyde. Hyl mod månen!
Jeg kan ikke lade være et krydslæse Gísladóttir – månens og den evige vinters besynger – med den soloptagede og lige så hyperproduktive digter Cecilie Lind: »Jeg er solen, der stod op om natten,« skriver hun i Mit barn, langdigtet om fødslen af den sorte sols baby og den personlige undergang spejlet i galaksens, »mor / mord / dødssol«.
Umuligt er det at fjerne blikket fra himmellegemer i kollaps, hvad end det er måne eller sol (ét fedt bag apokalyptiske briller). Og det er vel sådan, jeg lytter til Caeli og Gísladóttirs improvisatoriske partiturcirkler, som en myg fanget af det lys, der vil udslette den. Som en myg, der ser en komponist finde sit sprog og bade sig i den overflod af lyd, det taler.
Blæst over egoet
De har improviseret op til ni timer i træk. For at udmattelsen skulle slette egoet, for at transcendere. Simpelthen. Ekstraktet af bandet Maratons kollektive udforskninger af alverdens beats og freejazzet blæs høres på debutalbummet, hvor et bølgende Rhodes-klaver drømmer dybt under Maria Dybbroes totalt vågne sax.
På den fine, cinematiske tur – CD’en er pakket i en DVD-æske med palmetræer (eller er det bregner?) på coveret – deltager Jonathan Ludvigsen fra Athletic Progression, og numre som »Den japanske have« har farve af sådanne fritænkende og lidt spacede jazzerier.
»Indianerdoku« er helt i friland med trommerne i centrum. Andetsteds lyder ambience, percussivt tingeltangel og en synthesizer, der minder om noget fra 80’er-filmen Le grand bleu.
Musikken er spraglet – og rummer måske for mange forskellige udtryk til én CD. Men kunst behøver ikke være instant, og måske er det meningen, at lytteren (også) skal svede igennem sammen med Maraton. Undertegnede kunstudsultede ego er helt med. Kunstmuseet Aros siger, kunst er mental fitness. Og muligvis også transcendens.
Lytningen aflyttet
Tine Surel Langes debutalbum har en tilfredsstillende deskriptiv titel, »værker til lytning«. Nøgleordet værende lytning, for uden en bevidst og fokuseret tilgang til dette album vil det højst sandsynligt ikke gøre det store indtryk.
Works for Listening er oprindeligt blevet præsenteret i ambisonics – en form for sfærisk surroundsound – men er til nærværende udgivelse blevet mikset ned til stereoformat. Albummets ti numre består alle af hverdagslyde, der er blevet klippet ud, sat sammen, rykket rundt og remikset på en måde, der virkelig viser, hvor meget rumlighed og tilstedeværelse man kan opnå med kun to kanaler og et par halvgode høretelefoner.
Det første værk, Metal and Spoon, kommer efter Langes behandling til at lyde som et tidsforvrænget klokkeværk, mens Water and Stone i kraft af sine elementer fremstår langt mere meditativt rolig. Det er ikke musik i konventionel forstand – rytmikken er oftest af naturens uregelmæssige variant, de traditionelle strukturer ikkeeksisterende.
Snarere er det en form for lydskulptur. Lange er billedhugger, og mit indre øre er hendes marmor. De bedre værker, såsom de to ovennævnte, imponerer både kunstnerisk og håndværksmæssigt. De kilder i ørerne og i hjernen, er i sig selv distinkte tableauer. Andre er mindre inspirerende, som for eksempel de tre Roof Work-værker, der på grund af en begrænset palet bare ikke formår at fænge.
Violinvignetter uden dikkedarer
Violinist Katrine Grarup Elbo har med sin debutudgivelse skabt et på flere måder lille album. På knap 29 minutter er det en hurtigt overstået affære, men netop den korte spilletid og en begrænset lydpalet gør det til et engagerende lyt.
Violinen er hovedinstrumentet i størstedelen af værkets ni numre. Somme tider står strygeren alene og akustisk, andre gange manipuleres den eller kombineres med elektroniske rytmer og flader samt ordløs vokal. Der er en elegant simplicitet over det, ingen dikkedarer, violinstrengene synger for sig selv.
For eksempel nummeret »Skin«, der med violindroner, messende vokal og hvinende violindolkestød lyder som en sørgmodig filmscene i slowmotion. Eller »Vanity«s tiltagende volumen og momentum, der støt arbejder frem mod en forløsning, som dog aldrig kommer, men i stedet støjende forstummer.
Albummet virker i sit hele som lydsporet til en forestillet film. Jeg skaber filmen retroaktivt i mit hoved, mens jeg lytter. En samling af vignetter, små bidder af et større hele. Fold Unfold er et intimt album til de små timer. Og det er ganske storartet.