Efter Brexit: Lyden af et splittet rige
Hvordan lyder Storbritannien i dag? Som et land, der længes efter idealer og mening, efter at have opgivet enhver form for fælles sag eller erfaring. Brexit-katastrofen kaster stadig lange skygger.
Men talent er der stadig. Manchester Collective er et af de smidige ensembler, der er opstået i et britisk kunstlandskab, hvor gamle infrastrukturelle sikkerheder ikke længere gælder. Det er en fleksibel, strygerbaseret gruppe, der spiller med hjerte, sjæl og en bemærkelsesværdig teknisk finesse. Deres gehør for detaljer, sans for svævende lethed og sikre komponistvalg vakte også opmærksomhed hos Danish String Quartet, som havde inviteret ensemblet til at præsentere deres undersøgelse af nutidig britiskhed under Series of Four-festivalen.
Fælles for de medvirkende komponister er, at de tænker ud over innovation forstået som et spørgsmål om tonalitet. De vilde hockets og reels i »Muttos« fra Christian Masons Sardinian Songbook trækker på en karakteristisk engelsk omgang med folkemateriale – det samme gør Dobrinka Tabakovas Insight og Jonathan Doves Out of Time. Disse værker, sammen med Andrew Hamiltons absurdistiske musikalske puslespil In beautiful May, taler lige så meget om tab, som Anna Merediths Tuggemo skriger en form for plastisk optimisme ud.
Aftenens højdepunkter var de halvmørke erindringsglimt i Jocelyn Campbells 3AM og Edmund Finnis’ String Quartet No. 2. Hos Finnis foldes en markant, indadvendt form for britisk minimalisme ud. Tredjesatsen, spillet uden vibrato, synes at udtrykke en længsel efter at eksistere hinsides de rammer, værket selv har sat. Meget britisk.
Lige så britisk var den særlige charme, der strømmede gennem hele koncerten fra Manchester Collectives medstifter Rakhi Singh, som sammen med sine kolleger spillede det hele med en forbløffende, sart skønhed.
Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek
Glitchede traumer på væggen
Inden singaporeanske Yeules andet studiealbum, Glitch Princess, slutter af med en knap fem timer lang synthmeditation, er der allerede sket en del.
Hovedpersonen har præsenteret sig selv med netop glitchet stemme på »My Name is Nat Cmiel«. Oven på den sparsomme lyd af spilledåse har vi lært, at Nat Cmiel ikke bare er en balletinteresseret person i starten af tyverne, der elsker flotte lydteksturer, men også kan lide »at blive knaldet og knalde«, slet og ret. Stemningen er dyster.
Det er kun begyndelsen på en rejse ned i sindets afgrund. Yeule synger bedragende forsigtigt om selvskade og traumer, mens kvindestemmen bliver til en pigestemme og ender som lyse, robottiske hyl. Alt sammen manipuleret, udsat for sabotage og tilsat stjernetåger af synth. »How can I burn out of my real body?« lyder et af de gentagede mantraer.
Albummet pendulerer mellem lydkunst og rendyrket pop, der på overfladen er glad, men bærer på smertelig, underkuet lyrik. Især første halvdel er værd at lytte til for eksperimenterne med vokal og kontrasten mellem eksplosioner af poplykke og afgrundens dybde. Anden halvdel har en tendens til at reducere glitch til ren effekt i mere traditionelle popskemaer. Indtil da er Yeules Glitch Princess en af årets mest løfterigt forstemmende udgivelser.
Naturen kalder
Med deres Xenon-residency havde Lydkollektivet Newclear og billedkunstner Jakob Steen sat sig for at skabe møder. Møder mellem natur og kultur, musik og billedkunst. Det var dog desværre netop i mødet, at helhedsoplevelsen blev svækket. Billedsiden var det svageste led. Nogle få sekvenser gjorde sig bemærket ved deres kompositioner, temaer og farver – nogle lignede nærbilleder af levende materier, andre organiske former i kosmisk størrelsesforhold. Men for størstedelens vedkommende forblev det desværre undervældende.
Den øjensynligt ikke helt gennemtænkte opstilling hjalp heller ikke – de fire kunstnere havde placeret sig i midten af lokalet, med stole til publikum i en halvmåne omkring sig, og med skærmen til billedmaterialet for enden af lokalet. Med den uheldige bivirkning, at man som tilskuer måtte vælge mellem enten at beskue videokunsten på fjernt hold og gennem klyngen af musikere, eller sætte sig i halvmånens yderpunkter, hvorfra man kun kunne rette sin opmærksomhed på én ting ad gangen.
De musikalske aspekter var heldigvis langt mere givende. Med analog og digital percussion, synths, samplers og trompet skabte Newclear og Steen en levende, ofte pulserende lyd. En abstraktion over naturen i sin mangfoldighed, samt de lige så mangfoldige måder, vi som mennesker møder den. Men det centrale møde – det mellem musikken og billedkunsten – blev besværliggjort af et uligevægtigt kvalitetsforhold og underligt manglende holistisk tilgang.
Tubasøjler i øret
En tubatrio, der spiller afmålte mikrotonale flader på deres hjemmedrejede instrumenter – og ovenikøbet kalder sig for Microtub… Ingen grund til at pakke noget ind, åbenbart. Hvad du hører, er, hvad du får, og hvorfor ønske sig mere, når den kirurgiske klang bliver sendt ud i et vandtårn med 40 sekunders rumklang?
ALICE havde inviteret til Brønshøj, og som opvarmning i det betonkolde rum skulle vi først afstresses af en klarinet-, zither-, og fløjteimprovisation af Jason Duncan aka Blue Lake. En kælende ambient leg: fabulerende på grænsen til det søvndyssende. Bare en enkelt lussing blandt de drømmende kærtegn havde været godt.
Så hellere den firkantede tilgang, som Microtub stædigt diskede op med: Dirrende klange rejste sig som de grå betonsøjler, der bærer den rungende konstruktion. Stålsat, nærmest kynisk, smeltede musikkens og tårnets funktionelle arkitektur sammen.
Den transformerende minimalisme var som sådan ikke vanvittig opfindsom: en toptone, der pludseligt hæver sig i akkordbrydningen, så en bundtone, der senere følger efter. Men klangene skabte den fornødne turbulens i rummet, der gjorde værkerne spændstige. Mest inciterende var de helt tætte ansatser hen mod slutningen. Dér slog lyden sprækker i luften, så det gyngede i hovedet, og det indre øre hylede med. Det stabile fundament blev faretruende usikkert: Man vidste aldrig, hvilke fascinerende knæk lyden ville tage.
Exhilarating
With his latest album, Polish jazz wonder Tomasz Dąbrowski creates one of the most interesting and cognitive dissonant experiences of the moment. Seeking his inspiration in both Western and East European jazz traditions, Dąbrowski delivers a fascinating mix of textures and references, but also offers the possibility of a renewal of old tropes.
If the album is presented as a tribute to his mentor, Polish jazz trumpetist and pioneer Tomasz Stańko (11 July 1942 – 29 July 2018), and if one can indeed see a homage, especially in the »Jr«, »In Transit« and »Spurs of Luck« tracks, it has also and fortunately a distinctive personality of his own.
Feeding on the obvious legacy of the 1965-1967 Coltrane and avant-garde Polish jazz, Dąbrowski also mixes improbable sounds reminding the listener of a secret sauce made associating the likes of McCoy Tyner, Sam Rivers, Gerry Mulligan and even Chet Baker. For instance, the tracks »Old Habits«, »Sandy« and »Troll« could be the best tribute and deconstruction of West Coast cool jazz ever.
To conclude, Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings is an exceptionally interesting and exhilarating album, which manages to both enchant and challenge the listener in exciting ways. Very highly recommended to all those who thought the free jazz had become a rotting corpse feeding on itself.
Fortryllende
Med sit seneste album skaber det polske jazz-vidunder Tomasz Dąbrowski en af de mest interessante og kognitivt dissonante oplevelser i øjeblikket. Idet han søger sin inspiration i både vestlige og østeuropæiske jazztraditioner, leverer Dąbrowski en fascinerende blanding af teksturer og referencer, men tilbyder også muligheden for en fornyelse af gamle troper.
Hvis albummet præsenteres som en hyldest til hans mentor, den polske jazztrompetist og pioner Tomasz Stańko (11. juli 1942-29. juli 2018), og hvis man faktisk kan se en hyldest, især i numrene »Jr«, »In Transit« og »Spurs of Luck«, har den også og heldigvis en særegen personlighed.
Dąbrowski næres af den åbenlyse arv fra Coltrane fra 1965-1967 og polsk avantgardejazz, men blander også forbavsende lyde, der minder lytteren om en hemmelig sauce, der forbinder folk som McCoy Tyner, Sam Rivers, Gerry Mulligan og endda Chet Baker. For eksempel kunne numrene »Old Habits«, »Sandy« og »Troll« være den bedste hyldest og dekonstruktion af West Coast cool jazz nogensinde.
For at konkludere: Tomasz Dąbrowski & The Individual Beings er et usædvanligt interessant og spændende album, som formår både at fortrylle og udfordre lytteren på spændende måder. Stærkt anbefalelsesværdigt til alle dem, der troede, at freejazzen var blevet et rådnende lig, der spiser af sig selv.